Selvfølgelig ville du og jeg redde det barn, der er ved at drukne i en lille sø. Det ville vi, fordi hverken vores nye sko eller den omstændighed, at vi ved at redde barnet kommer for sent på arbejde, forekommer os tilnærmelsesvist lige så vigtigt som barnets liv. Det tilsiger vores moralske intuition os , og på den intuition har den australske moralfilosof Peter Singer i sin nye og læseværdige bog, The Life You Can Save, bygget et logisk argument. Singers argument er kort sagt, at vi ved ikke at donere en del af vores indkomst til verdens fattige, handler uetisk.
For hvad vil det sige, spørger Singer, at leve et etisk liv i en verden, hvor syvogtyvetusinde børn under fem år dør hver dag af undgåelige fattigdomsrelaterede årsager som sult, mæslinger og diarré? Det er 10 millioner børn om året. Ifølge Verdensbanken lever 1,4 millard mennesker i ekstrem fattigdom. Det vil sige, at de lever for mindre end 1,25 dollar om dagen. Eller rettere: de lever dagligt for et beløb, der svarer til, hvad man i USA kan købe for 1,25 dollar. Mens den slags fattigdom er en absolut fattigdom, hvor selv de mest basale menneskelige behov ikke opfyldes, er fattigdom i de rigere lande som regel relativ: Vi behøver sjældent bruge en særlig stor andel af vores indkomst på mad, men vi kan sagtens føle os fattige, hvis ikke vi har råd til den levestandard, som forestillingerne om det gode liv foreskriver.
Popcorn eller livet
Det er netop forestillingerne om, hvad det vil sige at leve et godt liv, Singer vil have os til at revurdere. Ræsonnementets første præmis er, at det er en dårlig ting at lide eller ligefrem dø af mangel på mad, husly og medicinsk behandling. Argumentets anden præmis er, at det er forkert ikke at forhindre dårlige ting, hvis man kan gøre det uden at ofre noget, der er tilnærmelsesvist ligeså vigtigt, som det man afhjælper. Den tredje præmis er, at man ved at donere til hjælpeorganisationer kan forhindre lidelse og død forårsaget af mangel på mad osv., uden at ofre noget tilnærmelsesvist ligeså vigtigt. Godkender vi alle tre præmisser, bliver konklusionen, at det er forkert ikke at donere til hjælpeorganisationer.
Det er et simpelt, men strengt moralsk argument med vidtrækkende konsekvenser, Singer opstiller i bogen. Når vi bruger vores penge på dyre ferier, restaurantbesøg, koncerter og lækkert tøj, som vi sagtens kan undvære, handler vi uetisk. For med de penge kunne vi have reddet menneskeliv. Og har du lige doneret tusinde gode kroner til Røde Kors, er der ikke nogen grund til at forkæle dig selv med en tur i biffen. Nej, for tænk på, at du med pengene til billetten og et par andre sløjfede overflødigheder kunne redde endnu et barns liv. Popcorn i mørket kan dårligt måle sig i vigtighed med et barns liv. Principielt bør vi, opfordrer Singer, give så stor en del af vores indkomst, at vi, hvis vi gav mere, ville ofre noget, der var tilnærmelsesværdigt lige så vigtigt, som det vi donerer til, fx vores egne børns ve og vel. Efter mange overvejelser anviser Singer dog en mere overkommelig formel: Dem, der lever et komfortabelt liv uden dog at være rige, bør give fem procent af deres årsindkomst, mens velhavere bør give en hel del mere efter samme princip som i progressiv beskatning. Denne standard vil, tror Singer, skabe det bedst tænkelige resultat, idet de fleste kan undvære fem procent af vores indtægt uden samtidig at undvære noget af vores lykke.
Rentabel velgørenhed
Hvad koster det så at redde et liv? De hundredetusinde børn, der hvert år dør af mæslinger, kunne være reddet af en vaccine til én dollar. Et myggenet koster 10 dollar, men da ikke alle, der sover under myggenettet, ville være omkommet af malaria uden nettet, trækker Singer fra og lægger til og kommer frem til, at man med myggenetsmetoden kan redde et liv for 200 dollar. For at finde den mest omkostingseffektive måde, hvorpå vi kan redde liv ved at donere penge, analyserer han tal fra en række hjælpeorganisationer og anbefaler på den baggrund nogle organisationer frem for andre. Her får bogen et påfaldende omvendt auktionæragtigt skær - hvilken organisation redder menneskeliv billigst - men Singers omhyggelige cost-benefit analyser understreger kun yderligere bogens præmis: menneskers liv er lige meget værd og bør behandles som sådan. Derfor bør vi også overveje det rimelige i, at livsbevarende indgreb i USA i gennemsnit koster 2.2 millioner dollar.
Det er vigtigt at hæfte sig ved, at Singers argument ikke er et antikapitalistisk argument, snarere tværtimod. For Singer er det ikke sådan, at den kapitalistiske økonomiske orden producerer og fastholder den globale ulighed, som den kapitalistiske økonomiske orden så siden hen pynter på med velgørenhed. Verdens samlede velstand er ikke statisk, fremhæver Singer, og derfor bliver andre ikke nødvendigvis fattigere, fordi vi selv bliver rigere. Jo mere velstand, des bedre, for så er der desto mere at give af. Singer er fx meget glad for Bill Gates, som sammen med sin kone har stiftet en fond med omtrent 30 milliarder dollar til bekæmpelse af fattigdomsrelaterede sygdomme, og hvis flere af de superrige donerede en lige så stor andel af deres formue som Gates, ville det i sig selv være nok til i år 2015 at nå de milleniummål for fattigdomsbekæmpelse, som FN satte i år 2000.
Vi har et ansvar
Nogle ville nok indvende, at vi i det globale fællesskab ikke har moralske forpligtelser over for mennesker, vi ikke har gjort fortræd. Singer er uenig i den form for liberalisme, og samtidig understreger han, at vi gør verdens fattigste fortræd. Som en slags hælere køber vi fx olie af korrupte diktatorer, hvis undersåtter aldrig ser en krone; vi industrifisker i farvande, som ellers i århundreder har brødfødt lokale fiskersamfund, og uden USA's og Europas massive udslip af drivhusgasser ville vi i dag næppe have en menneskeskabt global opvarmning, som oven i købet rammer de fattigste landbrugslande hårdest. I en verden som vores, understreger Singer, giver det simpelt hen ikke mening at leve efter parolen "jeg passer mig selv, du passer dig selv, og så går det fint fint".
En af bogens styrker er, at Singer tager sig tid til at tilbagevise de mest indlysende indvendinger mod sit argument. Mener man fx, at bistand er et langt mindre effektivt middel til økonomisk vækst end at sænke handelsbarriererne, svarer Singer pragmatisk, at de politiske interesser, der opretholder handelsbarrierne, er så stærke, at en politisk omvæltning næppe er nært forestående. På den betingelse bør man overveje, hvor éns ressourcer gør størst gavn. Samtidig, understreger han, får hele befolkningen ikke nødvendigvis del i den økonomiske vækst, så vores fokus bør altid være det bagvedliggende mål med økonomisk vækst, nemlig at forbedre befolkningernes livsvilkår. Dette mål kan nås med filantropi og bistand.
Størst problem har Singer med at tilbagevise påstanden om, at privat filantropi ligefrem obstruerer reelle politiske ændringer i udviklingslandene, en påstand, der er notorisk svær at af- eller bekræfte. Singers projekt er ikke politisk i traditionel forstand, og man fornemmer her hans utålmodighed på verdens vegne i forhold til den type indvendinger. Hvis bogen har et motto, er det en blanding af "Ulandshjælp fra Folk til Folk" og "Just do it".
Singer og Mette Mæt
Det er forfriskende med så fersk en forargelse over vores måde at forbruge og prioritere på som Singers - for hvem har sagt, at den rutineprægede selviskhed, som vi opfatter som naturgiven, nødvendigvis og i al evighed må være vores norm?
Et langt stykke af vejen er The Life You Can Save et vigtigt og nærgående praksisfilosofisk opgør med dét sociologen Zygmunt Bauman har betegnet som "nærhedsetik", det vil sige en etik, der kun kan basere sig på det geografisk eller socialt nære, og som derfor ikke giver os redskaber til at agere i trans-nationale forhold. En etik, med andre ord, der ikke rækker lige så langt som effekten af vores handlinger. Men man savner ikke desto mindre et mere ædrueligt blik hos Singer for nærhedsetikkens faste greb i os. Når bogen i sidste ende kommer til kort, er det, fordi en universalistisk nytteetik som Singers per automatik kommer til kort, når vi oplever en del af jordens befolkning som nytteløse virtual reality-mennesker. Men det er måske snarere verdens problem, end det er forfatterens.
