Læsetid: 3 min.

Ikke et ord om Gud

'Gud glimrer ved sit fravær, ‘ skriver Taarbæk-præsten Thorkild Grosbøll, og det gør den kristne forkyndelse så også i den prædiken-samling, han netop har udgivet
11. april 2009

Det hører til sjældenhederne, at det er teologiske debatter, der sætter sig på den offentlige dagsorden i Danmark. Men det var ikke desto mindre tilfældet i 2003, da sognepræsten i Taarbæk nord for København, Thorkild Grosbøll, i et interview i Weekendavisen sagde, at han ikke troede på en skabende og opretholdende Gud.

Derefter var Fanden løs, Grosbøll skulle forklare sig, kom under biskoppeligt tilsyn, først under Helsingør-bispen Lise-Lotte Rebel og senere under Roskilde-bispen Jan Lindhardt. Undervejs fik han opbakning af ikke så få kulturkristne og en række folkekirkepræster, ikke mindst i København og omegn.

Men iveren svigtede Grosbøll, der aflagde 'reformatorrollen' og i stedet aflagde ny trosbekendelse og svor sit dogmatiske tilhørsforhold til den lutherske protestantisme.

Roen kunne atter sænke sig over Taarbæks petanque-baner, hvor Grosbøll havde sin gang, og præsten kunne søge tilflugt bag de trygge mure i den store præstegård og den sikre tjenestemandsansættelse, hvor ingen offentlighed for alvor interesserede sig for ham.

Klassens frække dreng

Det gjorde det biskoppelige tilsyn åbenbart heller ikke, hvis man skal dømme efter den prædikensamling, som den nu pensionerede Thorkild Grosbøll just har udgivet. For alene titlen, Ugudelige prædikener, mere end antyder, at Grosbøll nu som dengang har et noget anstrengt forhold til ham der Gud. Prædikerne er holdt fra slutningen af kirkeåret 2005 til nytårsdag 2008, og Grosbøll kan som klassens frække dreng på bageste række ikke dy sig for i forordet endnu engang at gentage ordret, hvad han i sin tid sagde i Weekendavisen, nemlig at prædikerne "rummer ikke nogen skabende og opretholdende gud og ingen forestilling om en opstandelse eller et evigt liv. Den slags har aldrig sagt mig noget."

Forskellen fra dengang og til nu er, at han ikke længere er præst i den danske folkekirke, så offentligheden vil formentlig være ligeglad, også med hans prædikensamling. Dog må det siges, at sagens størrelse dengang taget i betragtning, er det tankevækkende, at Thorkild Grosbøll har kunnet holde de nu udgivne prædikerne på et tidspunkt, hvor han angiveligt har været under biskoppeligt tilsyn, for der er sandt for dyden ikke megen forkyndelse at komme efter i de 25 prædikener, hvor Gud - i det omfang han nævnes - konsekvent er med lille 'g'.

Guds fravær

"Gud glimrer ved sit fravær", siger Thorkild Grosbøll, og man bliver som læser overbevist om, at han dermed ikke mener, at han er der, men er fraværende i verden.

Han eksisterer rent faktisk ikke ifølge Grosbøll. I hvert fald ikke at dømme ud fra denne prædikensamling og ud fra, hvad han i øvrigt har sagt og skrevet. Grosbøll er i og for sig tro mod formen i den forstand, at han forholder sig til den enkelte søndags tekst. Men de bibelske referencer virker tvungne, og det forekommer, at Thorkild Grosbøll langt hellere vil prædike over samtidslitteratur. Det er en helt almindelig fremgangsmåde, men når det kombineres med Grosbølls mondæne whiskey-bælte-teologi, hvor kristendom er reduceret til en indre energi, hvor man på supermarkedshylden i Guds fravær sammensætter sin egen religion og ikke i ansvar sættes i forhold til evangeliet, går det galt. Bevares, Thorkild Grosbøll er en begavet, belæst og velskrivende mand. Han bryder sig tydeligvis ikke om "nationalchauvenismen", Søren Krarup eller Bent Jensen. Han balancerer ofte på kanten af at politisere fra prædikestolen og dermed opsplitte menneskeheden lige så meget i får og bukke, som han anklager andre for at gøre. Men han skriver også interessant og tankevækkende om erindringens betydning, om den kritiske tradition i Europa, om den unge frihedskæmper Kim Malthe-Bruuns rørende og frisættende afskedsbreve og om Balkan.

Men kristen forkyndelse bliver det aldrig, fordi det først og fremmest handler om menneskelivet her og nu. I Guds fravær.

Det findes der et glimrende ord for: humanisme. Thorkild Grosbøll har meget på hjerte og kunne sikkert være blevet en glimrende højskolelærer. Men frem for selviscenesættende at ende som præsten, der ikke troede på Gud, burde han huskes som manden, der ikke skulle have været præst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu