Læsetid: 5 min.

Ferguson og Wenger i ringen igen

Det er tilladt for elskere at nære endog meget høje forventninger: Fire opgør mellem to af engelsk fodbolds ærkerivaler - Manchester United og Arsenal - venter os i den næste måned
Rivaler. Manchester Uniteds Alex Ferguson og Arsenals Arsene Wenger mødes fire gange i den næste tid. Nok ikke bare på banen, men også i diskussioner i medierne.

Rivaler. Manchester Uniteds Alex Ferguson og Arsenals Arsene Wenger mødes fire gange i den næste tid. Nok ikke bare på banen, men også i diskussioner i medierne.

Toby Melville / Ritzau Scanpix

18. april 2009

Tyngden af hans fornemme sportslige bedrifter sætter måske nok Sir Alex Ferguson i en klasse for sig selv som fodboldtræner, men selv på toppen af hans magt i sidste sæson, da Manchester United hjemtog mesterskabstitler i såvel Champions League som Premier League-titler, kunne han ikke se bort fra Arsène Wenger.

Han kunne ikke udpege ham som murbrækker for sin egen succes, for som vi har set i endnu en uges bemærkelsesværdig europæisk fodboldunderholdning, har også Wenger den uforgængelige kvalitet, der adskiller de virkelig store fodboldskikkelser fra resten af feltet.

Wenger kan man ikke ryste af sig. Altid vil han dukke op igen med sin perfektionistiske iver. Faktisk er han kun delvis en fodboldtræner. Resten af ham er ren missionær.

Han har, ligesom Ferguson, noget, der overstiger og i sidste ende svæver skyhøjt over den blot habile fodboldmekanik.

I kernen af alt, hvad han foretager sig, befinder sig en lidenskabelig tro på, at fodbold skal spilles på en ganske bestemt måde. Wengers credo ignorerer ikke behovet for en stærk defensiv organisation - selv om nogle vil indvende, at han til tider har en tendens til at sætte tro over pragmatisme. Men fremfor alt underordner den alle andre strategiske aspekter under det imperativ, at fodbold skal spilles med artistisk brillans. Uden elegant kombinatorik, uden kreative visioner, uden overlegen teknik tømmes spillet for sit potentiale for skønhed, og hvad er det så værd?

Selv om Arsenals sæson faldt fra hinanden sidste forår, gjorde Wengers mandskab et uudsletteligt indtryk og strejfede så afgjort en mulighed for uhyrlig succes.

Nu da Cesc Fabregas igen er spilleklar og drives frem af en de mest fascinerende fodboldhjerner på denne sportsgrens aktuelle scene, står Wenger igen i vejen som en mulig stopklods for endnu en blockbuster-sæson for Ferguson.

Hvis Arsenal slår Chelsea, og United tager sig af Everton, og begge således når i FA Cup-finalen, vil de mødes fire gange inden for den næste måneds tid - én gang i FA CUP-finalen, to gange i en Champions League-semifinale og en gang i en Premier League-match på Old Trafford - og det kan meget vel torpedere Fergusons håb om at gøre rent bord og hjemtage alle de trofæer, Manchester har mulighed for i år, hvilket i givet fald vil være historisk.

Fergies tålmodighed

Ferguson vs. Wenger er igen det største rivaliseringsforhold i hele fodboldens verden. Men der står meget mere på spil end en dramatisk genoprettelse af engelsk fodbolds mest sejlivede duel. Det er samtidig fremragende reklame for fodboldens allerhøjeste værdier. Budskabet er, at hvis mænd som Ferguson og Wenger får fuld frihed til at realisere disse værdier - hvis de altså får mulighed for at anskue udviklingen af deres respektive hold som en fortsat vej mod endeløse fremskridt, over hvilke de kan udøve ubrudt kontrol - så vil sublime resultater være garanteret.

Da Cristiano Ronaldo gennemspillede sit perfekte målgivende angreb mod Porto, hvor han udviste en så drømmelignende timing og kraft i et mål, som fik større betydning end noget i Europa, siden Zinedine Zidane helflugtede Real Madrid til sejr i Champions League-finalen for syv år siden, blev vi mindet om Fergusons opofrelse og tålmodighed, når det gælder om at udvikle de største af de største talenter.

Himlen må vide, hvor mange gange Ferguson privat har bandet sine superstjerne langt væk i forrige sæson - ja, hans offentlige kritik af Ronaldo for nylig antyder, at hans tolerance ikke er uendelig. Men United-træneren har længe demonstreret værdien af at udvinde det bedste af en afgørende aktør - og så affinde sig med de resterende unoder.

Måske er det ved at være forbi mellem United og Ronaldo - måske er filmrullen tæt på at løbe ud, men hvilket historiske oplevelser har vi dog ikke udsigt til? Og hvilken spænding kan der i en kamp eller to blive udløst i sådanne øjeblikke af suveræn udfoldelse som det, der holdt alle Fergusons horisonter åbne på Estadio do Dragao i Porto i denne uge?

Sig ikke navnet

Wengers tilsvarende store overbærenhed over for Emmanuel Adebayor forekommer at være en relevant parallel. Hvor mange gange har Wenger ikke vredet hænder over det svindende engagement hos en mand, der engang så ud til at kunne glide problemfrit ind som afløser for den så stærkt savnede Thierry Henry? Men satsningen blev opretholdt, fordi Wenger vidste, at den vil kunne give et dramatisk afkast, og nu ser vi dag også ganske rigtigt noget af den gamle Adebayor og hans eksplosive antrit som i den anden scoring, han satte ind imod Villareal onsdag.

I sidste uge kastede Ferguson et tilbageblik over de mange rivaler, han har besejret gennem årenes løb, og han sagde ved den lejlighed. "Arsène er den, som har overlevet længst og i forhold til rivaliseringen mellem de to klubber, Arsenal og Manchester United, har det selvfølgelig været en fantastisk konkurrence. Og den har jo netop varet ved, fordi Arsène har insisteret så længe."

Ferguson talte ikke kun om vedholdenhed og foldboldtro som dyder, men også om den vedvarende betydning af sin rivals store værk. Wengers ekstraordinære jubelscene med hele kroppen, da Adebayor sikrede semifinalepladsen mod United handlede - ingen tvivl om det - i lige så høj grad om selve målets sødme, som den handlede om det resultat, som målet sikrede. Da Fabregas placerede sin dødbringende stikning i Theo Walcotts løbebane, hvilket skaffede Arsenal dets åbningsmål, kendte vi atter Arsenals særlige stil, ligesom endnu en frydefuld rygradsrislen må have ramt Wenger. Det var en fryd, som kun de mest forhærdede fjender af Arsenal ikke kan have taget del i.

Over den næste måned er det vel god grund til at forvente tilsvarende udbrud af uforglemmelig skønhed og overlegen inspiration. De er frugten af en fodbolduddannelse, som frem for alt satser på at udvikle det individuelle talents magt til at indgå i et kohærent holdarbejde. Der er også udsigt til - lad os bare indrømme det - et betydeligt potentiale for hæmningsløs strid. Engang forlod Wenger et presserum, idet han mumlede følgende svada som afsked: "Jeg vil aldrig nævne den mands navn igen" - det var, da han på Old Trafford var gået i den gamle mesters fælde.

Selvfølgelig var Ferguson ved samme lejlighed så ekstatisk, at det kunne have ændret stemningen ved Den Sidste Nadver.

Men hvem vil benægte, at selv disse rituelle gennemspilninger af de to træneres modsætningsforhold har deres oplivende øjeblikke. Vi ved selvfølgelig, at det næsten helt sikkert også vil komme til sure og bitre øjeblikke. Men vi ved også, at endnu en gang er fodboldhimmelen inden for rækkevidde. Det er en naturlig konsekvens af de højeste fodboldambitioner. Eller med andre ord: Det er, hvad der plejer at ske, når Ferguson og Wenger tager endnu en tørn i striden mellem de ældste arvefjender i engelsk fodbold.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu