Læsetid: 2 min.

Islandske hverdagsskæbner på en bund af mystik og svedigt begær

Islandske Jón Kalman Stefánsson har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris hele tre gange, senest i 2007. Nu udkommer han på dansk med et stærkt fletværk af hverdagsskæbner, mystik og svedigt begær
30. april 2009

Jón Kalman Stefánssons nyoversatte og prisnominerede Sommerlys, og så kommer natten er urimeligt rig på læserpanikpotentiale.

For det første er den så forbandet god, at den aldrig må slutte. For det andet rummer slutningen et handlingstvist, som er så veldrejet, at det presser tårekanalerne, selv hos den mest hårdhudede antisentimentalist. Og for det tredje træder karaktererne så lyslevende frem, at man ligefrem savner dem efter endt læsning, skrevet frem i spændingsfeltet mellem det runde og realistiske og det kantede og magiske. Man kender Stefánssons menneskeskæbner, og alligevel overrumples man af dem.

Mærk åndedrættet

Skulle man genrebetegne Sommerlys, og så kommer natten, ville man lynhurtigt komme i klemme mellem romanen og novellesamlingen. Bogen indeholder otte fortællinger, flettet ind i hinanden som en samling skæbner, sat i cirkulation af et fælles topos og en kollektivfortæller, et 'vi' med flydende grænser og vidensniveauer. Dette 'vi' taler til et 'du', og denne direkte henvendelsesform skaber ikke blot intimitet, den understøtter også selve den lyriske tone, som gennemsyrer prosaen. Mærk for eksempel åndedrættet i denne underskønne passage, oversat af Áslaug Th. Rögnvaldsdóttir:

"[H]vis Eygló for eksempel siger: jeg synes det er så kildrende som du håndterer gearstangen, hvorefter hun stryger Jakob over det højre lår, og han drejer væk fra landevejen ved først givne lejlighed, ind på en lidet befærdet bivej, så stiger Gud ud af bilen, går ud i vejkanten for at tisse, kaste med sten og fløjte for sig selv, mens de bruger køjen."

Hos Jakob Lastbilchauffør og hans buttede Eygló er prosasindet lyst og humoristisk, hos andre er det mørkere og mere mystisk.

Stedet er fortællingernes samlende punkt. Vi befinder os i en vestislandsk fiskerby med 4-500 sjæle, og "[n]u var vi lige ved at skrive at landsbyens egenart lå i at den var uden egenart, men det er vist ikke helt rigtigt".

Fiskerbyen adskiller sig nemlig derved, at den ikke har nogen kirke, ej heller nogen kirkegård. Og måske er det derfor, indbyggerne bliver så gamle, ti beboere nærmer sig de 100, og alle er lidt overtroiske, Davíd og Kjartan tror sågar, at det spøger på Lageret.

Holder 100 procent

Landsbyens manglende kirke gør døden allestedsnærværende, som en urkraft eller et første fravær, der ved flere lejligheder side- og sammenstilles med seksualdriften. Fællestrækket, så forskellige som landsbyboerne end måtte være, er, at de alle tumler med eksistensen, de gigantiske spørgsmål om livets meningsfylde, og med de forbudte lyster, det indestængte begær: Én fristes til at kneppe med nabokonen i kornmarken, en anden sender i fuldskab kærlighedserklæringer pr. postkort. Begge dele får fatale følger.

Nogle gange bevæger fortællingerne sig ud ad en samfundsdiagnostisk tangent - "drømmen om en bedre verden er faldet i søvn på den nyanskaffede sofa. Bekvemmeligheden ligger på lur og pakker os ind" - her, ved den løftede pegefinger, står Stefánsson svagest. Stærkest er han derimod i det små, det løse, det uprætentiøse sammenflet af hverdagsskæbner på en bund af musikalitet, mystik og svedigt begær. Dét fletværk holder 100 procent; faktisk er det noget af det bedste, jeg indtil nu har anmeldt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu