Læsetid 5 min.

Hen til kommoden og tilbaws igen!

Den anden duoplade fra sangerinden PJ Harvey og multiinstrumentalisten John Parish formår at komme ud i mange hjørner af den menneskelige tilstand; om end det som bekendt ikke er alle, der har ret (eller lyst) til et fedt køkken
Den anden duoplade fra sangerinden PJ Harvey og multiinstrumentalisten John Parish formår at komme ud i mange hjørner af den menneskelige tilstand; om end det som bekendt ikke er alle, 
der har ret (eller lyst) til et fedt køkken
2. april 2009

It's that combination of being quite elegant and funny and revolting, all at the same time, that appeals to me

-PJ Harvey i Spin

Jeg fragtede af mit hjertes ufattelige godhed en bekendt fra et sted til et andet i den lille bil. Da jeg tændte for samme, gik cd-afspilleren automatisk i gang og ud stod titelnummeret fra det andet album fra PJ Harvey & John Parish, A Woman A Man Walked By.

"Hvem har dog pisset på hendes sukkermad!", udbrød min bekendte med en sådan afsky, at jeg skyndte mig at springe frem til pladens næste nummer, det smukke (om end godt nok noget råpsykotiske) "The Soldier".

Min bekendte så straks glad ud igen og sagde: "Ja, det lyder jo meget bedre". Hvilket måske/måske ikke siger noget om spændvidden på albummet A Woman A Man Walked By, som jeg har levet med et par dage nu.

Længe nok til helt koldt at kunne konstatere, at den er aldeles fremragende og langt mere substantiel og sammenhængende end duoens 1996-debutudspil, Dance Hall at Louse Point, der i dag nok mest huskes for, at Polly Jean dér med en vis succes tog livtag med Peggy Lee-klassikeren "Is That All There Is?" i en noget derangeret, men også meget charmerende udgave. Og ikke for så meget andet, thi hele det projekt lød mærkeligt halvfærdigt på den ufede måde. Garanteret med vilje, men der var ikke noget på det specifikke album, som bare tilnærmelsesvist stod mål med PJ's solomesterstykke To Bring You My Love, udsendt året før, så interessen samlede sig helt naturligt om denne kraftudladning frem for noget, der lød som en fortænkt parentes. Og da jeg af bare tjenesteiver har hentet benævnte skive ude på fjernlageret, kan det konstateres, at årene ikke har skænket den skyggen af den der sødmefulde patina, som ind imellem tilfalder ting af ældre dato, man måske ikke helt kunne se komikken ved i første ombæring.

Ned i malstrømmen

Der er heldigvis kommet helt andre boller på suppen her i anden omgang, selv om metoden er den samme: John Parish har skrevet såvel som spillet al musikken, PJ har forfattet ordene og fremfører dem i sang; med alt fra et dårende dejligt come-hither-tonefald til den værste omgang præmenstruelle fingernegle-mod-en-tavle-hysteri, der tænkes kan. Yay. Hele spektret, altså. Og jo, det er lidt som at være gift. Men netop ved at pendle benhårdt fra den ene yderlighed til den anden, kommer pladen paradoksalt nok til at fremstå som både uhyre afvekslende og tæt sammenknyttet. På samme måde som en komedie i bedste fald bliver sjovere af at have tragedien lurende lige om hjørnet. Og hvis man som jeg holder af de øjeblikke i Polly Jean Harveys sange, hvor deres fylde og hele vægt på det nærmeste syntes at overvælde kunstnerinden, således hun fremstår som den famøse druknende mand, ja, så er A Woman A Man Walked By nok lige sagen, thi her er flere af de lysende øjeblikke, hvor stoffet truer med at suge kunstnerne med sig ned i malstrømmen, end man sådan ellers lige falder over i det daglige.

Ikke for det - pladen starter med en ordentlig snyder: "Black Hearted Lover" er et både afrundet, fremaddrivende og melodiøst nummer, som godt kan forlede en eller anden sagesløs sjæl til at tro, at nu er det slut med at være grov i kæften og at, jo - alle har såvel ret til som krav på et fedt, fedt køkken! Jo, jo: Så' det hen til kommoden & tilbaws igen! Men sådan spiller klaveret ikke. Forlad den synkende kogeø og vend blikket mod virkeligheden. Eller sagt på en anden måde - det er da ikke specielt fedt, at tingene (læs: tilværelsen) ind imellem gør så nas, som tilfældet er.

Men er det et faktum, man gerne vil undgå at konfronteres med, er der altid tv-programmer om tykke mennesker, par, der ikke kan få børn og piger, som i en alder af 14 har fået trillinger. De har det med garanti værre end Dem selv, kære læser! Og den slags er jo altid hyggeligt.

Men hvis vi lige ser på egen situation et øjeblik, kan det konstateres, at den heller ikke er alt for køn at kigge på. Hvorfor et nummer så råt og beskidt som "Sixteen, Fifteen, Fourteen" giver rigtig god mening. For mig. For ikke at tale om et primalskrig som "The Chair" og ikke mindst det hændervridende kontrære "Pig Will Not", der nok skulle kunne få ubudne gæster ud af døren i et ruf. Men så er det jo dobbelt dejligt, når hun forsøger sig med skønsang på den skægt altmodisch "Leaving California", hvor Parish i øvrigt skaber den dejligste og mest rundtossede markedspladsstemning med de allermest spartanske virkemidler. Hvad angår musik finder jeg, at der på denne skive er alt, hvad hjertet måtte begære. Mere ønsker jeg mig ikke lige nu.

For dem, der er til Dylan

PS: Stod til Dylan-koncerten i Forum i søndags og nød lortet i fulde drag; bagefter var der det sædvanlige brok fra dem, der:

- ikke kan forstå, han ikke synger melodierne, som de kender dem fra pladerne

- havde noget at udsætte på hans band eller:

- fandt, det var for lavt. Plus det løse.

Jeg ved ikke, hvor mange år siden alt det der er holdt op med at plage mig. Det eneste, der efterhånden interesserer mig, er hvilken form Gnavpot er i, hvor godt (eller skidt - alt efter synsvinkel og tilbøjelighed) han synger, og hvilke sange der er på tapetet pågældende aften. Og jeg er glad, hvis der er bare en fuldtræffer imellem. Så kom ikke og påstå, Informations hjemsendte ikke er nøjsom.

Nå. I søndags var der fire træffere: "Gotta Serve Somebody", "I Believe In You" og "Tweedle Dee & Tweedle Dum". Alle på den facon, at de såmænd bare sad lige i skabet. Så interessen samler sig om den helt forrykt grimme version af "It's Alright, Ma (I'm Only Bleedin')", han diskede op med. Trampede på. Vadede rundt som en fuld mand på rulleskøjter. Og helt fantastisk var det.

Hvilket fik mig til at tænke en del på alt det der med 'grimt' og 'smukt' - og dermed også PJ/Parish-projektet her. Det er nu ret labert, når et værk formår at favne begge disse størrelser, thi de er altså ikke nødvendigvis hinandens modsætning.

Og nu ser jeg pludselig Søren Espersen for mig; fuck, hvad sker der for mig? Hjælp... !!!!!!

The tortured artist myth is rampant. People paint me as some kind of black witchcraft-practising devil from hell, that I have to be twisted and dark to do what I am doing. It's a load of rubbish

PJ Harvey i The Times

PJ Harvey & John Parish: A Woman A Man Walked By (Island/Universal)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lars Peter Simonsen
Lars Peter Simonsen

"The tortured artist myth is rampant. People paint me as some kind of black witchcraft-practising devil from hell, that I have to be twisted and dark to do what I am doing. It's a load of rubbish"
Plus de kommentarer anmelderen citerer i sin anmeldelse viser, i hvert fald mig, hvor langt der er fra kunstnerens verden ud til publikums ditto.Strange indeed....