Læsetid: 5 min.

Nye teenagere rykker i garagen

Unge californiske rockmusikere er begyndt at suge af garagerocken og den psykedeliske rock for at revitalise rockens dna i et uvejr af støj og dårlig lyd, som giver rocken et potentiale for fornærmelse tilbage
Unge californiske rockmusikere er begyndt at suge af garagerocken og den psykedeliske rock for at revitalise rockens dna i et uvejr af støj og dårlig lyd, som giver rocken et potentiale for fornærmelse tilbage
7. april 2009

Der er noget på færde i californisk rock. Og dermed mener jeg ikke, at Red Hot Chili Peppers er på vej med et nyt album, eller at hairmetal-drengene i Mötley Crüe har vist sig at interessere sig for musik. Nej, der er kommet grove rifter i rum-tid-kontinuumet, og at unge californiske rockmusikere er begyndt at suge af garagerocken og den psykedeliske rock og revitalisere rockens dna. Igen. Denne gang som viltert spruttende mindfucks og kropstacklinger. Som psykedelisk noise pop eller no-fi garage. En buldrende fornærmelse af helt unødvendig meget larm.

Det sker på sæt og vis i den arketypiske garage, hvor der stadig lugter af drengedrømme og sundhedsfare, og hvor generation efter generation har hudflettet rockhistorien. Om disse californiske rock-udøvere befinder sig sådan rent fysisk i garagen er uvist, for i dag er garagen jo også flyttet ind i computeren.

Så garagen skal her - som inden for den oprindelige genrebetegnelse garage rock - forstås som et udtryk for rock af særlig ætsende energisk observans. Om den så er realiseret i garage, studie eller soveværelse. En ny generation er uanset hvad i færd med at sprænge rocken inde fra. Ikke så meget i forsøget på at blande den med andre genrer, som i en stræben efter at finde den energi, det raseri, det hormon, som har drevet rocken fra dengang, den var et frækt glimt i øjet på bands som MC5, The Stooges og The Who - og før.

Variationer i støj

Det er som vanligt i disse tider umuligt at skære udøverne over én kam. For eksempel er Wavves et enmandsprojekt med svær californisk solstik og pletblødninger fra Beach Boys. Mens The Hospitals er en kvartet, der blæser liv i en skælvende støjbetændt rock med inspirationer fra både dub og krautrock. Men de deler alle energien og støjen.

Og så kommer støjen alligevel også fra mange forskellige retninger og traditioner. Tag bare Crystal Antlers. En sekstet fra Long Beach i Californien - orgel, to guitarer, percussion, trommer, bas - som lyder som et narkotisk raserianfald eller en desperat retningsløs rest af livsenergi undsluppet fra en svunden flower-power-æra. Og med en støj som mest kommer fra den psykedeliske rocks hang til udsvævende og udskridende manipulationer via guitarpedaler. Debutalbummet Tentacles er så også angiveligt blevet indspillet og mixet over én eneste søvnløs uge, og den kæntrende fornemmelse af virkelighedsberøvelse, dopet sanselighed og bævende følelser brænder igennem. Med den skurrende, nærmest skrigende forsanger Johnny Bell (som en mandlig Janis Joplin) og guitarer i sitrende angrebsbølger over den orgel-indsprøjtede psychedelia.

Crystal Antlers får rocken til at lyde som en storspraglet styrtblødning fra balstyriske kredsløb i uregerlige kroppe. Det er umuligt at forholde sig ligegyldigt til, hvad enten sangene er blueset bønfaldende eller syret udsvævende.

Nathan Williams alias Wavves kommer fra San Diego, og hans støjbetændelse skyldes ikke kun hans hang til guitarpedaler, men også den vilde overstyring, der flår hver eneste hele overflade i hans gejle rocksange i stykker. Det er ikke bare lo-fi, det er no-fi. Sangene på hans andet album Wavves bløder ganske enkelt forvrængning fra hver en pore, og de giver lytteren en fornemmelse af at træde ind i en haglstorm af uhygge, morskab, vrængende energi og hjemsøgte båndoptagere. Sangene trækker på Beach Boys, Phil Spector, Jesus & Mary Chain, punkrock og andre former for 50'er- og 60'er-rock, og det er decideret berusende at høre de poppede melodier bag en mur af sandpapir. Det er surfrock på et ocean af støj og begsort gotik. "Beach Goth" kalder Nathan Williams meget passende et nummer, og 'shitgaze' bliver musikken også kaldt. Med dagens teknologi er det et valg at udgive i dårlig lydkvalitet. Og i Wavves hænder er det forrygende at høre, hvordan tiden rent lydkvalitetsmæssigt bombes tilbage til kassettebåndoptageren i garagen, men altså for at skubbe rocken fremad - og ud, hvor den igen flår i æstetikken.

Symfonisk sygegang

Mest radikale i denne flok af no good-udskud, der er i gang med at pervertere rocken er The Hospitals fra San Francisco. Duoens vistnok fjerde reelle album Hairdryer Peace udforsker støjen i de dårlige indspilninger med den elektroniske musikers sans for manipulation, krautrockerens vidt åbne horisont og avantgardemusikerens evne til improvisation i nuet. Her er granatsplinter og granitstykker fra My Bloody Valentine, Sonic Youth, Lee 'Scratch' Perry, Can, Faust, no wave og psykedelisk rock.

Sangene kan antage symfoniske dimensioner inden for rammerne af en to minutter lang krampetrækning. Wagner fortolket af ballademagere. Og sangene kan eksplodere i vilde stød af gnistrende støj, der sprutter lytteren hårdt i ørerne gennem huller i produktionerne. Guitarer og synth kan bevæge sig i uforudsigelige mønstre. Og lydkvalitet der - som hos Wavves - kan mime demo-kassettebåndet fra garagen bruges til at finde nye lag af støj og klangmuligheder.

Hør bare den måde melodierne og harmonierne bløder gennem produktions skydække af lo-fi. Hvordan de analoge kastevinde afslører afgrundssmukke strukturer. Hvordan klangenes raseri pludselig flyder i harmoni. For så at bryde så underfuldt sammen igen. Hør elguitarerne vånde sig på faretruende måder. Det er brillant.

Åbningsnummeret på Los Angeles-duoen No Ages andet album Nouns ånder i samme rustne karburator. Men efter den dubbet bævende indledning kommer en helt anderledes retningssikker og mere regulært appellerende rock, den viltre energi til trods. Støjen er heller ikke så meget en manipulation som i Wavves tilfælde, men mere resultatet af en live-præget livelyd og guitarpedaler. Hvilket dog ikke gør dem mindre appellerende, når de angriber rocken med ætsende guitarer a la Dinosaur Jr. eller Sonic Youth eller Nirvana - men på deres udskridende og af og til elektronisk udbyggede facon.

Over disse fire, californiske bands er der en fornemmelse af, at traditionen har været nedsunket i syrebad, er blevet hevet op og så gennembanket af en motorcykelbande med grus i cylindrene. Dette er musikere, der lydligt er flygtet fra den californiske sol og inde i garagen har fundet noget mørkere og vildere og mere arrigt. Gennem nedbrydning af lydkvalitet har vi fået genopstanden musik. Rock bliver svær at finde mere vital, end lige her og lige nu på disse plader.

Crystal Antlers: Tentacles (Touch & Go/VME).

Wavves: Wavves (Fat Possum/Specialimport) www.myspace.com/wavves

The Hospitals: Hairdryer Peace (Specialimport)

No Age: Nouns (Sub Pop/A:larm)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu