Læsetid 3 min.

Ingenting på krogen

Filuren Peter Adolphsen drager med sin ven Ejler Nyhavn ud på fisketur blandt poesiens traditionelle former
16. april 2009

I de gode gamle dage, før romantikkens oprør mod klassicismens regelæstetik, kunne man kende en vaskeægte digter på, om han (for det var som regel en han) havde evnen til at 'gøre vers' i velkendte metre og strofestrukturer. Sværest var naturligvis sonetten, og allerhundesværest var det at lave en hel sonetkrans, hvor sidstelinjen af hver sonet genoptages som første linje i den næste, og hvor sonet nummer 15, med rette betegnet 'mestersonetten', udgøres af de første (og derfor altså også sidste) linjer fra de 14 foregående digte. Kunne man skabe sådan en basker - poesiens svar på 'hole-in-one' eller 400 meter hækkeløb - så fortjente man laurbær og ædle kvinders gunst.

Men også andre arbejdsopgaver stillede kæmpe krav til versekunstnerisk snilde - oden for eksempel eller villanellen, i stramme trelinjede strofer, hvor første og sidste linje skal rime, samtidig med at den midterste linje skal rime med midten af næste blok og to bestemte linjer absolut må gentages hele vejen ned gennem digtet.

Pointen med den slags verbal atletik er, at restriktioner fremmer inspirationen. Er man bundet, slippes man løs. Først når man ikke må en hel masse, opdager man, hvad man egentlig skal. For kunst er lovbundet fantasi.

Eller - sådan så man i hvert fald på det, indtil romantikken og siden modernismen satte digtet frit. Herefter gjaldt kun det enkelte digts og den individuelle digters nye egenrådige lov.

En vifte af former

Er man imidlertid postmodernist som Peter Adolphsen (f. 1972), kan man sagtens spænde over begge (tilsyneladende modstridende) holdninger: både skrive ind i de gamle, bundne former og løfte sig jublende fri af al tyngende tradition. Hvilket er, hvad han gør i sin nye bog - hvor han drager på fisketur blandt traditionens former sammen med sin ven og kollega, himstregimsen og konstruktionen Ejler Nyhavn.

Om denne herre - skribent, musiker og klubværelsesmuldvarp! - oplyser forlaget, at han er født i 1960 og i 1983 alligevel ikke debuterede med Sofaodestrofer, samt at han senere hen har arbejdet på Synkoperede stolpehuller (essays), Hanseniaden (roman), Sortvredne pattedyr (noveller) og Vin, virak og Irakvrede (et kampskrift).

Katalognien er hans debut og fremtræder som en vifte, en rundhorisont af former, et sideordnet inventarium, hvori han og Peter Adolphsen begynder med alfabetiske enkeltordsvers og slutter med en ritornel efter modellen fra Aarestrup. Undervejs besøges blandt andet blankvers og figurdigt (over fantomfoto af Ejler!), græsk heksameter og pæredansk rimbrev, spanske trokæer plus de former, jeg nævnte indledningsvis.

Indhold er der ikke meget af, eller skulle man sige: så lidt som muligt. Man svinger sig op til lidt selvforgabt snak om fuldeture og fniseurt, ellers handler det mest om poesiskrivningen selv, dette at lystre formens "diktat", underkaste sig versets magi, finde at "i alle sprogets digtsystemer/lurer en frihed i formens maksimer" og altså derved gentage den ældgamle erfaring, at frihedstanken er rent ud absurd, så snart det handler om poesi.

Trist parodi

Egentlig burde man som litterat fryde sig over sådan en bog, et overflødighedshorn af lyrik. Men at glæden højst bliver halvhjertet, skyldes, at digteren - eller digterne (for vi snakker jo om en hel lille gruppe, ligesom i sin tid Klaus Høeck, F.P.Jac og Asger Scnack) - ikke vil ret meget andet end at fremvise et kunstnerisk potentiale, uden at have noget at bruge det til.

Ud af overflødighedshornet kommer der kun et ligegyldighedstrut i form af uspiseligt slik, hvilket mest trist demonstreres ved den anstrengte og anstrengende sonetkrans "Lummerhuledvalen". Adolphsen lovede os denne tekst allerede i Små historier 2 (2000), og her har vi den så, en plat travesti over Inger Christensens Sommerfugledalen, skrevet på de samme rim og på et minimum af ambition.

Hvorfor, må man spørge sig selv, volder det fuldkomne sådan en vilje til destruktion? Velsagtens fordi det skønne ubarmhjertigt konfronterer mennesker med vore egne mangler og uforløste drømme. Katalognien røber det faktisk selv i en sekvens med blankvers, hvor det meget dækkende hedder, at digterkumpanerne fisker ihærdigt, men ingenting får på krogen.

Hertil kommer et andet, nok så vigtigt, problem. De korte former er skægge nok, men når vi når til de lange strukturer som aleksandriner og heksameter, så angler bogen ikke kun efter dåselatter, den skriger også på fodterapi.

Havde Otto Steen Due eller Thorkild Bjørnvig endnu levet, ville de have kunnet gøre underværker som konsulenter på denne bog, der snarere burde være udkommet på Sprederens frem for på Samlerens forlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu