Læsetid: 6 min.

Integration på de skrå brædder

På Betty Nansen Teatret sætter C:NTACT integration i et nyt lys. I forestillingen 'En Nat- En Fest - Et Skrig' fortæller 12 unge med vidt forskellige baggrunde om fælles oplevelser med alkohol, kærlighed og tæskehold
I -En Nat - En Fest - Et Skrig- lukker de 12 unge skuespillere op for situationer fra deres hverdag og natteliv.

I -En Nat - En Fest - Et Skrig- lukker de 12 unge skuespillere op for situationer fra deres hverdag og natteliv.

Betty Nansen Teatret

27. april 2009

En lang ståltrappe fører op til Betty Nansen Teatrets anneksscene, Edison. Foran trappen står en stor flok elever fra københavnske folkeskoler. De maser, fniser og prøver at være tålmodige, selv om det kan være svært, når man går i 9.-10. klasse, og alt nærmest kun kan gå for langsomt.

"Slap af mand, det her ender galt. Man skulle tro, vi var på vej til rockkoncert!," råber en pige, da køen begynder at gynge frem og tilbage. Lutva Demirovich, der er forestillingsleder, har stillet sig op på trappen, hvor hun prøver at få ro over flokken.

Efter en kort velkomst og et "Nyd showet" maser flokken sig hurtigt op ad trappen og ind til scenen for at få en plads.

"Scene et" lyder det fra højttalerne. En efter en træder de 12 unge frem og introducerer sig selv. Forestillingen går bag myter og avisoverskrifter om knivstikkerier, kærlighed og pigevold.

I En Nat - En Fest - Et Skrig bliver publikum inviteret med ud på nattens gadehjørner og diskoteker, hvor man får lov til at opleve det, der egentlig sker, mens vi andre ligger og sover. Gennem otte scener lukker de 12 unge op for situationer fra deres hverdag og natteliv, hvor man går langt for at forsvare vennerne, imponere hende pigen, eller afprøve sin magt.

Sercan Yunus Demir er en af de fremtrædende personer i forestillingen. Det er ham, der leder gruppen, spiller smart og råber op. Han udløser store grin blandt publikum, når han kigger kækt efter pigerne og kalder dem "Ordnli' sygt lækre". Indimellem bliver hans attitude for meget for pigerne, der er med i forestillingen. De sætter ham på plads foran vennerne med både verbale og fysiske flade. Hver gang det sker, griner og klapper pigerne blandt publikum, mens de råber: "Sådan, så kan han lære det!".

Vellykket integration

Alle 12 unge, der medvirker i forestillingen, er danskere. De har rødder i både Tyrkiet, Hvidovre, Irak og Herlev. Nogle af dem har vanskelige historier med i bagagen. En måtte hente sin bror fra fængslet, da han blev løsladt, en anden har boet i Sandholmlejren i syv år.

Men det er hverken de tragiske historier eller fokus på etnicitet, der er det vigtige i forestillingen. Det handler om at se integration i et nyt lys, hvor fællesnævnerne skinner igennem, og forskellene blegner.

C:NTACT tog sit udspring på Betty Nansen Tea-tret i 2004. De to organisationer samarbejder stadig tæt, men C:NTACT er en selvstændig organisation. Her får uprøvede unge på tværs af kulturer mulighed for at fortælle deres egne historier gennem teater, film, radio og det skrevne ord. Visionen hos C:NTACT er at skabe sammenhold blandt de unge, mens forskellene gør mødet levende. Andrea Ter Avest Dahm er leder for C:NTACT-scenen. Hun kalder projektet en nem vej til vellykket integration.

"Det handler først og fremmest om, at de er fælles om at være unge. De slås alle med de samme tanker om livet. Derfor har vi helt bevidst valgt ikke at fokusere på det etniske eller sensationelle," forklarer Andrea Ter Avest Dahm.

'Vores virkelighed'

De unge har selv skrevet alle tekster til forestillingen, der afspejler deres hverdag - råt for usødet. Det mener hun er med til at give forestillingen en råstyrke og autenticitet.

"Glem ham. De slag er væk i morgen. Du glemmer det hurtigt, mand. Er du en svans? Kom nu med!".

Monologen er Sercans. Han kom med hos C:NTACT gennem en veninde, der optræder med TASKFORCE - en teatergruppe for unge mellem 15 og 25 år, som hører under C:NTACT. Muligheden for at fortælle sin egen historie og give svar på myter om unges forhold til for eksempel vold og våben fik ham til at sige ja til at være med i forestillingen.

"Det her er vores virkelighed. Nu kan forældre se og høre, hvad deres børn egentlig render rundt og laver om aftenen. Jeg tror, der er mange forældre, der tror, at deres børn godt kan passe på sig selv - men det ser vi jo, at de ikke kan, når de tager knive med i byen, eller drikker til de falder om".

Sercan taler egentlig om stykket, men kan sagtens genkende konflikterne fra sit eget liv. Der opstår nemt konflikter, når man er mange unge samlet på et sted. Når man oven i købet kommer fra helt forskellige baggrunde og har hver sin mening, bliver det ikke nemmere, fortæller Sercan.

Til at starte med var han derfor skeptisk over for mødet med de andre, der skulle være med i forestillingen. Han er vokset op i et boligkompleks i Herlev, hvor både tonen og attituden er hårdere end de fleste andre steder.

"Da jeg mødte de andre, der skulle være med i forestillingen, tænkte jeg, ej! Dem kan jeg ikke snakke personligt med. Men da jeg kom ind bag facaden og lærte dem at kende, kunne jeg se sig mig selv i dem på mange måder. Det har lært mig, at man ikke skal være for hurtig og bare dømme på udseendet".

Det er netop forskellige unge og deres møde med hinanden, der er vigtigt for C:NTACT, forklarer Sabina Seest, der er projektkoordinator på forestillingen.

"Tidligere har vi haft projekter, hvor fokus har været rettet mod integration.

Derfor har vi især taget unge indvandrere ind fra belastede områder. Denne gang har vi ikke tænkt integration i forhold til udlændingedebatten - men sat den i et nyt lys, hvor det handler om, at de unge møder hinanden og finder ud af, at det er de samme tanker, de går og tumler med".

Et godt eksempel

Alexa Ther er uddannet instruktør fra Wiens Max Reinhardt Seminarium på instruktørlinjen. Hun mener, at Betty Nansen er et godt eksempel på et etableret teater, der går nye veje og gør noget for integrationen. Hun mener, at flere teatre bør følge samme gode eksempel og give flere unge mulighed for at dele oplevelser og interesser gennem kunsten. I Danmark er vi for længst kommet et godt stykke vej med integrationen, mener Alexa Ther. Hun understreger samtidig, at det er på tide, at vi ser integration i et mere nuanceret perspektiv, hvor forskelle ikke bliver altoverskyggende.

"De unge i forestillingen er alle individer, der udgør ét stort melankolsk billede af en flok forvirrede unge. Det er dét, de har til fælles - og det, der er interessant at arbejde med," fortæller Alexa Ther.

Hun så det som en unik mulighed at få lov at arbejde med unge, der kom direkte ind fra gaden.

"C:NTACT arbejder ud fra den betingelse, at stykket skal opfindes fra scratch. Det får man sjældent lov til som instruktør."

Processen med de unge ser hun som en læreproces, der har sat tingene i perspektiv.

"Jeg har set, hvor nemt det er at undervise på Statens Teaterskole. Der har eleverne allerede en forventning om at blive undervist. Denne gruppe unge har ingen forventninger, hvilket er en udfordring. Til gengæld har de et naturligt drive, som mange uddannede skuespillere mister efter noget tid," fortæller Alexa Ther.

Tilbage på Edisonsvej puster Sercan ud efter formiddagens forestilling. Selv om han har spillet forestillingen siden midten af april, kan han stadig blive nervøs.

Han har fået selskab af Donna Madani, der også spiller med. De er enige om, at mødet med de andre har fået dem til at se anderledes på tingene.

"De andre er måske ikke lige så skøre som mig og mine venner fra Nørrebro. Men jeg har fået nye veninder her alligevel," griner Donna.

Hun vil gerne fortsætte med at spille teater. Sercan er enig. Det næste mål er at komme med i TASKFORCE.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu