En forestilling til tiden, kan man sige. Emnet er den udødelige historie om den tyske oplysningsorienterede progressive Altona-læge, Johann Friedrich Struensee, og dennes forhold til den engelskfødte danske dronning, den gale konge og det ærkereaktionære, størknede, dumhedsdominerede, bigotte danske hof, det hele set og konciperet af en kulturradikal svensker, P.O. Enquist. Her er da stof og baggrund for en dansk nationalopera!
Enquist har allerede i romanen Livlægens besøg forstået at fremhæve de tragikomiske træk i dette sorte afsnit af Danmarks-historien, hvor hykleriet, snæversynet og magtsygen vandt over fornuft og oplysning og med den offentlige særligt grusomme henrettelse af greverne Brandt og Struensee selv udstillede Danmark som det barbari, det var.
Parallellerne til nutiden er til stede. Den Ove Høegh-Guldberg i Sten Byriels ligblege, nådesløse fremstilling, der slukker lyset og håbet, har ligheder med selvgodhedens nutidige nationalistiske farisæere i magtens centrum, hvis dybfrosne uvidenhed - med et Holberg-citat - mener at vide alt. Med en sådan attitude kan man også tillade sig alt: undertrykke oplysning og fremskridt og alt, hvad der truer ens egne forenklinger, plage den sidste rest af forstand ud af en sindssyg stakkel, udelukke indvendinger, spærre folk inde i flygtningelejre til de rådner op samt med Gud i vold for nationens frelse ombringe håbet om enhver forbedring.
Struensee ser den elendighed, som andre lever højt på, hvad enten det er koppetruede fattige i Altona eller den danske konge, der godt nok er tosset, men som omgivelserne også har en fortjeneste ved at gøre mere tosset, end han er. Det sørgelige er, at selv en Struensee med de bedste og ædleste hensigter regeres af sine menneskelige svagheder. Den livslystne mand pirres af en forsømt, men forførende dronning ved den højst spiselige Elisabeth Janssons sensuelle sopran, der fører ham durk ud i landsforræderiet og gør ham blind og tøvende midt i nydelsen af magtens sødme.
Stort og nydelsefuld
Det skal ende galt, og Johan Reuters stort syngende virile livlæge, bærer konstant denne forudanelse åbenbart i skikkelsen. Det er opera, der er tale om. Stor national opera som man jo ikke er forvænt med.
Men Bo Holtens værk af samme titel som Enquists bog skrider over brædderne med en sikkerhed, der utvivlsomt vil sætte den på en plads mellem de få betydelige danske storoperaer. Egentlige ørehængere kan man ikke tale om, men Holten skriver smuk musik og ind imellem så nydelsesfuld, at man som modernistisk forsigtigper kan få helt dårlig samvittighed af at hoppe på ved første aflytning. Så nemt skal det jo heller ikke være!
Det Kongelige Kapel under komponistens egen stok befinder sig med det store orkesterspil vel i denne meget rige og ofte fuldtonende klangverden, som omfatter forestillingen. Denne er velsmurt og fængslende i Peter Oskarsons klare og gennemsigtige regi uden søgte indfald og med en enkel og effektiv scenografi af Peter Holm.
Præcis casting
Rollelisten er lang og udmærker sig ved en meget præcis casting. Lige fra Ole Hedegaards drukdøende Frederik 5. til statisterne.
Det store parti som den gale konge forsvares indsigtsfuldt og følsomt af Gert Henning-Jensen, der netop understreger potentialet i dette plagede menneske mast flad, halvt og helt destrueret af magtfulde interesser i det spøgelsesagtige hof, af Guldbergs blodløse fanastiske tidehvervske glaskulde og enkedronningens, Elsebeth Dreisig, hvinende panik ved udsigten til magttabet - (et studie i Pia Kjærsgaard!).
Lars Waage leverer den splittede, ængstelige Rantzau, der så at sige opfinder Struensee, ser katastrofen komme, men intet evner at stille op. Bengt-Ola Morgny som en overbevisende inderligt overfladisk Enevold Brandt begriber ikke, hvad der rammer ham, før øksen falder, og Djina Mai-Mai formår i sin forførende afklædthed og upassende optræden at overbevise om Støvlet-Katrines sært anløbne renhed og uskyld midt i den egentlige råddenskab.
Hele denne kehraus akkompagneres af dansende dæmoner, der i deres udtryksfulde koreografi ved Kajsa Giertz understøtter og foregriber begivenhederne og begribeliggør, at da eventyret er forbi og håbet ude, er de virkelige tabere de anonyme og ansigtsløse, der har ladet sig forføre af reaktionens dæmoni.
Det er også François Reverdils konklusion, Christian 7.'s lærer og senere magtesløs kabinetssekretær, der med rande under øjnene kigger på - Peter Oskarson selv giver den melankolske schweizer liv på scenen som en slags registrerende nummermand.
Et elendigt fattighus
Vi sidder altså her med en moderne dansk opera, hvis skueplads er Danmark i begyndelsen af 1770'erne. Selve handlingen er betinget af denne kendsgerning: at vilkårene var, hvad de var med det enevældige Danmark som et elendigt styret fattighus, med korruption og vilkårlighed, ringe uddannelser, overtro, kirketugt og hals og håndsret over bønderne. Kun i denne sammenhæng, i denne historiske kontekst er Struensee figuren selvsagt forståelig og handlingen rimelig.
På en eller anden måde må dette give anledning til overvejelser om andre værker, hvor en sådan historisk forudsætning også er en realitet. Paradoksalt er det da, at en moderne opera anbragt i 1700-tallets forudsætninger grundlæggende respekteres i denne præmis.
Mens værker skabt i 1700-tallet ikke nyder samme respekt, og ikke så få gange forvrides i idé og tekst, på personer, handling og konklusion for at kunne gå op med et nutidigt scenebillede og nogle mere eller mindre fikse ideer.
Denne overvejelse gælder selvsagt ikke allegoriske værker, men de konkrete operaer med konkret kronologisk indfatning. Det har ikke noget med forargelse over nytænkning og den sprudlende fantasi og kunstneriske frihed at gøre, men med hensynet til værkets selve forudsætning.
Her respekteres den, vel fordi Livlægens besøg er skrevet i forgårs, og værkets ophavsmænd i høj grad er i live. Men det skulle vel ikke være forudsætning for, at et kunstværks anvisninger om tid og sted i rimeligt omfang tages på ordet.
