Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Lille eventyr i stor verden

Ibn Tufayls eventyr fra 1100-tallet om Hayy Ibn Yaqzan, der blev opfostret af en gazelle på en øde ø, er inciterende læsning. Man vil vide mere
Kultur
8. april 2009
Ibn Tufayls eventyr fra 1100-tallet om Hayy Ibn Yaqzan, der blev opfostret af en gazelle på en øde ø, er inciterende læsning. Man vil vide mere

Man får lyst til at vide mere, når man læser Ibn Tufayls arabiske eventyr fra 1100-tallet om Hayy Ibn Yaqzan, der blev opfostret af en gazelle på en øde ø, og som endte med at skue Gud og forstå universets indretning udelukkende ved at iagttage den natur, der omgav ham - jord, vand, ild, luft, (elementerne) samt planterne, dyrene og himmellegemerne. Og ved at bruge sin nysgerrighed, sin forstand og intuition.

En muslimsk Robinson Crusoe altså, med vægten lagt på den åndelige udvikling. Der er da også kilder, som peger på, at Daniel Defoe har kendt Historien om Hayy Ibn Yaqzan og den østlige visdoms hemmeligheder, som den fulde titel lyder, og ladet sig inspirere af den. I det lille kompendium, der følger med fra Forlaget Vandkunsten, leverer professor Peter Madsen et interessant vue over receptionshistorien i Oplysningstiden.

Levende og dødt

Så konkret og jordnært, som det udspiller sig i en fortælling om et naturbarns opvækst og voksende erkendelse, er det dybt fascinerende at følge, hvordan araberne så på verden i 1100-tallet.

Den lille Hayy Ibn Yaqzan opdager døden, da hans gazellemor bliver gammel og dør. Ved at undersøge forskellen på levende og dødt opdager han de indre organer, han får arrangeret dyr og planter i deres forskellige ordener osv. Og han opdager, at der må være en ånd i det levende, som ikke hører til materien. At Ibn Tufayl uden at ryste på hånden lader det uskyldige barn gøre denne opdagelse ved at sprætte en levende gazelle op og udtage hjertet, virker en anelse barbarisk på en nutidslæser, men gjorde det åbenbart ikke i 100-tallet. Hayy Ibn Yaqzan fortsætter i det mindste uanfægtet sine opdagelser ud over Jorden og op i himmelrummet. At Jorden var rund, og at Solen ligeledes var - og større end Jorden - vidste man godt.

Verdensbilledet er ptolemæisk og aristotelisk, planeterne bevæger sig rundt om Jorden, og sfærerne slår kreds helt op i det højeste.

Gud og virkeligheden

Ifølge Henrik Kaufmann Sørensen, der har oversat og kommenteret værket - hans grundige efterskrift fylder hele sidste halvdel af bogen - er det primært de to arabiske filosoffer, Ibn Sina (Avicenna) og al-Ghazali, Ibn Tufayl trækker på. Han forsøger at forsone de to, Ibn Sina som aristotelikeren og al-Ghazali som mystikeren, ved med sit eventyr at demonstrere, at et menneske, der vokser op i isolation fra sine artsfæller, vil kunne tilegne sig en erkendelse, der på den ene side bekræfter det aristoteliske verdensbillede, og på den anden side er i overensstemmelse med både den muslimske teologi og en højere, mystisk indsigt, der yderligere uddyber religionen.

Henrik Kaufmann Sørensen forklarer, at der i islam ikke er den samme modsætning mellem verden og Gud som i kristendommen. I kristendommen åbenbares Gud som 'det helt andet', totalt forskellig fra den sanselige verden, i islam er Guds skabelse og Muhammeds åbenbaring identiske, Gud har åbenbaret sin vilje i skabelsen.

Paracelcus og Bruno

Når man får lyst til at vide mere, er det i forlængelse heraf. Elementer i denne arabisk-muslimske version af verdens sande indretning kan nemlig minde om elementer, man kender andre steder fra. Som værket foreligger, præsenterer det de muslimske, filosofiske og teologiske problemstillinger i 11oo-tallet, hvor maurerne herskede i Andalusien og Nordafrika. Ibn Tufayl levede i sit liv i 1100-tallet på den iberiske halvø og i Maghreb.

Men man har altid lært om arabernes store indflydelse på den europæiske renæssance, og bl.a. at det var araberne, der havde bevaret de vigtige antikke skrifter. De gamle grækere blev imidlertid ikke blot traderet uberørt fra Antikken, de blev fortolket, kommenteret og oversat af arabiske filosoffer. I bogen kan man læse om arabernes videreudvikling af, reception og uenigheder om Aristoteles og Platon. Eventyret er selv et produkt af disse bearbejdninger. Så derfor er det nærliggende at spørge, om de arabiske filosoffers tankegods ikke også gjorde deres indflydelse gældende i renæssancetænkningen? In casu kan man spekulere på, hvordan Ibn Tufayls verdensbillede forholder sig til kristne kætteres som Giordano Bruno (1548-1600), som netop ikke overholder dogmet om Skaberen som helt forskellig fra det skabte. Eller som Paracelsus' (1493-1541) og hans forestillinger om en iboende visdom i naturen? For Paracelsus kom visdommen eksempelvis til udtryk i, at et agern besad viden om, hvordan det blev et egetræ, at naturen således i sig selv besad (guddommelig) ånd.

Ibn Yaqzan skriver:

"Også det, der hos planterne erstatter dyrenes medfødte varme, har noget, der bestemmer det, nemlig dets form, som filosofferne kalder den vegetative sjæl. ... Og denne ting er hver tings form, og det er, hvad filosofferne kalder dens natur."

Via iagttagelser finder Yaqzan ud af, at "essensen af den dyriske ånd, som han altid havde higet efter, var sammensat af et legemligt element og et element ud over det legemlige ...".

Det, som var virkeligt, måtte have såvel et åndeligt som et legemligt udtryk, "det ene må åbne for adgangen til det andet," mente Paracelsus. Og hvordan forholder eventyret sig til den tidlige Oplysningstids opfattelse af, at der fandtes 'to bøger', Bibelen og 'Naturens Bog', der begge hver især åbenbarede skaberværket?

Arabisk kulturhistorie

Er der tale om universelle, naturfilosofiske og religiøse grundtanker, som man finder i flere kulturer? Spekulationerne næres, når man kommer videre frem i eventyret og læser om, hvordan Hayy Ibn Yaqzan lærer sig meditation. Ibn Tufayl var indviet sufi og en af de riter han beskriver, består i at hvirvle rundt om sig selv på dervish-maner, indtil man besvimer. Andre kan genkendes som specifikt muslimsk-teologiske, påpeger Kaufmann Sørensen, men han forholder sig ikke til, at beskrivelsen af de meditationsøvelser og den endelige opgåen i Væren, som Yaqzan senere når frem til, lige så godt kunne være en beskrivelse af Buddhas oplysning.

Sådan kan man spørge sig om så meget. Lettere er det at svare på, hvad man skal med bogen i dag, hvor den lander i en dansk debat om islamisk fundamentalisme, som ikke synes præget af stor indsigt i islamisk kulturhistorie. Her får man et gedigent stykke sådant foræret, præsenteret med hele den arabiske, historiske og filosofiske kontekst. Det er bare at sætte sig ned og læse og nyde den klare tanke og de store visioner i Ibn Tufayls lille eventyrværk.

Ibn Tufayl: Historien om Hayy Ibn Yaqzan og den østlige visdoms hemmeligheder. Oversat, kommenteret og med efterskrift af Henrik Kaufmann Sørensen. 272 sider. Indb. Ill. kr. 249,-. Forlaget Vandkunsten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her