Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Prinsen fra stjernerne og syndens by

Moralske eventyr og hårdkogt naturalisme i nye tegneserier
Kultur
23. april 2009
Moralske eventyr og hårdkogt naturalisme i nye tegneserier

Antoine de Saint-Exupéry var fransk krigsflyver og forfatter i eksil i New York, da han udgav sin allegoriske fortælling Den lille prins i april 1943. Bogen var blevet til efter opfordring fra hans forlægger, for selv var Saint-Exupéry mere optaget af den tyske besættelse af Frankrig og sit forsøg på at slutte sig til de allierede styrker i Nordafrika. Lidt over et år senere var han død, formodentlig skudt ned af tyske jagere over Middelhavet under en rekognosceringsmission - uden at ane at den lille bog med hans egne naive tegninger skulle opnå decideret klassikerstatus.

Nu er Den lille prins også udkommet som tegneserie. Selvfølgelig, fristes man til at sige, for det er vel en indlysende kommerciel fidus at udnytte den popularitet, bogen har haft hos generationer af læsere. Imidlertid blev tegneserien udnævnt til årets bedste album for børn og voksne på den vigtige tegneseriefestival i Angoulême, og bagmanden er ingen ringere end Joann Sfar - en tegneserieskaber fuldt på niveau med det forlæg, han har kastet sig over.

Joann Sfar er sammen med navne som Lewis Trondheim og Christophe Blain - der besynderligt nok ikke er udgivet på dansk - et fyrtårn i den nye bølge af fransksprogede tegneserier, der repræsenterer en fornyelse af mainstream og den tradition fra Tintin, Asterix, Lucky Luke med flere, som ellers for længst var dømt blodfattig og udlevet. Sfars hovedværk er den mesterlige Rabbinerens kat, men den udgør kun toppen af isbjerget, for hans voldsomme skaberkraft gør ham til en veritabel énmandsgeneration, hvis uhørte produktivitet ville få selv den mest skamløse trivialforfatter til at blegne. Den lille prins er vel nok Sfars mindst interessante værk, men det er dog et vellykket forsøg på at overføre en elsket klassiker til et nyt medie, og den er, som alt hvad Sfar rører ved, præget af rastløs energi og overraskende originalitet.

"Jeg har levet længe blandt voksne," fortæller historiens krigsflyver på seriens første sider. "Jeg har set dem på meget nært hold. Det har ikke forbedret mit indtryk af dem." Piloten er nødlandet i ørkenen, og et sted i baggrunden lurer krigen, da den lille prins viser sig for ham og beder ham om at tegne sig et får. På mange måder er historien et eventyr for voksne, og dens budskab bliver meget klart formuleret ved flere lejligheder, for eksempel af en ræv i en oase: "Man ser kun klart med hjertet. Det væsentligste forbliver skjult for øjet."

Historien er således en smuk hyldest til naiviteten og fantasien, men den er også udtryk for en dybt romantisk dyrkelse af uskylden og en til tider patetisk afsky ved voksenverdenens fornuft og rationalitet. Joann Sfars fortjeneste er egentlig, at han på én gang er loyal over for forlægget og samtidig - fordi han fortæller historien i et helt andet medie - lader historien dominere over budskabet. For de, der aldrig rigtig har ladet sig forføre af Den lille prins på grund af historiens vel stive moraliseren og naive syn på barndommen, vil Sfars version nok være nemmere at gå til. Og for de, der i forvejen elsker prinsen fra stjernerne, vil det være et kærkomment gensyn med en gammel ven, der faktisk tager sig forbavsende godt ud i den gennemillustrerede udgave.

Personlighed opgivet

Også den oprindeligt chilenske Alexandro Jodorowsky har arbejdet med at forny den franske mainstream-tegneserie. Hans udgangspunkt er et helt andet - filmverdenen og surrealismen - men fra han i midten af 1970'erne mødte tegneren Jean Giraud (også kendt som Moebius) i Paris, har hans mest vellykkede kunstneriske platform nok været tegneserien.

Bedst kendt er deres samarbejde om den Blade Runner-agtige science fiction-serie John Difool om en sølle privatdetektivs oplevelser engang ude i fremtiden. Her formåede Jodorowskys obskure interesser for fantasy, religion, surrealisme og satire at forene sig til et hovedværk i 1980'ernes europæiske tegneserie. Siden har han forsøgt at udvide universet, og i samarbejde med tegneren Janjetov har det blandt andet resulteret i Før inkalen, der nu foreligger på dansk.

Der er tale om en coming of age-historie om den unge John Difool, der bliver privatdetektiv efter modvilligt at have medvirket til at angive sine småkriminelle tabervenner. Historien foregår i en fremtid styret af "den neuroemotionelle kirke", hvor borgerkrig og nød er reduceret til kulørte indslag i en medieskabt pseudoverden. Alt sammen elementer, man genkender med glæde fra John Difool, men som her er fortalt episodisk og energiforladt og iscenesat af en tegner, der har opgivet sin personlige identitet til fordel for en flad og uinspireret efterligning af forbilledet Moebius.

Desillusioneret

Inspirationen fra den hårdkogte detektivfortælling er åbenlys i Før inkalens futuristiske noir-univers. Det samme gælder i amerikanske Frank Millers serie om Sin City, hvor vi er nået til syvende og tilsyneladende sidste bind.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Miller står i gæld til de hårdkogte kriminalforfattere fra mellemkrigstiden, fra pioneren Dashiell Hammett over mesteren Raymond Chandler og til den underlødige Mike Hammer. Men lige så meget er det efterkrigstidens paranoide noir-forfattere, som Jim Thompson og David Goodis, der lurer i kulissen. Med andre ord et råt og kynisk univers, hvor civilisationen kun er en fernis, og menneskene er styret af drifter, de ikke formår at kontrollere.

Hos Miller er det byen selv, der er gjort til hovedperson. I de klassiske forbilleder ligger storbyen hele tiden som en støjende, lysende, pulserende organisme, der akkompagnerer og initierer nattens gerninger, men i Sin City får byen sin selvstændige stemme. Miller afsøger sit fiktive sted for personer, hvis skæbner han vælger at dykke ned i for en tid, hvorefter fortællingen bevæger sig videre. Det hele trækkes hårdt op i en nærmest træsnitsagtig sort-hvid grafik, der antyder tomhed og fravær af menneskelighed. Store, ensartede flader, streger og skygger af sort danner storbyens rammer og får alt til at virke overvældende, bastant og truende.

Sidste bind i serien om Sin City er langtfra så friskt og pågående som de første, men Frank Miller viser sig stadig som en desillusioneret naturalist, hvis kuldslåede blik på tilværelsen overbeviser alene i kraft af sin vilje og energi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her