Læsetid: 2 min.

En martyr slår til igen

Med sit nye ’Skrifte’ griber Synnøve Søe tilbage til der, hvor det gør ondt, ikke kun på forfatteren, men også på den læser, der står bekendelserne igennem
23. april 2009

Med sin forrige roman, Drengen på stigen (2007), opnåede Synnøve Søe endelig den litterære anerkendelse, som enhver forfatter - og måske især en omsorgssvigtet - higer efter. Rost blev hun af en bred anmelderpalet og belønnet med Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Velfortjent. Drengen på stigen bør roses for sin fiktionalisering af det private stof, for at det lykkedes for Søe at kvalificere sin hovedstol ved hjælp af fiktionens distance. Hun tog dermed et kvantespring væk fra tidligere tiders tåkrummende ekshibitionisme.

Et nøgent liv

Med sit nye Skrifte griber Synnøve imidlertid tilbage til skriftestolen, dér, hvor det gør ondt, ikke kun på forfatteren, men også på den læser, der står bekendelserne igennem. Bogens anledning er farens pludselige død og den deraf manglende forsoning. Familien fik aldrig talt ud, aldrig tilgivet hinanden. Det er denne tilgivelse, syndsforladelsen, Synnøve søger gennem skriftemålet. Og forsoningen finder også sted, ikke så meget via tilgivelsen som via næste generations mellemkomst: Forfatteren har fået sig en søn, han er det nye, forsonende træk siden bekendelsesdebuten Fars (1989), for han elsker sin mor, ligesom han ser, at hun er elsket, og derved åbner han for et nyt håb.

Men derudover er det Synnøves velkendte tematikker og livsforløb, der gennemspilles: Opgøret med 68'er-generationen og dennes tvangskollektivisering af børn. Far og mor, der bliver skilt og sender Synnøve i rutefart mellem Øst- og Vestjylland. Antydningen af et incestuøst forhold. Opholdet på Tvind, som Synnøve stikker af fra. Synnøves mange flugtforsøg til New York, Kenya, Dublin, Lissabon og hendes på én gang gennem- og sammenbrud som marionetdukket talkshow-værtinde på TV3.

Kompositionsmæssigt har Skrifte en kaotisk form. Korte tekststykker præsenteres hulter til bulter med en ødelagt kronologi. Fra et nutidsplan, markeret med anden skrifttype, som består af nogle fragmenter fortalt af et depressivt jeg, gribes tilbage til centrale begivenheder i 70'erne, 80'erne og 90'erne. Ved disse tilbagegreb, alle daterede og stedsfæstede, omtaler Synnøve sig selv i tredjeperson, men det er snarere en rent formel distance end en reel følelsesmæssig. Afstanden i tid har ikke fået forfatteren til at se tingene klarere. Det er derimod læserens opgave at stykke historien sammen og lave orden i det kaos, der lægges frem som et nøgent liv.

Tilbage til fiktionen

Enkelte steder berøres man af den gennemgribende ensomhed, særligt når den titter utilsigtet frem i tekstens sprækker. Men for det meste er martyriet altomfattende, for excessivt patetisk, i hvert fald til min smag:

"Ignorer. Man kan trykke på en tast på Facebook, hvis man ikke vil være venner. Så sletter tasten en. Mine tre søskende har trykket 'ignorer'. Det er ikke synd for mig. Jeg har nok fortjent det. De har valgt, og de har valgt mig fra. Sådan er det bare."

Et massivt overlad af følelser, en mangel på fornuftens filter, får tekststykkerne til at falde, især på det depressive nutidsplan. Fragmenterne udvikler sig i en damebladsfilosofisk retning: "Mit liv er et brev, jeg ikke tør åbne", og "Jeg har tårer i mit blod, glasskår i mine tanker, uret skal sættes en time tilbage. Det er vintertid."

Der er ikke meget nyt under skriftestolen, nej. Så hellere tilbage til fiktionens frie rum.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu