Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Er Perssons nye krimi monet spørgsmål om køn?

Leif GW Perssons nye krimi er velkonstrueret, men man skal måske være mand for fuldt ud at sætte pris på den
Kultur
16. april 2009

"'Et eneste ord mere fra dig, din lille smatso, så skal jeg gøre dig til parkeringsvagt. I Chile', tænkte han og stirrede olmt på Hernandez."

Hvis ovenstående citat, der blot er et enkelt af de mange hundrede glimt af kriminalkommissær Evert Bäckströms tanker i Den der dræber dragen, skulle være for hård kost for danske krimilæsere, så er der ingen grund til at læse med længere. Svensk krimilitteraturs midaldrende enfant terrible, Leif GW Persson, har nemlig gjort det igen: skruet et aldeles fornemt krimiplot sammen, men på godt og ondt også udsat historien for sin fede, racistiske, storsexistiske og på alle måder usympatiske antihelt i skikkelse af den stærkt korrupte Evert Bäckström.

Bäckström, der efter en tid i både Rigsmordkommissionen og hittegodskontoret er endt hos kriminalpolitiet i Solna, kaldes en morgen ud til et tilsyneladende banalt drab, hvor den ene drukkenbolt formodes at væres dræbt af den anden. Bäckström, der er i gang med et kortvarigt forsøg på livsstilsændring med slankemad og ingen sprut, får hurtigt lejlighed til at teste en stribe af sine favoritfordomme.

Her er både fordrukne finner, lebber, lapsataner, skabssocialister og alt det andet, Bäckström - i en slags vulgær udgave af Olsenbandens Egons berømte tirader - lader vælte ud over læserne. Det banale drab er naturligvis ikke spor banalt, og inden længe har Bäckstrøm knyttet tråde til den lokale mafia. Hvidvaskning af penge, skjulte millionformuer, en enkelt rocker og småfordrukne ældre svenske mænd er ingredienserne i den veloplagte kriminalhistorie. Undervejs når Bäckström at blive politihelt og fyringstruet på stort set samme tid, og læseren trakteres til overflod med indblik i det bäckströmske seksuallivs detaljer.

Eminent plotkonstruktør

Leif GW Persson er ud over at være forfatter mest kendt for sin perfide og ind i mellem berettigede kritik af svenske femikrimi-forfattere. Når han som her er bedst, er han en eminent plotkonstruktør og en særdeles velskrivende forfatter. Dermed også tak til den dygtige danske oversætter Bjarne Nielsen. Perssons billeder af åndsniveauet i fordrukne og stærkt mandschauvinistiske politikredse er formentlig uhyre præcist, men tonefaldet er efter temperament enten stærkt underholdende eller klart for meget. Valget mellem, om man skal brække sig over de vulgært stupide udgydelser eller overgive sig og gnække af grin, kan være et spørgsmål om køn.

Evert Bäckström er uden tvivl prototypen på alt, hvad feminister hader ved mænd. Ikke alene er han så plat og vulgær, at det skriger til himlen, men hvad værre er, han slipper mirakuløst fra sin småsnydende, helkorrupte adfærd.

I forrige roman, Linda - som i Lindamordet, var plottet så svagt, at kommissærens rædsomme væsen overskyggede alt andet, men i Den der dræber dragen er det nærmest omvendt: Et stærkt plot med en velturneret historie gør, at man kan holde Bäckström ud, og indimellem må man tage sig selv i at grine højlydt med, når den lille fede slambert endnu engang slipper af sted med det utroligste. 1-0 til Persson & Bäckström - kvalmen over det utålelige kvindesyn, de repræsenterer, er overtrumfet af latteren og det velskrevne plot.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her