Læsetid: 4 min.

En lugt af performance

Slovenske Laibach er stadig et besværligt bekendtskab, selv når de falder til den finkulturelle pat for at fortolke Bach i Marmor-kirken. For man er stadig nødt til både at grine og fortolke og græmmes, før man for alvor kan påskønne deres værk
27. april 2009

"I smell a performance". Ordene bliver sagt med slet skjult, ja, nærmest demonstrativ væmmelse. Ja, måske nærmere spyet som en desperat modgift mod noget, manden ikke forstår. Han er ellers ikke hvem som helst. David Fricke, aldrende skribent-ikon fra det hæderkronede rockmagasin Rolling Stone. Men måske netop derfor ude af stand til at påskønne min begejstrede fortælling fra aftenen før, hvor Laibach uropførte deres fortolkninger af Bachs fugaer i Leipzig, Tyskland med alt, hvad det indebar af iscenesættelse og manipulation. Vi står på Spot-festivalen i Århus i 2006, og om lidt skal vi i paneldebat om musikjournalistikkens fremtid, hvor Fricke viser sig lige så forstokket i sine holdninger, som han er i forhold til at tænke musik ud over en strengt rockistisk logik. Guitar, bas, trommer, sved, hårdt arbejde, ærlighed. Ellers så lugter der sgu af iscenesættelse.

I Marmorkirken er der ingen inderlige rockmusikere, men fire herrer, som ved hjælp af koncept og programmering præsenterer Laibachkunstderfuge. Tre år fremme i tiden er Laibachs fortolkninger af Bachs ufærdige Die Kunst der Fuge blevet noget andet, besætningen er en anden, ja, faktisk er der kun ét oprindeligt medlem med her i hovedstaden. Og det firemands-skakspil, som de fire herrer nød - sammen med cigaretter og cognac - mens computerne spillede videre i Leipzig, er afløst af Marmorkirkens altertavle og af fire mænd plus medhjælper primært fordybet i deres Mac-laptops - i bedste Kraftwerk-stil.

Vi er altså i langt højere grad til koncert, selvom det- på nær trommeslagerens bidrag - altid er svært at afgøre, hvor meget der egentlig bliver spillet, eller måske rettere trigget i computerne, live. Og i Laibachs tilfælde er det også et inderligt ønske, at vi er i tvivl.

Anklager om fascisme

Laibach er altid blevet fortolket og fejlfortolket og forstået og misforstået, og alt, hvad der måtte være imellem de to poler. Og det passer dem godt. Se bare dokumentar-filmen Divided States of America, hvor de mellem de potente live-optagelser fra 2004 lader fansene forklare, hvad pokker det handler om, inklusive den fulde nynazist. Eller tag kondompakken, man kunne købe ude foran Marmorkirken ved merchandise-standen. 'Antisemitism' hed den såmænd.

Anklagerne om fascisme med mere har været der fra begyndelsen i 1980, da Laibach blev dannet som den musikalske fløj af Neue Slowenische Kunst, NSK. Og deres fascistoidt grandiose industrial-musik, deres citater fra Mussolini, deres dyrkelse af nationalsange og deres uniformer har opmuntret til samme. Men det er alt sammen provokationer, forsøg på at lokke publikum ud i de svære gråzoner, hvor der både bliver gjort nar ad magtens ikonografi og retorik og kørt benhårdt på potentialet for forførelse. Kan man forsage fascismen, mens man tramper hårdt i jorden med sin læderstøvle?

Der blev leget et-tag-fat med publikums forventninger i ekstrem grad i Leipzig for tre år siden, hvor hard-core-fans af vidt forskellig og mere eller mindre glat-raget observans måbede over det aristokratisk hovne spil, der foregik på scenen. Og der bliver også leget et-tag-fat i Marmorkirken, men på mere subtil vis.

Vi er jo til koncert. Der bliver spillet fortolkninger af Bach; et hav af tilsyneladende udødelige stumper afrevne fra værket, nu påklistret de elektroniske cut-and-pastensteins, som vi stort set alle accepterer som fuldgyldig musik i dag. Erobring, dissektion, allokering, sammensyning. Voila. Og således også Bachs korpus under fingrene på Laibach.

Sanseligt og ildevarslende

Indledningen er smuk. En synthesizer bevæger sig fra en puls og op i det, vores ører opfatter som bastoner, højere op, ned igen. Banalt. Men stærkt sanseligt og ildevarslende i et skamløst klang-rum som Marmorkirkens. Derfra bevæger vi os over i en ambient udflydende, men ikke ueffen udforskning af Bach-melodier og harmonier. En udforskning, som også bevæger sig over i synth-klange fra trance - et stykke populærkultur forbundet mod knoklehøje teenagere i metalsiloer. Laibach er ganske vist faldet til den finkulturelle pat, men det bliver ikke uden at bide i vorten.

For dermed er vi inde i en ny gråzone, hvor Laibach driller os med det gennemført finkulturelle set-up, vi befinder os i. Med glidende overgange mellem tilbageholdt skønhed og uforceret kiksethed. Og det fortsætter ud på projektionerne på hver side af alteret, som ikke holder sig for gode til at skride ud i kitschet screensaver-æstetik. Men selvfølgelig også leger med omformninger af Laibachs logo til svastikaet. Mens musikken bevæger sig ud i billigt jazzede fortolkninger, muzak samt jingle-agtige bagateller og så pludselig en duet mellem to Laibach-medlemmer på laptop og kirkens orgel. Man benoves, man keder sig, man morer sig, man græmmes.

Så Laibachkunstderfuge lugter stadig af performance i 2009. So what? Som om rock-autenticiteten ikke er en performance. Som om de fire slovenske herrer foran alteret ikke har noget inderligt at sige. Man er bare nødt til både at grine og fortolke og græmmes, før man for alvor kan påskønne Laibach. Dovne kulturkonsumenter bør forlade salen med det samme.

Laibachkunstderfuge, Marmorkirken, Kbh., lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu