Læsetid: 5 min.

I Merkels ventesal

Angela Merkels første fire år som kansler er ved at være forbi. Men Tyskland har stået stille, mens hun har været ved magten. Journalisten Dirk Kurbjuweit er alt andet end begejstret
18. april 2009

Et eller andet sted kan man vel lige så godt indstille sig på, at den store koalitions dage i Tyskland er talte. I hvert fald i denne omgang. Der er valg til Forbundsdagen den 27. september. Lørdag, åbner Tysklands socialdemokrater deres valgkamp. Fra nu af gælder det for begge partier, CDU og SPD, om at profilere sig på bekostning af hinanden, selv om man sammen danner regering et halvt år endnu. For det er disse to partier, som kommer til at stille med en kansler også efter valget i september.

For SPD, som er juniorpartneren i regeringen, bliver det op ad bakke. Partiet stiller med den nuværende udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, som spidskandidat, som lider under manglende folkelig appeal. Kun 22 procent af tyskerne ville stemme på Steinmeier, hvis kansleren kunne vælges direkte, mens 51 procent ville sætte kryds ved Merkel, kunne man læse i en meningsmåling denne uge.

Det kommer ikke som nogen overraskelse. Kansleren har for det meste et naturligt forspring i forhold til sin udfordrer. Dertil kommer, at Angela Merkel har overrasket positivt, i hvert fald mange vælgere. Forventningerne til hende var i begyndelsen ikke særlig høje, hvilket afspejles af det spinkle forspring, hun vandt valget med. I stedet for at kunne danne koalition med det lille liberale FDP, blev hun tvunget ind i en koalition med SPD.

Altid undervurderet

For Merkel er de lave forventninger et kendt fænomen. Lige siden hun begyndte at engagere sig i tysk politik, i forbindelse med Murens fald for tyve år siden, er denne kvinde blevet undervurderet. I begyndelsen af 1990erne fik hun kælenavnet Kohls kleines Mädchen, fordi den tidligere forbundskansler opdagede og forfremmede hende. Men Kohls lille pige blev hurtigt voksen, hvilket Kohl selv måtte sande, da han i slutningen af 1990erne blev sat i forbindelse med illegale transaktioner og skjulte konti.

Siden har en række mænd på Merkels vej måtte lade livet - Wolfgang Schäuble, som var partiformand efter Helmut Kohl; Edmund Stoiber, Roland Koch, Christian Wulff, Jürgen Rüttgers, som alle sammen gerne ville have været kansler i stedet for kansleren; og ikke mindst Gerhard Schröder, som, selv efter at han havde tabt magten ved sidste valg, ikke ville indse sit nederlag og i et anfald af overmod proklamerede foran millioner af tv-seere, at hans egen SPD aldrig ville gå med til at krone Merkel som kansler. Få uger senere indtog Merkel hans kontor, og Schröders var fortid.

Merkel gjorde det, som adskillige regeringschefer havde gjort før hende - hun startede med at udfolde sig på den udenrigspolitiske scene. Fra starten lagde hun en helt anden stil end sin forgænger - mindre udfarende og mere saglig. Hun rettede op på Schröders katastrofale forhold til George Bush, hun talte lige ud af posen til Rusland og Kina, ja modtog selveste Dalai Lama på sit kontor, hvilket førte til en dyb krise mellem Berlin og Bejing. Og både som formand for EU og G8 samt som værtinde for VM i fodbold i 2006 havde hun rigelig lejlighed til at profilere sig på den internationale scene.

Spild af tid

Men er det hele billedet af Angela Merkel? Kigger man tilbage på hendes første fire år som kansler, hvad er det så, som bliver i erindringen? Det er det spørgsmål, som journalisten Dirk Kurbjuweit, leder af Der Spiegels redaktion i Berlin, har sat sig for at besvare. Dommen er entydig og falder på side 143 i bogen: De sidste fire år har været spild af tid og kan sammenlignes med et ophold i en ventesal.

For at forstå Kurbjuweits ræsonnement bliver man nødt til at kigge en smule tilbage. I årevis havde Tyskland forsømt at reformere sine sociale systemer. Allerede i 1980erne og især efter genforeningen i 1990erne var det åbenlyst, at der skulle gøres noget, hvis ikke staten skulle bryde sammen og ende i en bankerot. Men politikerne manglede det nødvendige mod, og selv efter at Helmut Kohl i 1998 havde tabt valget, og den rød-grønne regering under Gerhard Schröder overtog magten, gik der flere år, inden reformprocessen for alvor kom i gang. Da den endelig gjorde, var den ikke populær, tyskerne gik på gaden for at lufte deres utilfredshed, ja, et helt nyt parti til venstre for SPD kunne etablere sig. Et parti, som først og fremmest profilerede sig på sin modstand mod de "neoliberale" reformer. Men i bund og grund viste alle og enhver, at tingene ikke kunne forblive, som de var.

Og Schröder fik ret. Det var for sent for ham selv - reformerne begyndte først at virke, efter at han havde tabt valget i 2005. Men Tyskland oplevede de næste år et markant opsving, og mere end to millioner arbejdsløse kom i arbejde. Det sortsyn, som havde præget landet i årevis, var i 2006 blevet erstattet af optimisme. Ved fodbold-VM samme år kunne verden for første gang opleve en glad tysk patriotisme, som fejrede sig selv uden at true andre.

Vejen var med andre ord banet for Merkel, som under valgkampen havde proklameret, at reformprocessen skulle drives videre, og som ville revolutionere det tyske skattesystem og i det hele taget gennemføre de ting, som var nødvendige, selvom de gjorde ondt. Men hvad skete der? Ifølge Kurbjuweit stort set intet. Det eneste, koalition har præsteret, siden den kom til magten, har været at forhøje folkepensionsalderen fra 65 til 67 år. Ellers er det snarere gået den modsatte vej, nogle af de reformer, som Schröder gennemførte, er endda blevet taget tilbage.

Hvor er visionen?

Kurbjuweits tekst er ikke tænkt som en fyldestgørende eller videnskabelig analyse. Der er snarere tale om en debatbog, som i journalistisk stil og ved hjælp af et pointeret sprog fremhæver nogle generelle tendenser. Kurbjuweit giver ikke Merkel skylden for hele udviklingen. Han er klar over, at den store koalition dækker over et ganske bredt politisk spektrum, hvor kompromisernes kunst tit og ofte gør sig gældende.

Ikke desto mindre har Kurbjuweit nogle tankevækkende pointer. Netop fordi Merkel er vellidt i befolkningen, skulle hun have turdet meget mere, end hun gjorde. Hvor er hendes visioner for fremtiden? Hvor er de store medrivende taler, hvor hun skitserer, hvilken vej hun vil gå? Det er som om, hun hele tiden holder sig til det muliges kunst, stiler efter de seneste meningsmålinger i stedet for rent faktisk at lede landet. På Kurbjuweit virker det som om, at hun venter på at komme af med SPD ved hendes side, for så at kunne gennemføre alle reformer med det liberale FDP efter næste valg. Men det er en farlig strategi. For hvad hvis finanskrisen for alvor slår igennem? Hvis recessionen bider sig fast i løbet af de kommende måneder? Når tyskerne så kigger tilbage på de seneste år, hvad er det så, de opdager? En tøvende kanslerinde, som ikke turde gå sin egen vej.

Måske de kommende måneder alligevel bliver ganske spændende. Frank-Walter Steinmeier er immervæk arkitekten bag Schröders reformer. Angela Merkel kender i hvert fald følelsen af at være kronisk undervurderet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu