Læsetid: 4 min.

Når livet både er øde og ødselt

I Christian Dorphs nye digtsamling er aldring, død og kampen med hverdagen lige så uafvendelige som erotikkens og naturens genblomstring
Lyrisk. Christian Dorphs digte er fine og formår at forene det kompakt lyriske med det mere hverdagsprosaiske, både i kraft af deres formbilleder og deres tiltale.

Lyrisk. Christian Dorphs digte er fine og formår at forene det kompakt lyriske med det mere hverdagsprosaiske, både i kraft af deres formbilleder og deres tiltale.

Nicolai Howalt

2. april 2009

Christian Dorphs fjerde digtsamling har den bedste titel, jeg længe har hørt: de sidste mange år har det handlet om børn. Når en godt 40-årig mandlig digter således udbasunerer sine digte, så er en godt 40-årig tobørnsmors forventninger naturligvis spændt til bristepunktet. Og de lever op til det, digtene, de lever op til dette bristepunkt.

Samlingens to første digte, en rektangulær kasse med lige justerede marginer og en mere luftig prosapoetisk sag med luft mellem linjerne, introducerer de to typografiske billeder, som digtene herefter vil antage, og de introducerer et 'du', som er herlig fjernt fra troubadourlyrikkens besungne kvinde: hverdagens gammelkendte kvindelige du, som både kan være den af vanen helt nedslidte og den af nyvakt begær erotisk omstrålede. Grundtvigs påskesalme Sig mig blomst hvad vil du her dukker op som intertekstuel reference, og Grundtvigs på én gang fornærmende og ophøjende tiltale til den banale blomst bliver toneangivende for den tiltale og det du, der er på færde i Dorphs digte. Ligesom det, Grundtvigs påskeblomst allegorisk står for, genopstandelsen, bliver et genkommende motiv i digtene, forstået som erotikkens genopstandelse i et gammelt forhold.

Det formelle vandmærke i digtenes typografiske udtryk er hullerne, tabuleringerne, midt i linjerne. En måde at undgå tegnsætning og linjebrud på. Eller en måde at markere nyt vers på uden at skifte linje, sådan så digte, der egentlig kunne have været en lang remse med korte vers, bliver bredere, kortere og mere firkantede - helt firkantede er den digttype, hvor både venstre- og højremargin er justeret lige.

Øde eller ødsel

Efter de to indledende digte følger seks afsnit ("luksus", "lyset er sjofelt", "at gå ned", "sig noget", "den blinde mand", "ødeland"), der med vekslende typografisk udtryk og accentforskydning lader associationerne sværme omkring et nedslidt, men jævnligt genopblomstrende parforhold; en døende mor; erindret barndom; erotiske fantasier.

Afsnittenes titler står ofte i et gådefuldt forhold til deres digte. Under titlen "luksus" finder vi således en stribe barndomserindringer i små rektangulære formationer, domineret af barndommens fantasi om at dø for at vække forældrenes sorg.

Under titlen "Den blinde mand" finder vi sjovt nok nogle meget visuelle mandlige fantasier: mintgrøn bil og svanebleg kvinde a la Hitchcock, blå damer a la Yves Klein. Endelig må titlen "Ødeland" være en hilsen til Eliots Waste Land, men der er ikke meget T. S. over disse digte om en tur til New York.

"Vi øder alting bort", står der fortvivlet i bogens start, men "Ødeland" bliver hertil et euforisk kontrapunkt, hvor 'øde' står for ødselhed, den erotiske og økonomiske ødselhed på gamle ægtefolks børnefri kærlighedsferie.

Sjofelt lys

Mest holder jeg af de to afsnit "lyset er sjofelt" og "at gå ned", der udfolder hver af samlingens typografiske grundformer: henholdsvis helt kompakte rektangler med ligejusteret højremargin og luftige linjer med afstand imellem.

I "lyset er sjofelt" udfolder de to store eksistentielle udfordringer, døden og seksualiteten, deres lige så træge som påtrængende associationsrækker. Digterens egen aldring, hans syge mors død og kampen med hverdagen er lige så uafvendelige som forårets blomstring og det seksuelle begær: "jeg har lagt mig her hjertet stopper til/ eller render over det bliver blodigt jeg/ ringer til min mor jeg drikker mælk/ ansigtet ændrer sig hænderne ændrer/sig håret falder af i totter vi prøver/ at finde en forklaring på vores fiasko vi/ kæmper hele tiden træerne blomstrer/ lyset blomstrer også og fylder os med en/ forventning og med noget andet jeg/ har den her sult efter dig og efter din hud". Dødens pardans med seksualiteten holdes i ave af digtenes ligejusterede rektangler.

Sommerfugle

Afsnittet "At gå ned" handler om en regulær nedtur ("jeg følger mine øjne den svage omkreds ind i helvede"), men igen, ligesom med Grundtvigs påskesalme, får Højskolesangbogen lov til at bringe håb om genopstigning eller genopstandelse: "giv tid giv tid".

Gradvist invaderes den depressive underverdensstemning ligefrem af sommerfugle, der her bliver den erotiske frem for den kristne genopstandelses emblemer: "En sværm af sommerfugle pulserer som en lunge af sne må jeg se/ dine kridhvide armhuler må jeg se dine kridhvide bryster og de/ kridhvide lår hvorfor skal vi hele tiden sammenligne".

Til vi ender dér, hvor der flyver en sommerfugl ud af den cirkel, som det anråbte kvindelige 'du' tegner med hånden.

Forlaget lancerer damebladsagtigt digteren som en mand, der "gør op med sig selv uden at miste sin fandenivoldskhed og længsel, frækhed og maskulinitet".

Heldigvis tegner digtene et mere skrøbeligt og diffust billede af begærets kamp med hverdagens og eksistensens uomgængeligheder. Og udmærker sig ved at synge serenader for et 'du', som hverken er Dantes Beatrice eller Petrarcas Laura eller troubadourens skønne dame, med alt hvad det indebærer af forelskelsens narcissistiske idealisering, men det gammelkendte, nedslidte 'du', der jævnligt blomstrer op, smider stængerne i vejret og koreografisk tryller sommerfugle frem.

Fine digte, der formår at forene det kompakt lyriske med det mere hverdagsprosaiske, både i kraft af deres formbilleder og deres tiltale.

Interview med Christian Dorph i morgen i Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu