Læsetid: 3 min.

En familie på to - og nå ja, dysfunktionel

Fupz har noget med store mennesker, både når han skriver for børn og for voksne. Her er det ene kæmpemenneske en rar flyttemand med synske evner. Det andet en fordrukken far
20. april 2009

En af Kim Fupz Aakesons mange billedbøger for børn handler om en familie på tre: far, mor og Per. Faren er en af den slags fædre, der drikker og bliver vred og voldsom, når han gør det. Historien slutter ikke med, at Pers far holder op med at drikke, og alt bliver godt, nej, alt bliver tåleligt, fordi mor og søn stikker af og nøjes med at være en familie på to. Bogen hedder En historie om vokseværk, og det er ordet vokseværk, der bliver ondets navn og er med til at forløse historien.

Fupz' nye voksenroman har også en far med vokseværk, og heller ikke her løses problemerne, dem flygter man fra.

Romanens hovedperson er Jonna, hvis liv skildres skiftevis i tilbageblik og nu, hvor hun er 54, alene og har et af den slags job, hvor hun ofte bliver skældt ud og får at vide, at hun ikke har nogen følelser. Hun er pantefoged og gør altså, som der står i Biblen: tager fra dem, der ikke har noget.

Jonna har overlevet en barndom i et hjem med vokseværk, senere blev hun alenemor, og nu som dengang er hendes strategi at lukke øjnene for problemerne i det lange løb og så ellers klare dagligdagen med en dosis sarkasme og sovepiller. Hun stikker også en løgn i ny og næ og når det bliver for besværligt at sige sandheden. Det kan være, når sønnen Peter vil vide, hvem hans far er. Derfor bliver det også skelsættende for hende den dag, hun under en udpantning præsenteres for en stor bamse af en flyttemand, der ligefrem er synsk, og som siger tingene direkte. Selv om Jonna ikke tror på den slags evner - eller på noget andet for den sags skyld.

Vi er en sørgelig flok

Jonna er 54 har på indholdssiden en del til fælles med irske Roddy Doyles Paula Spencer (også Kvinden der gik ind i døre), der skildrer irsk arbejderklasse fra en hårdt ramt, midaldrende kvindes perspektiv. De to romaner klæder ligefrem hinanden, men Jonna er 54 er også bare en ægte Fupz, fordi den handler om et alenebarn i en dysfunktionel familie - Jonnas mor bruger ikke ordet dysfunktionel, hun gentager bare sit "Vi er en sørgelig flok" til Jonna - og fordi problemerne ikke bliver løst.

Gud hjælper selvfølgelig ikke spor, heller ikke selv om Jonnas far efter en behandling siger, han har fundet ham. Da Jonnas søn, Peter, i nutidssporet begynder at få det lidt bedre efter et selvmordsforsøg, siger hans psykolog meget sigende:

"Sådan går det tit. Det løser sig selv", og Jonna svarer: "Gudsketakoglov for kunsten" med henvisning til, at Peter er begyndt at tegne og male igen.

Replikskiftet indrammer præcist romanen her og Fupz' bøger i det hele taget: Livet er noget billigt skidt, verdens undergang er nær, familien er ikke andet end problemer på grund af de voksne, men alt det forfærdelige kan få en kunstnerisk form, så det er til at holde ud at have med at gøre - uden at der dog er nogen, der bliver lykkelige af den grund. Blot er der for mig at se en større kunstnerisk bedrift forbundet med at skabe en historie som f.eks. den om vokseværk, end der er med Jonna er 54. Jeg kunne også nævne Den legetøjsløse stakkel, som interessant nok også er for børn. Måske er Fupz mere raffineret, når han skriver fabler for børn, end når han skriver realisme for voksne?

Jonna er 54 er skrevet af en forfatter, der kan sit kram, og som har et eminent blik for familiens skrøbelighed. De tragikomiske situationer står flot på række med masser af gode replikker og skønne karakterer, men det kunstneriske særpræg og den markante sproglige stil skal man til andre af Fupz' bøger for at finde, men de er for børn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu