Læsetid: 3 min.

Forår for Folketeatret

Liderligheden og lipglossen har fundet sin plads i Folketeatrets repertoire med en velsmurt teater- version af 'Alt om min mor'
En virkelig kvinde har brug for at se sig selv i spejlet for at jage sorgerne på flugt...Her Peter Oliver Hansens uimodståelige trans over for Karen-Lise Mynsters vidunderlige mor på Folketeatret.

En virkelig kvinde har brug for at se sig selv i spejlet for at jage sorgerne på flugt...Her Peter Oliver Hansens uimodståelige trans over for Karen-Lise Mynsters vidunderlige mor på Folketeatret.

Thomas Petri

7. april 2009

Hvordan er det at miste sin søn? For de fleste af os er det gudskelov kun en stædig angst, der flyver op og lammer hjertet hver gang, vi hører en ambulance. For Karen-Lise Mynster i Alt om min mor er chokket og sorgen også bare noget, hun skal spille i en film. Indtil altså 'virkeligheden' overhaler angsten indenom...

Pedro Almodóvars film fra 1999 spiller på denne sorg over at miste et barn. Og på Folketeatret lægger teaterversionen af Samuel Adamson sig tæt op ad filmen og dens farverige transkultur. For barnets far er tilfældigvis trans.

Så her optræder Peter Oliver Hansen som fars kollega i strækstoffer, der gnider sig op ad silikonebabserne. Og her er lir og gejl nok til at få Folketeatret til at springe ud som folkeligt teater dette forår. Morten Kirkskovs oversættelse lægger sin hånd på balderne med præcise nap - og replikkerne har sætningslængder, der ligger godt i munden, om jeg så må sige.

For iscenesætteren Ulla Gottlieb har sat fut i både lårkorte mandenederdele og i nonnetørklæderne i Maja Ravns superspanske, gennemskårne husscenografi, så Barcelonas dobbeltmoral ligger og funkler i Nørregade med humor og tårer i passende rytmeflirt op ad Alberto Iglesias' sensuella musik.

Hansens manicure

Forestillingen klæder Folketeatret, der ellers har haft svært ved at finde sin profil mellem det overmuntre og lavkomiske - og det gammeldags og familiepsykologiske. I Alt om min mor går repertoirekabalen pludselig op.

Her er den gode historie, den eksotiske setting, det store teatermaskineri, den ørepleasende musik og ikke mindst de store skuespillere, som tegner tidens teater. Og så har forestillingen et beroligende strejf af forudsigelighed og happy end, der gør den potenspaniske narkohistorie spiselig som nydeligt anrettet tapas.

Instruktøren formår tydeligvis at få skuespillerne til at funkle til fri hyldest som stjernespillere. Ikke bare Karen-Lise Mynsters vidunderlige mor, der på samme tid kan spille fighterenergien og meningsløsheden frem i sin pigede krop, mens hun trawler Barcelonas underverden for at finde frem til sit døde barns forsvundne far. Men også Peter Oliver Hansen, hvis bramfrihed og overleverkraft får både scenen og tilskuersalen op at køre.

Hansen spiller euforisk på kanten af bøssemanérerne, men også helt kontant og jordnært, mens han står hyperkorrekt på scenekanten i sin skræddersyede Chanel-dragt og sin velplejede, hennafarvede paryk. Han kan sige sandheder op i ansigtet på hvem som helst med sine lipglosslæber og sine strålende, hvide tænder. Hans Agrado kender forskel på klichéer og kvinder, kom ikke her! Meget kan man sige om denne Fornøje-Hansen, men han lyver aldrig om silikonepriser. Og så har han manicuresikre fingre, der kender til stritningens kunst. Bedste casting-overraskelse er valget af Hanne Hedelund til rollen som skuespillerdivaen, der turnerer med Tenessee Williams' erotiske klassiker Omstigning til Paradis.

Hedelunds besvimelser

Hanne Hedelund har ikke mindst glimret hos Odense Internationale Musikteater og senest som moderen i Breaking the Waves på Odense Teater. Hun har stjernerankheden i ryggen og knivene i munden, når hun spidder folk omkring sig med sin formidable diktion og sin musikalske replikaflevering i rollen som Blanche.

Og så har hun flotte ben med en fejende gang i høje hæle, som netop Almodóvar hylder i sine kvindebeundrende film. Er der en, der kan divabesvime i dansk teater lige nu, så er det Hanne Hedelund.

De andre skuespillere skaber fine, jordnære kontraster til de eksotiske Almadóvar-eksistenser.

Özlem Saglanmak har en fin ydmyghed og kamplyst som nonnen Søster Rosa, og den charmerende Thorbjørn Kruse Olesen har en umiddelbar oprigtighed i rollen som den døde gengangersøn. Hans åbne ansigt får tilskueren til at dvæle ved ham.

Og Julie Carlsen spiller et oprørsk, kropsdejsende sammenbrud ud for åbent tæppe som lesbisk på stoffer, mens Pia Jondal alene forsøger at forsvare borgerskabets normalitet som bekymret bedstemor.

Jovist, der er måske langt fra sorgen over at have mistet et barn til glæden over at score en tvivlsom krop. Men aftenen flyver, kærligheden hyldes - og både bluser og bukser bulner. Så bare hop i stiletterne mod Nørregade.

Alt om min mor. Manuskript: Samuel Adamson (2007) efter Pedro Almodóvars film fra 1999. Oversættelse: Morten Kirkskov. Iscenesættelse: Ulla Gottlieb. Scenografi: Maja Ravn. Musik: Alberto Iglesias. Lys: Lars Schou. www.folketeatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu