Læsetid: 3 min.

Pointen, der blev tryllet væk

Salman Rushdie har skrevet en ambitiøs og kulørt roman, der måske gemmer på en pointe bag sin enorme research og rige fantasi
Salman Rushdie har skrevet en ambitiøs og kulørt roman, der måske gemmer på en pointe bag sin enorme research og rige fantasi
30. april 2009

Historier kan som bekendt være farlige for den, der fortæller dem. Det erfarer hovedpersonen i Salman Rushdies 10. roman, Fortryllersken fra Firenze, der udkommer på dansk i dag.

Niccoló Vespucci, der kalder sig Agostino efter en barndomsven, er en ung og eventyrlysten mand fra Firenze, "der var blevet drevet ud ad sin egen dør af beretninger om undere og i særdeleshed af én, en historie, som ville kunne gøre hans lykke eller koste ham livet".

Ombord på et skib på vej til Indien dræber Agostino kaptajnen og stjæler hans breve fra Dronning Elizabeth. Disse giver ham adgang til den indiske stormogul Akbars hof, hvor han introducerer sig som Mogor dell'Amore, kærlighedsmogulen, og begynder at fortælle sin historie om Quara Köz, også kaldet Prinsesse Sorte Øjne ...

En god muslim

Akbar, der er baseret på virkelighedens mogul af samme navn (1542-1605), er i Rushdies optik en intelligent og magtfuld mand med hjerte på rette sted og en håbløs drøm om et samlet Indien.

Han er ganske tydeligt romanens moralske kompas, og i sin nysgerrighed efter at høre mere om fremmede kulturer og i sin konstante undren over magtens og ikke mindst religionens væsen tangerer han velsagtens forfatterens drøm om en god muslim - "han ville for eksempel gerne undersøge, hvorfor man skulle holde fast ved en religion, ikke fordi den var sand, men fordi det var ens forfædres tro".

Med dette in mente forstår vi, hvorfor Akbar ikke sådan uden videre slår Agostino Vespucci/Mogor dell'Amor ihjel, selv om folk omkring ham opfordrer ham dertil. Tværtimod, den energi, Agostino udstråler, og det vid, hvormed han opruller sin historie, får hen mod romanens slutning Akbar til at spekulere i, om han skal tage fortælleren til sig som sin søn.

Inden da skal Akbar naturligvis først beslutte, om han overhovedet vil stole på den historie, Agostino har fortalt; om han - for nu at skære det ud i pap, og hvis ellers jeg har forstået, hvad det hele handler om - vil lade sig lokke til at anerkende, at den europæiske kultur har noget at byde på: "Hvis én fremmed kunne blive mogul, så ville alle fremmede med tiden kunne blive det," som han advarer sig selv.

At det er sket den modsatte vej - at Europa har ladet sig friste af Østen - underbygger Agostinos historie. Den handler om, hvordan den ene af Agostinos to barndomsvenner henter nævnte Quara Köz med sig hjem til Firenze, efter at han har ernæret sig som krigshelt i det fjerne Østen.

I det italienske fortryller hun byens mænd, deriblandt Agos anden barndomsven, forfatteren Machiavelli, hvis depressioner vender tilbage, da han forlades af Köz.

Også Akbar forelsker sig i Köz. I historien om hende, jovist, men det forhindrer ham ikke i at skifte hende ud med hans favorit i haremmet, Jodha - der i øvrigt heller ikke findes, men er et resultat af mogulens forestilling om den perfekte kvinde -

Derved er vi fremme ved de satiriske og indimellem inciterende koldbøtter, Rushdie har gjort sig gennem hele forfatterskabet: Vil du nærme dig et svar på, hvorfor kulturer, der har så meget tilfælles, bruger al deres energi på at bekrige hinanden, så start med at spørge dig selv, hvem der har patent på historierne, på sandheden.

Alt dette som nævnt hvis jeg har forstået pointen med Fortryllersken fra Firenze.

Hårdtarbejdende læsere

Rushdies Midnatsbørn (1981) er i mine øjne et hovedværk i moderne britisk litteratur, Maurens sidste suk (1995) er heller ikke dårlig, men denne gang - som også i flere andre af forfatterens senere værker - har ideerne og den megen research druknet både det bærende plot og den bærende pointe.

Som en amerikansk anmelder skrev sidste år, da romanen udkom på engelsk, så er det, som om læseren skal gøre alt det, forfatteren egentlig burde gøre: arbejde hårdt med at få tingene til hænge sammen og give mening.

Læg dertil, at langt de fleste af romanens figurer, også dem, der er et resultat af en persons fantasi, optræder under flere navne, som det kræver tålmodighed at holde rede på.

Jeg indrømmer således, at jeg kan have misset noget, også fordi jeg ganske enkelt atter blev fortryllet af Rushdies lingvistiske nerve. I Fortryllersken fra Firenze er den sikkert fanget af Thomas Harder, der må havde været på hårdt arbejde. Derfor fortryder jeg trods alt ikke, at jeg brugte et par aftener på Fortryllersken fra Firenze.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu