Læsetid: 3 min.

Pop-visionernes tempel

Hvad stiller man op med musikstudiets mageløse muligheder? I danske Oh No Onos tilfælde triller man med mønter, spiller i vand og maler et imponerende pop-album, som vækker mindelser om musikhistoriens helt store studievisioner
Oh No Ono mister aldrig sangen af syne på -Eggs-, ja, det er faktisk oplagt at udgive en unplugged version af albummet, med drengene samlet om et par akustiske guitarer, et lejrbål og en mikrofon, mener anmelder Ralf Christensen.

Oh No Ono mister aldrig sangen af syne på -Eggs-, ja, det er faktisk oplagt at udgive en unplugged version af albummet, med drengene samlet om et par akustiske guitarer, et lejrbål og en mikrofon, mener anmelder Ralf Christensen.

20. april 2009

400 spor nåede danske Oh No Ono op på under mixningen af deres nye album. 400. Fire hundrede. Altså et til en akustisk guitar. Et til en sangstemme. Og så 398 ekstra spor til det løse.

Til sammenligning indspillede Cowboy Junkies albummet The Trinity Sessions i en rundkreds omkring én mikrofon i en kirke i Toronto i 1987. Og da Beach Boys lavede deres komplekse hovedværker i 60'erne havde de otte spor til deres rådighed. Så blev der så også mixet ned. Altså: Fire spor med orkesteroptagelser blev samlet på ét spor, og så indspillede man seks vokalspor og gemte et enkelt overskydende spor til det dér magiske ekstra.

I mellemtiden har computerteknologien gennemtrængt alle aspekter af en musikproduktion, og fysiske begrænsninger er bare so 20th century.

Hvad stiller man så op med teknologiens mageløse muligheder? Well, i Oh No Onos tilfælde mixer og drømmer man sig til et dybdeperspektiv og en grandeur af vild ambition. Det magiske ekstra på Oh No Onos andet album Eggs er et væld af labre detaljer, en endeløshed af muligheder forløst med både excentricitet, humor og vision. Vand, der strømmer, mønter, der triller til ro, kirkeorgel, kolossale kor og orkestre komplet med strygere, pauker, glockenspiel, hele pibetøjet og flere steder: duer, der kurrer. Jep.

Forunderlige hvin

Da den Aalborg-fødte kvintet debuterede med ep'en Now You Know Oh No Ono i 2005 og året efter præsenterede debutalbummet Yes blev ordet helium taget flittigt i brug i beskrivelsen af forsanger Malthe Fischers lyse stemme, og her på Eggs befinder vi os da også højt i registeret, så højt, at det nogen gange hviner på de forunderligste måder. Men det er kun et af mange svimle elementer på dette stort tænkte og fornemt forløste album.

Oh No Ono og medmixer Anders Schumann holder sig ikke for fine til at panorere guitarsoli rundt i stereospektret eller køre stemmer og instrumenter baglæns. Som i 60'erne. Og det er nærliggende at sammenligne med historiens mere overdrevne produktioner. For eksempel fra dengang i 70'erne, hvor Roy Thomas Baker måtte klippe stadig flere 'Galileo' fra Freddie Mercury ind på spolebåndet, der indeholdt Queens kommende klassiker "Bohemian Rhapsody". Til sidst lignede båndet "et fodgængerfelt med zebrastriber, der susede rundt", som Baker erindrer i bogen Good Vibrations.

Man kan sagtens fortabe sig i studiets muligheder, måske mere end nogensinde før i dag, hvor man ikke behøver døje med spolebånd og båndsplejsninger, men bare tilføjer et ekstra spor i computeren eller udfører lidt cut and paste via tastaturet.

Muligheden for at stirre sig blind i mulighederne er enorm. Det er bare ikke sket for Oh No Ono, selv når de er oppe at støde i 400 spor. De mister aldrig sangen af syne på Eggs, ja, det er faktisk oplagt at udgive en unplugged version af albummet, med drengene samlet om et par akustiske guitarer, et lejrbål og en mikrofon. For perspektivets skyld, og fordi sangene fungerer i sig selv. Fordi melodierne dirrer af overskud, ide, musikalsk fotosyntese.

Udfolder lærredet

Men samtidig er Eggs også en fremragende studievision, der vækker mindelser om de helt store af slagsen fra Beatles, Beach Boys, Queen. Tag den helt forrygende "Swim" som et glitrende eksempel på, hvordan Oh No Ono bruger studiet og teknologien til at male musik med. Hør hvordan lærredet folder sig ud bag Malthe Fischer efter det første vers og afslører tre dimensioner: Med arabisk svungne strygere med hilsen til Nigel Godrichs arbejde for Radiohead og Beck. Og så Beach Boys-dundrende pauker og endelig det fulde orkestrale udtræk, der blæser taget af lydrummet. "I'm swimming all the time/I'm swimming for my life". Forpustet når man b-stykket, hvor små detaljer sitrer og kratter i øret, før der strippes helt ned til et klaver.

Man får vejret i de intime sekunder ved tangenter, før lærredet foldes ud til orkestralt maksimum igen. I mine ører er "Swim" en nyklassiker in spe. Og dem lyder det som om, der er flere af på Eggs.

De må have hørt mange plader, fra et bredt spektrum af troldmænd, før de forsvandt ned i studiets malstrøm. De er gået til arbejdet med en løbsk kreativitet, men har alligevel fået den bundet op i smukt svungne kreationer.

Og ambitionerne om at finde ny skjulte skatkamre i popmusikken har altid gjort Oh No Ono til et krævende og interessant bekendtskab, men denne gang har anstrengelsernes vej ført kvintetten helt inden for i pop-visionernes tempel. Som jeg kun kan anbefale at besøge med hovedtelefoner om kraniet - for at få blæst sidstnævnte sønder og sammen på smukkeste vis.

Oh No Ono: 'Eggs' (Morningside Records/Playground). Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer