En Lied-aften med nordiske romancer og Strauss-sange med vores allesammens Inger Dam-Jensen og en eller anden international pianist i Studie 2 i det nye Koncerthus. Det lyder jo som et på forhånd vellykket Politiken Plus arrangement.
Det var det også. Altså et på forhånd vellykket arrangement, for så vidt, at folk sikkert fik, hvad de kom for: smukke sange sunget at en smuk stemme.
Men ak, hvor forstår jeg godt, at Lied-genren kan være svær at overbevise andre end den på forhånd interesserede skare om. Alt bliver serveret på en hattedamebakke lige fra radiodamens sukkersøde præsentation til programmets forudsigelige opbygning med en sjov sang til sidst.
Radiodamen fortalte os, at Inger Dam-Jensen lyder som en gnistrende stjerne, der skinner, og at pianisten Malcolm Martineau "simpelt hen er én af verdens bedste akkompagnatører". Så ved folk da, allerede før de har hørt noget, at de har fået noget for pengene og godt kan skrive det på deres personlige oplevelses-CV.
Enkel poesi
Men hvad skal vi egentlig med disse sange, der bliver serveret som enssmagende bolsjer, man kommer til at knase lidt for hurtigt? Hver lille sang er sin egen verden.
Dét har Malcolm Martineau som ingen anden sans for. Hver en tone har betydning i den store sammenhæng, når han spiller, fordi han har det store musikalske overblik, en fantastisk formforståelse og en stærk intuition, der så at sige oplyser sangene. Inger Dam-Jensen har en guddommelig stemme, ikke bare smuk, men også sympatisk og aldrig forstillet.
Tilsammen har duoen en ubefamlende, enkel poesi, der frembringer smuk musik med et vist udtryk.
Alligevel får de ikke mere end netop præsenteret sangene for os i et regi som dette, der strengt taget mindede mere om en aflevering til en konservatoriet-soirée end en afsluttende koncert efter et år som artist in residence hos Danmarks Radio.
Martineau fremstod som den pædagogiske støtte til en lidt uselvstændig Dam-Jensen, men det var måske mest det sceniske indtryk. Lukkede man øjnene lød det smukt, kiggede man op, blev man distraheret af Inger Dam-Jensens lidt urolige fremtoning. Det var virkelig heller ikke nogen særlig fed scene, eller fedt rum eller fed klang i Studie 2. Her var overbelyst og plasticstole og tør klang, og scenen var uskøn og festivalagtig. Måske godt for noget, men ikke til intim koncert.
Sikkert spil
Det man godt gad, var at duoen havde smidt noderne og på anden måde havde forvandlet det tørre studie lidt mere til et svensk forsamlingshus med linoleumsgulve og kanelbullar og tårer i øjnene over et forår, der lige er begyndt og snart er forbi. I stedet var det mere sikkert spil og afrettet kammermusik.
Lange-Müller havde meget poesi, når Martineau fik akkompagnementet op i Schumann-højder, mens Dam-Jensen bidrog med et integreret forhold til sangene. Grieg var hurtigt overstået og Stenhammars sange er fantastiske. Her tog Dam-Jensen i højere grad fat i både teksten og musikken i Flickan kom ifrån sin Älsklings Möte og Fylgia.
Hun skal have ros for sit svenske, som kom mere tydeligt ud end det danske og er bedre end hendes tyske. Sibelius klarede Martineau bedst, men i Strauss mødtes de igen i et bedre etableret samarbejde. Ikke mindst i sensuelle Nachtgang, som fik én fra publikum til at tabe sit program på pianissimoet i küßte dich ganz leise.
Som koncert var det en underlig statisk oplevelse, men lukkede man øjnene og forholdt sig, som var man i - ja, et studie - som gæst, der ikke er blevet lovet nogen egentlig koncertoplevelse, så gav det mere mening. Måske skulle man blive hjemme og høre det i radioen en anden gang.
