John Waters var i godt selskab og i elegante omgivelser, da han fredag aften gæstede den københavnske filmfestival CPH:PIX med sit onemanshow, This Filthy World - Dirtier & Filthier. Den 63-årige, amerikanske filminstruktør, satiriker og den dårlige smags fremmeste ambassadør, der er kendt som både The Sultan of Sleaze og The Pope of Trash, indtog af alle steder den store sal på Glyptoteket i afslappet stil, iført ternet blazer, tilbagestrøget hår og en tynd moustache, der får ham til at ligne en figur fra en screwball-komedie fra 1950'erne.
Og det er et passende look til en mand, der i begyndelsen af sin karriere satte sig for, som han sagde til slut, "at gøre trash blot én procent mere respektabelt - og det synes jeg, at jeg har gjort."
Midt mellem græske søjler og statuer af guder og helte sad 500 begejstrede mennesker - mange af dem stylet som outsider-personerne i hans film - og labbede alt, hvad en veloplagt og meget morsom Waters havde at sige om sine film, sine idoler, sit syn på opdragelse, uddannelse, hjembyen Baltimore og sin homoseksualitet, i sig.
Det var et ovenud taknemmeligt publikum - de fleste af os havde aldrig oplevet John Waters live før - og så god var stemningen, at der blev klappet og jublet, stort set hver gang han leverede en pointe eller et potentielt kontroversielt synspunkt.
Vær stolt
Og selv om han måske ikke er lige så kontroversiel i dag, som han var engang - mange grænser er blevet flyttet siden midten af 1960'erne, hvor han lavede sine første film - havde Waters indimellem alligevel held med at få os til at løfte et øjenbryn eller to, når han blev allermest direkte.
Det 90 minutter lange show, som instruktøren selv kalder et vaudeville-nummer, er en blanding af stand up, monolog og, til allersidst, spørgsmål-svar-session, og han lagde ud med at ironisere lidt over sig selv:
"Mine venner siger, 'du rejser verden rundt til skoler og teatre og holder foredrag. Hvem vil dog lytte til dig? Du blev smidt ud af hver eneste skole, du nogensinde gik i'. Og det er sandt. Jeg lærte dog i det mindste at læse og skrive i folkeskolen, men jeg ville ønske, at jeg var droppet ud allerede dengang. Så kunne jeg have nået at lave to film mere."
"Men jeg lærte trods alt ting og sager. Jeg gik i katolsk gymnasium, hvor de modarbejdede hver eneste interesse, jeg havde, og derfor havde jeg vreden til at lave Pink Flamingos (1972). Alle succesfulde kunstnere har haft en forfærdelig gymnasietid. Jeg stoler ikke på nogen, der ikke er blevet arresteret mindst én gang. Så vær stolte, hvis jeres børn har store problemer i skolen: De kommer til at gøre karriere i kunstverdenen."
Skræddersyet
John Waters kender sit materiale til bunds og fremfører det med en sjælden sikkerhed. Men han forstår også at improvisere på de rigtige tidspunkter, selv grine med, når han fortæller om en særligt morsom episode, og i øvrigt skræddersy sine ord, så de passer til det lokale publikum.
Således talte han en del om Danmark som det første land i verden, hvor pornoen blev frigivet - "Det takker jeg jer for. Til helvede med Carl Dreyer" - Tivoli - Waters elsker forlystelsesparker, men syntes alligevel, at Tivoli var for fornem - og Lars von Trier.
"Er dogme ikke den mest fantastiske gimmick, der nogensinde er kommet ud af det her land?. Jeg er dogme-fanatiker," sagde Waters.
"Jeg så alle dogmefilmene, og jeg kunne virkelig godt lide dem. Idioterne er min favorit. Åh Gud, jeg ville ønske, at han ville lave enefterfølger, jeg ville ønske, at han ville et lave den til et stykke på Broadway, enmusical-version. Jeg ville ønske, at han ville gøre det i virkeligheden, så jeg kunne droppe min karriere ogslutte mig til den kult og bare spasse hver eneste dag."
Personligt kunne jeg godt tænke mig at se Idioterne som musical, gerne med John Waters på rollelisten. Det ville utvivlsomt blive underholdende - mindst lige så underholdende som at opleve ham alene på en scene foran et hengivent publikum.
John Waters, Glyptoteket, Kbh., fredag
Interview med John Waters: www.information.dk/188322
www.cphpix.dk
