Læsetid: 4 min.

Som sand i skoene

Eller som en knivspids mod din hud. 'Forbrændt' på Skuespilhuset er følelsesstærkt og fysisk teater om borgerkrig - og en krimi om kærlighed på trods af alt
Eller som en knivspids mod din hud. 'Forbrændt' på Skuespilhuset er følelsesstærkt og fysisk teater om borgerkrig - og en krimi om kærlighed på trods af alt
6. april 2009

Man får sand i skoene nede i Skuespilhuset. Søren Sætter-Lassens uforligneligt morsomme humanist-advokat får endda så meget sand i skoene, at han tager dem af og hælder ørkenhilsenen ud med en nobel håndbevægelse.

Vi andre sidder på de orangerøde tilskuersæder og mærker sandet krybe imaginært helt op til anklerne. Sammen med klumpen i halsen. Fordi vi bliver præsenteret for teater, der sætter sig i kroppen lige så meget som i tankerne.

Forbrændt er den første egentlige mainstreamforestilling på Skuespilhusets Store Scene. Altså mainstreamteater fra det nye årtusind med politisk bid. Omdrejningspunktet er vores reaktion på volden i verden: Skal vi slå igen og slå ihjel - eller skal vi forhindre, at flere slår?

Den libanesiske forfatter og teaterinstruktør Wajdi Mouawad skrev stykket i 2003. Selv flygtede han i 1977 som ni-årig med sin familie fra borgerkrigen i Libanon, først til Frankrig og siden til Canada, hvor han nu er leder af det franske teater ved National Arts Centre i Ottawa.

Mouawads stykke tager udgangspunkt i borgerkrigens grusomheder. Når stykket alligevel virker som mainstreamteater, er det, fordi det er så fokuseret på sit eget plot - akkurat som en krimi, der hele tiden lægger spor ud, der helst skal samle sig i andre mønstre, end dem læseren umiddelbart tror. Denne forestilling præsenterer i hvert fald hele tiden nye afsløringer om den afdøde mor til et tvillingepar, der sidder hos advokaten for at få oplæst testamentet. Og jo, forbryderen afsløres først til sidst...

Franske svirp

Handlingen er ret utrolig, men så overlegent overkomponeret, at man ikke kan lade være med at lade sig rive med. Dens ordvalg er så stramt, at den enkelte replik efterlader dybe spor i sandet - ciselerede som eventyrlige ornamenter, arabiske i eventyrtonen og i de omstændelige begravelsesritualer, men med et fransk svirp af humoristisk elegance: "Barndommens kniv, man får stukket i struben, den er ikke let at trække ud..." Og oversætteren Jesper Kjær trækker med kirurgisk præcision velvalgte ord ud af det danske vokabularium - lige fra 'pikhoved' til 'kadence'.

Instruktøren Rune David Grue har valgt en nøgtern, men også meget fysisk spillestil, som regel med mennesker stående eller løbende; lidt som i hans Dukovskij-tolkning af Som brødre på Plan-B forrige år. Og scenografen Karin Betz har skabt en mellemøstlig sandverden af lys og uendelighed - og fængselsdøre med numre.

Rekvisitterne er våben, selvfølgelig, men også nogle zinkspande, der får mere og mere makabert indhold, efterhånden som stykket skrider frem. Hertil har Lasse Lyngbo og Saima Imran komponeret storbylyde og ørkensus og kvindesang, der omringer forestillingen for ørerne med samme snert af ubehagelig sandhed, som også gemmer sig i Signe Kroghs videodesign og i Linus Fellboms støvede lyssætning, hvor lys bringer angst.

Skuespillerne fungerer virkelig som et ensemble, allesammen med markant fysisk tilgang til teksten. Det er i kroppene, at moderens grufulde fortid afspejles. Jovist, detektiv-tvillingerne bliver hovedpersoner. Både den bragende stærke Heidi Colding-Hansen, der spiller tilknappet kvinde med modersavn i mundvigene - og en ordløs trods nede i ben, der bare spurter og spurter. Og den lillebrorsvage Paw Henriksens hold-mig-udenfor-dreng med et vigende blik og en uformuleret trang til at bokse verden synder og sammen.

Autentisk smerte

Men det er moderskikkelsen, som har nøglen til forestillingens sår: Den unge mor, som Marie Brolin-Tani spiller med en skælvende lethed og med en rørende, autentisk smerte over barnet, som tages fra hende - og som hun må bruge resten af sit liv på at finde.

Den 40-årige mor, som Birgitte Simonsen giver en besk erfaring og en håndfast styrke, der både imponerer og afvæbner. Og den 60-årige mor, som Helle Hertz spiller med livserfaringens sprødhed og erindringens forbandelse: Tre skønne kvinder med urkraft og uophørlig stædighed. Suppleret af Marie Louise Willes vilde desperadoveninde, der med trofastheden drejet ind i det krøllede hår forsvarer kvinden med en svigtet krop i evigt selvforsvar.

Alligevel havde stykket ikke løftet sig op over plotkonstruktionen og det realistisk filmnære, havde det ikke været for Jens Jørn Spottags forrygende, morsomme kommentator. Først er han sygehjælper, så er han barndomsven, så er han fangevogter...

Spottags groteske komik er aldeles vederkvægende og helt minimalistisk: En håndbevægelse eller en fodslæben, så har personen ramt tilskuerøjet som en sandkorn. Og som skuespilpræstation betragtet udført med en ydmyghed og en præcision, som netop gør birollen til en hovedrolle i hver eneste scene.

Desuden har den kønne yngling Toke Græsborg to afgørende biroller, som han får til at lyse med indædt følelsesintensitet: Her er en mand, dine øjne også gerne vil huske.

Modbydeligt nærvær

Egentlig er bøddelrollen altid den sværeste, netop fordi man så gerne som skuespiller - og som tilskuer - vil finde den formildende omstændighed, som kan forsvare, at et menneske piner et andet menneske. Her har den to meter superman-høje Peter Plaugborg et sjældent talent for at gå ind i modbydelighedens natur, akkurat som han gjorde det i 12 møder med et vidunderbarn på Odense Teater sidste sæson. Uden fortrydelse eller bortforklaring, men til gengæld med et tidstypisk selvoptaget og overforstørret nærvær i nuet. Ækelt og pågående.

Dermed danner Peter Plaugborg et perfekt modbillede til Søren Sætter-Lassens raffinerede retoriker, hvis komik udspringer af dannelsesfortiden og menneskerettighedsjuristernes teoretisering.

Sætter-Lassen kan pege med en finger eller holde en vandkande, så alle skriger af grin. Men han kan også tømme sin sand for sko, så sorgen over et helt århundredes krige glider ud sammen med den gråhvide rislen.

Det er skuespilkunst, når det er mest umærkeligt - og allermest værd at lægge mærke til. Scenekunst, der sætter sig. Som det sand, der alligevel er tilbage mellem tæerne, når man har tømt skoen.

Forbrændt. Skuespil (Incendies) af Wajdi Mouawad. Oversættelse: Jesper Kjær. Iscenesættelse: Rune David Grue. Scenografi: Karin Betz. Lys: Linus Fellbom. Video: Signe Krogh. Musik: Lasse Lyngbo og Saima Imran. Skuespilhuset. 50-345 kr. Til 24. maj.

www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu