Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Fænomenet Barenboim

Leonie Sonnings Musikpris blev søndag eftermiddag tildelt pianisten og dirigenten Daniel Barenboim, også kendt for sit lidenskabelige engagement i konflikten mellem Israel og Palæstina. Som tak valgte den travle verdensmand klaveret og Beethoven og spillede sammen med det orkester, som i sin tid havde inspireret ham til at lære at dirigere
Kultur
22. april 2009
Daniel Barenboim kvitterede for æren og Sonningprisens 600.000 kr. ved at spille klaver så virutost, at han trak al opmærksomheden i DR-s koncertsal til sig.

Daniel Barenboim kvitterede for æren og Sonningprisens 600.000 kr. ved at spille klaver så virutost, at han trak al opmærksomheden i DR-s koncertsal til sig.

Anders debel

For et dusin år siden skulle jeg lave en radioudsendelse om Det Kgl. Kapel og opsøgte i den anledning en farverig pensioneret kontrabassist fra orkestret, Johan Poulsen med den sorte bas. Han havde siden slutningen af 1940'erne dokumenteret sit gloriøse arbejdsliv i nogle digre scrapbøger, og vi bladrede i dem, mens han fortalte af karsken bælg med mikrofonen hængende ned over spisebordet. Vi kom til efteråret 1954, den schweiziske verdenspianist Edwin Fischer turnerede med Kapellet rundt i Europa, hvor han både dirigerede og var solist i et par af Mozarts klaverkoncerter. Så var der et særligt foto på en side, fra backtage i et koncerthus i Basel. Fischer sad på en stol med nogle rygende kapelmusikere bag sig, og ved siden af ham stod en dreng på 10-11 år. De kiggede begge ud på fotograf Poulsen, drengen tilmed med et intenst blik i det lille runde ansigt. Ingen tvivl. Det måtte være vidunderbarnet Daniel Barenboim sammen med sin forgudede klaverlærer. Drengen havde om sommeren deltaget i Igor Markevitjs dirigentklasse i Salzburg, han havde mødt Wilhelm Furtwängler og spillet for ham, og den store dirigent havde ikke tøvet med at beskrive drengen som et fænomen.

Når man sad inde med denne viden søndag eftermiddag, var det temmelig bevægende at høre Barenboims takketale for modtagelsen af årets Leonie Sonnings Musikpris. For hans tak gik først og fremmest til Det Kgl. Kapel. Da han havde oplevet Fischer spille og dirigere Mozart med orkestret, havde han straks tænkt: Sådan vil jeg også gøre!

Nu 55 år senere mødte han igen det orkester, der tændte gnisten i ham, og det var tydeligt, at han var glad for at arbejde sammen med dagens kapelmusikere.

Besøgene i København

Bortset fra de hjemmefødte er det ret sjældent, at man kan skimte en dansk forbindelse til modtagerne af denne musikpris, men med Barenboim er det altså tilfældet, og det er værd at erindre, hvordan det udviklede sig. Han gjorde netop som Edwin Fischer, gik midt i 1960'erne i samarbejde med English Chamber Orchestra, på den tid et af klodens bedste af sin art, og lod turen gå til Odd Fellow Palæet i København gennem adskillige sæsoner. Det huskes som én lang og lyksalig Mozart-festival.

Det var også i disse år Barenboim hærgede det britiske musikliv som anfører for en bande jødiske musikbegavelser: hustruen Jacqueline du Pré, Itzhak Perlman, Pinchas Zukerman og Zubin Mehta, ganske muntert kaldt Kosher Nostra.

De stod for et tiltrængt ungdomsoprør i den klassiske musik, og danskerne fik år efter år duften af denne himmelstorm, da Barenboim besøgte DR's torsdagskoncerter sammen med hustruen og vennerne og spillede kammermusik med dem i Odd Fellow Palæet.

Faktisk blev Danny så glad for at være i København, at han ønskede at dirigere sin første operaforestilling, Mozarts Don Juan, på Det Kgl. Teater. Der blev aftalt et møde med operadirektøren i lufthavnen, hvor Barenboim en dag skulle mellemlande, men af en eller anden grund kom han til at vente forgæves for så at rejse videre. Det blev så Edinburgh Festspillene, der blev stedet for Barenboims operadebut i 1973.

Han kom tilbage til DR i 1974 og dirigerede Bruckners 5. Symfoni, en sommerkoncert med Mahlers Femte og Schönbergs klaverkoncert blev aflyst på grund af sygdom, og så var fuglen desværre fløjet til varmere himmelstrøg og højere honorarer. Men som en form for tak fra de efterladte kom der dog et dannebrogskors, som Barenboim havde sat i reversen søndag eftermiddag og tog med i sin takketale. Det var svært at glemme en orden, der begynder med de samme tre bogstaver som i hans fornavn, sagde han.

Hæsblæsende program

Daniel Barenboim kvitterede for æren og de 600.000 kr. ved at spille klaver. Den smukkeste gestus havde naturligvis været, at han samtidig - fra klaveret - havde dirigeret det orkester, som havde inspireret ham til at følge i Edwin Fischers fodspor. Men den slags kræver forberedelse, og det arbejde er Barenboims kalender ikke skikket til.

Lørdag prøvede han i Berlin til hen over middag, som solist i en ny klaverkoncert af Elliot Carter dirigeret af Pierre Boulez, var i København kl. 17, prøvede til hen på aftenen de to Beethoven-koncerter med Kapellet og Michael Schønwandt, og havde mere prøve søndag formiddag. Koncert kl. 15 og tilbage til Berlin kl. 19. Mandag aften var han så solist i Carter-koncerten.

I det hele taget byder denne mand sig selv det rent ud livsfarlige. I begyndelsen af måneden var han på otte dage i aktion syv gange med seks forskellige programmer: opera, recital og koncert, det hele under Berliner Staatsopers Festtage.

Sublimt Beethoven-spil

Hvordan var det så for en gangs skyld at opleve en af de helt store skikkelser i DR's nye koncertsal?

Jamen, det var aldeles specielt. Helt måleligt fra det øjeblik den lille mand gik ind på scenen. Forinden havde Schønwandt og Kapellet varmet op med Carl Nielsens 2. Symfoni, og her kunne man forsat konstatere, hvor vanskelig salens akustik kan stille sig for et velvoksent symfoniorkester. Med Barenboims indtræden var det reduceret til et stort kammerorkester, og herefter blev al opmærksomhed rettet mod manden ved flyglet, også når han ikke spillede, for selv om der var en dirigent, blev også musikerne tiltrukket af dette ene magnetfelt. Det er vel det, man kalder karisma.

De begyndte med Beethovens 3. klaverkoncert i c-mol. Og straks da Schønwandt ledte Kapellet gennem den indledende eksposition uden solisten, hørte man et helt nyt orkester.

Et orkester i balance, med sølverklang og strålende blæsersolister. Samtidig kom man uvilkårligt til at tænke på Mozart. På hans Klaverkoncert nr. 24 i samme toneart, som Beethoven har læst, spillet og lært af. Og sådan som Barenboim lagde ud med sine temapræsentationer, forsatte med passagespil på kattepoter, subtile neddæmpninger, nænsomt fremkastede dialoger med blæserne, tonede en klar vision frem. Alt var strejfet af Mozarts ånd, udgået fra pianisten til dirigent og orkester.

Enestående musikalitet

Largoens pastorale E-dur-verden begynder med solisten. Og hvilken begyndelse! Det er i den langsomme musik, Barenboims enestående musikalitet altid har åbenbaret sig, og i det stykke deler han et sjæleligt fællesskab med sin for længst døde mentor Edwin Fischer. Beethoven lægger for så vidt en nedskreven improvisation frem i sin largo, med vandrende tertsgange, skalaer og brudte akkorder på rad og række. Det kan spilles, som det står. Og det kan synges og reciteres og dramatiseres, sådan som det skete søndag eftermiddag. I den afsluttende rondo ville pianisten lege, og det var indimellem svært for de andre at følge hans luner, men egentlig betød det ikke så meget.

Kejserkoncerten, den 5. klaverkoncert, var som helhed ikke på samme niveau. Det var ikke altid, Barenboim var helt omhyggelig med sine løb, i øvrigt også noget han har taget med fra Fischer og Furtwängler, som begge ikke gik så højt op i teknisk perfektion.

Den tyste overgang fra adagio til finale manglede desværre sand magi, og det der fulgte nåede ikke de ellers forventede euforiske højder. Men jublen i salen var overvældende og vedvarende, og den udløste et enkelt ekstranummer, Chopins Nocturne i Des-dur. Et forførende nattestykke, med duftende harmonier og blomsterbesmykkede melankolske melodilinjer, som Barenboim skænkede som en sød afskedsdrik til et mæt og taknemmeligt publikum.

Priskoncert den 19. april i Koncerthuset, Studie 1Tildeling af Leonie Sonnings Musikpris 2009

Carl Nielsen: Symfoni nr. 2Beethoven: Klaverkoncerter nr. 3 og 5Chopin: Nocturne i Des-dur, opus 27 nr. 2Daniel Barenboim (klaver) Det Kgl. KapelDirigent: Michael Schønwandt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Næste gang må Barenboim gerne tage Chicago Symphony Orchestra med til København.