Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Det er Jantelovens skyld

Kunstfænomenet Frodo Mikkelsen er vild med kaniner og kranier
Kunstfænomenet Frodo Mikkelsen er vild med kaniner og kranier
Kultur
3. april 2009

"De stivnede af skræk, da hindbærgelébjerget sprak sin skal ..."

'De' er to sorte kaniner med opspilede øjne, siddende foran et rødt bjerg med sorte striber/stråler imellem sprækkerne og to træer i lys lue.

Maleriet minder ligesom de øvrige malerier på udstillingen i betænkelig grad om Eske Kath, men hvor Kaths værker tjener vidunderligt som kikkert ind til en storladen poetisk fremtidsfilm med naturen og kulturen i de bærende hovedroller og alt klamt fra havet som fyld, er Frodo Mikkelsens værker højst anvendelige som dating.dk-bevis på, at kunstneren besidder en vis fantasi. Og æstetisering over personlige egenskaber skal være af en helt anden kaliber for nogensinde at kunne kaldes andet end ligegyldig hobbykunst. Ligesom Naser Khaders underbukser også kun har interesse for hard-core fans, selv om de da helt sikkert fortæller et og andet om personen, fremstår Frodos værker også kun som smalle niche-souvenirs.

Frodo er også fascineret af kranier, som han enten støber med huse ovenpå eller maler med forskellige farver for at minde os om, at vi skal huske at leve, imens vi lever, for lige pludselig så dør man altså bare, og så kan man ikke det samme længere, som da man var levende. Så enten er Frodo håbløst uoriginal og talentløs, (grebet med døden er sjældent benyttet mindre virtuost og mere klodset), eller også er han fuldstændig intetanende om den branche, han lader som om/tror, han er en del af. Men hvis han slet ikke har noget tøj på, kommer der så ikke en lille dreng og råber op!? Og er han så ikke en saga blot?

Fraværet af kritik

Billedkunstens største problem er fraværet af et kritisk publikum. Billedkunst er næsten altid en én til én-kunstart, hvor kunstneren så at sige er på hold med dem, han maler til, enten ved at han er ven med publikum, ven med deres venner eller ved, at de er ven med galleriet.

Billedkunstscenen i Danmark minder meget om fodbold eller politik, hvor man holder med en bestemt side og aldrig for alvor stiller spørgsmål ved det reelle indhold. Hvilket står i skarp modsætning til for eksempel filmen, hvor instruktøren skal frisætte en fortælling eller et budskab, som så skal nedtages af en anonym forbruger/publikummer/beskuer og give mening, før det får en uafhængig dom.

Hvis man sammenlignede billedkunstens åndelige føde med supermarkedets fysiske ditto, ville Irma være fyldt med kunder, der kigger interesseret på maden med en fornemmelse af, at det kan et eller andet, men endnu ikke er kommet til den erkendelse, at det skal ind i munden, tygges og synkes. Og hvis man kunne forestille sig, at Chris McDonald eller forsiden af en gratisavis eller en hypnotiseret Cecilie Beck begyndte at lovprise kalkun på dåse, ville den muligvis ryge hjem i skabet, hvor den så ville ende sine dage, som et maleri over en dansk kunstsamlers hjørnesofa.

Men hvad fa'en, ville nogen nok sige. Det kan da godt være, at vi holder Hans Alf og Frodo Mikkelsen og deres slæng i live, men det er da bedre, at folk står dér og nipper hvidvin og slikker røv, end at de hænger ud på gadehjørnerne? Nej for helvede, hjørnerne har aldrig skadet nogen, hvorimod man ved, at det giver ar på sjælen at leve på en løgn. For at få en placeboeffekt er man nødt til at vide, hvad man tror. Idiotien kræver en lidt større indsats, hvis den skal helbredes. Hvilket den aldrig bliver, hvorfor man enten må erkende, at den virkelige billedkunstscene er meget, meget lille, eller sætte forventningerne til billed-kunsten ned på niveau med familiespil.

Eller også er det bare jantelov det hele. Den nye vel at mærke:

Du ER noget

Du er lige så meget som alle andre

Du er lige så klog som alle andre

Du er lige så god som alle andre

Der er ingen, der er mere end dig

Du DUR til noget

Du har talent

Du er i verdensklasse

Og ingen skal komme og tro, at de kan lære Frodo noget. Og hvem ved, måske er der en hemmelig kunstscene for kaniner, hvor Frodo er Gud.

Frodo Mikkelsen: 'Motherskull' på Hans Alf Gallery, Kødbyen, København til den 11. april

Serie

Kunst ved Jeppesen

Seneste artikler

  • Stressstreger

    23. september 2010
    Det bedste ved udstillingen er heldigvis Daniel Milans streg. En helt tynd sort krimskrams tilsat brede tykke sorte strøg. Det ser enerverende ud, fordi han kun tegner bevægelsen og skyggerne, og når man koncentrerer sig, får man øje på, at det er døde mennesker eller bizarre motiver med døde dyr og opstemte mennesker, han har tegnet...
  • Billige grin

    19. august 2010
    Moderne kunst for arabere er ligesom mavedans for danskere. Det er muligt, at vi alle har maver, men ve de egyptere, der skal tage imod den første danske mavedanserdelegation på kulturel udvekslingsrejse
  • Utopien nærmer sig

    19. august 2010
    Som en del af et projekt, der skal bringe utopien tilbage på kunstscenen, har kunstneren Goodiepal længe ført krig mod Det Jyske Musikkonservatorium, der fyrede ham i 2008. Krigen har ført ham verden rundt med en forelæsning om computerkunst, men dog ikke tættere på forsonende ord fra konservatoriet
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her