Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Korsange om argentinsk folkemord

Skotten James MacMillan var torsdagskoncertens positive overraskelse. Hans tre højtidelige sange greb med deres makabre budskaber i DR Vokalensemblets respektindgydende udførelse
Skotten James MacMillan var torsdagskoncertens positive overraskelse. Hans tre højtidelige sange greb med deres makabre budskaber i DR Vokalensemblets respektindgydende udførelse
Kultur
4. april 2009

Det var i udgangspunktet et vovet foretagende at sætte en hel torsdagskoncert af til et kammerkor og et orgel. Og så i DR's nye koncertsal, hvor tilhørerne sidder hele vejen rundt om de optrædende. Men der var fyldt godt op på pladserne i auditoriet, og publikum var opmærksomt og koncentreret.

Jeg skal ikke kunne sige, hvor meget den store del af tilhørerne, der sad bag ved koret, fik ud af koncerten, men de, der som jeg sad vis-à-vis sangerne, havde ingen problemer med at høre selv de svageste nuancer.

DR Vokalensemblet tæller 22 sangere (seks sopraner, seks alter, fem tenorer, fem basser), og det er et kor med en moderne klang, det vil sige slanke, lyse stemmer med varieret dynamisk spektrum og behersket anvendelse af vibrato. Dette stemmeideal tilgodeser den homogene korklang, og det var lige netop den kvalitet, der var iørefaldende ved koncerten. Hvad der imponerede knap så meget, var de solistiske indslag fra korets rækker, og når de enkelte grupper blev eksponeret hver for sig manglede der undertiden også her karakterfuldhed og klangsubstans. Men som sagt: Ensemblet i samlet flok klinger fortræffeligt.

Tankevækkende

Orglets spillebord var anbragt ved siden af sangerne, og på bænken skulle Flemming Dreisig have tronet. Han blev på falderebet erstattet af englænderen Stephen Farr, som ledsagede koret gennem de fire værker med autoritet og behersket klangudfoldelse. Det var sjældent, han virkelig trådte på speederen, og godt nok for det.

Programmet var originalt og intelligent i sin sammensætning, utvivlsomt konciperet af aftenens dirigent Stephen Layton. Dvoraks Messe efter pausen blev forinden foregrebet af en trefløjet musikalsk andagt. Først en bøn ved Mendelssohns udsættelse af Davidsalme 55, derefter MacMillans tre gribende udsættelser af digte om 'den beskidte krig' i Argentina, og endelig en af de kendteste lovprisninger blandt Davidsalmerne i John Frandsens musik. Romantisk og moderne musik i en tankevækkende gensidig belysning.

Sopranen Astrid Karstensson Navarro-Alonso skulle som den altdominerende solist bære den største byrde i Mendelssohns salmeudsættelse. Det er en hel scene med en skræmt sjæl stillet over for mørkets magter, solisten skal manifestere sårbarhed, angst, beslutsomhed og tro, men denne røst i ørkenen var trods de tiltalende højdetoner for begrænset i sit udtryksregister og manglede volumen.

Memento mori

Derimod satte man sig helt frem i stolen, da Stephen Layton tog fat på James MacMillans Cantos sagrados. Tre højtidelige sange til digte af argentineren Ariel Dorfman sat sammen med tekstuddrag fra messe og requiem. Digtene handler om de tusindvis af forsvundne civile under militærregimet i Argentina for bare 30-40 år siden. Den første sang demonstrerede, hvor teknisk behændigt Vokalensemblet kan formidle en sindsoprivende beretning om flydende lig i floden, de 22 sangere var ganske simpelt de forfærdede tilskuere, ofrenes familier, først i desperation og affekt og siden i tilbageholdt tyst vrede.

Den anden sang forløb som en række anklagende spørgsmål, fra en efterladt mor til en alternativ mexicansk Jomfru Maria.

Derfor er ordene først lagt i munden på tre sopraner, mens de andre sangere med grum ironi foredrager en katolsk Maria-hymne.

Det var virkningsfuldt, men desværre vaklede stabiliteten for ofte i sopranernes højt eksponerede recitation. Det rettede sig heldigvis op senere i MacMillans mageløst stemningsfulde tonesætning af moderens afsluttende spørgsmål: "Hvorfor, kære Jomfru, er der en hellig beskytter af sejrherrerne?" Også den tredje sang om en fanges henrettelse greb hoved og hjerte, en makaber gravskrift hugget ud i menneskesang og orgelklang.

Beskedne midler

James MacMillan var således aftenens højdepunkt, og det skyldtes ikke mindst dirigentens styring af begivenhederne. Herefter gik det ned ad bakke. Stephen Playton fik ikke skudt begejstring og glæde ind i John Frandsens Alleluja, både tekst og musik råber på eksalteret lovprisning, men det blev ved en halvhjertet gennemsyngning. Kun organisten sad og boblede ved sine manualer.

Dvoraks Messe er formodentlig tænkt til et lille kor og til mere beskedne rum end Studie 1, men man spurgte sig selv, om Playtons udførelse behøvede at være så beskeden i mål og midler, som tilfældet var. På den positive side stod den kultiverede korklang, smuk, gennemsigtig og - ja kultiveret.

Men hvor man dog savnede noget mere bredde i klangen, en større jævnbyrdighed hos solister og grupper, hvad angår mod og sangglæde frem for nodelæsning og pænhed, og fra dirigentens side mere fuldblodsdramatik, sådan som f.eks. Credo-satsen åbner mulighed for. Derfor efterlod aftenen et indtryk af, at DR Vokalensemblet stadig har et stykke vej at gå, før man ankommer til den verdenselite, DR proklamerer, at det allerede tilhører.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her