Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Selvbebrejdelser uden raseri

Man kan godt barbere sig under armene og alligevel stå af på anti-heltinderne i chick lit-genren inklusive Stockmann og Njor, der trods alt satser og har fået uforstilt forvirring og smerte med i deres nye bog
Camilla Stockmann og Majse Njor leverer kendte dilemmaer i velskrevet indpakning.

Camilla Stockmann og Majse Njor leverer kendte dilemmaer i velskrevet indpakning.

Kristine Kiilerich

Kultur
3. april 2009

En rodbehandling kalder de to speedskrivende, humoristiske og konstant selvironiske rejekællinger Maise Njor og Camilla Stockmann deres nye email-korrespondance Charlie Hotel Oscar Kilo. Og en sådan skal jo som bekendt gøre ondt.

Deres første bog, Michael Laudrups tænder, blev båret igennem af sprogligt overskud, drive og en underholdende beskrivelse af kvindelivet, der ramte solar plexus hos Nynne- og Bridget-segmentet, som mener, at man godt kan barbere sig under armene og have holdninger samtidig. Efterfølgeren er ganske rigtigt mere alvorlig.

I Michael Laudrups tænder skulle Njor og Stock-mann finde hinanden gennem en hæsblæsende korrespondance. Nu skal de finde sig selv som dels gravid, senere nybagt mor, og ditto til tre, stærkt på vej mod de 40, med ombygget hus i en nordlig forstad, der stadig er den sidste, som forlader festen, men ikke har overskud til at have sex med sin mand.

Og midt i de to kvinders anden omgang mailudveksling, nærmere bestemt der, hvor de diskuterer, hvilken kønsbehåring etiketten byder, når man føder, siger Njors mand, at han vil flytte, i hvert fald for et stykke tid ...

Njor rammer noget i sine beskrivelser af den forvirring, der kan opstå, når livet er på skinner med børn, mand og hus. I hvilken retning skal man så stræbe, når det meste handler om sliddet med fortsat at få det til at fungere og dernæst finde overskuddet til at føle sig, tja, hvad var det, der var meningen med det hele:

"Jeg er kun mig selv, når jeg leger med børnene, sover eller er på toilettet. Resten af tiden har jeg det, som om der er en løs forbindelse, der knitrer, så der kommer alle mulige mennesker ud af min mund."

Njor erkender, at hun har givet sin mand for meget plads, for det var, hvad hun selv ville have. Det, manden i virkeligheden ville have, var sikkerhed, tryghed og masser af sex.

Njor erkender, at hun var kæphøj i den første emailbog, sårede andre, fordi hun blev for optaget af projektet. Hun er ikke kæphøj længere, snarere "kæplav" - bogen har sine sproglige finurligheder.

Hun er blevet den kliché, hun frygtede, hende på 39, der tabte kærligheden på gulvet. Som barn i den første genneminstitutionaliserede generation troede hun, at alt kunne planlægges. Og mændene, dem kan man ikke give skylden. Hvis en butler byder sig til, hvorfor så sige nej. De har det også svært, mændene, for de har ingen rollemodeller at se op til, efter patriarkatet i hvert fald i storbyfamilien blev afskaffet.

Der står naturligvis mere på spil for Maise Njor, og hun står dermed for bogens bedre momenter. Og det skal siges til hendes ros, at hun har haft modet til at udgive en stor smerte, at blive forladt og påtage sig sin andel af ansvaret for det indtil videre kuldsejlede ægteskab. Den selvbevidste og iscenesatte facebookagtige-opdatering viger til fordel for den ucensurerede smerte og forvirring. Og så alligevel, for Njors mand forbyder hende at skrive mere om ham, da bruddet er en realitet. Og så kan vi jo ikke rigtigt få at vide, hvorvidt hun også synes, han er et stort svin, fordi det kun er muligt at læse om Njors forsøg på at finde sig selv i en bedre udgave og få sin mand tilbage.

Stockmann skal langsomt vænne sig til at undvære barstole, branderter, arbejde på avisen og nattesjov. Hun er bange for det forestående forældreskab. Stockmann, der mener sig forvekslelig med en fed rådhusdue, føder et æg på 4.345 gram, og efter barselsorloven skal hun tilbage til virkeligheden. Hun konstaterer, at hun elsker både sit barn og sit arbejde og "flytter ind i umuligheden".

Over for Njor, der bliver mere og mere "slatten", forsøger hun at komme med opmuntringer a la "nogle gange er man nødt til at ændre sig selv og sit liv for at kunne bevare sig selv og sit liv."

Slangen i paradis

Det er kendte dilemmaer i velskrevet indpakning, men bogen er alligevel for det meste kedelig som i bla...bla...bla, og efter endt læsning er det svært at huske, hvad man egentlig tyggede sig igennem. De første otte sider går for eksempel med udvekslinger om mulige navne til Stockmanns førstefødte. Man kan godt barbere sig under armhulerne og alligevel stå af på Bridget, Nynne og alle de andre anti-heltinder i chick lit-genren.

Camilla Stockmann og Maise Njor er ikke blevet bitterfisser som deres svenske medsøstre. De er ikke rasende over, at en ligestilling, man tog for givet, er 10 fede rådhusduer på taget og ingen i hånden. For sådan ser de det ikke. Selvudlevering er ok.

Det handler, som Njor også har sagt, om at vise andre, at de ikke er alene. Men når raseriet og det feministiske opgør med undertrykkelse ikke er en del af projektet, bliver det også mærkelig meningsløst. Det bliver ved ironiseringen over præstationen, mens der ingen analyse er af selvbebrejdelserne. Det er ikke mændenes skyld, så hvis man ikke synes, man lykkes, er det åbenbart ens egen skyld, når nu ingen lægger én hindringer i vejen.

Og det er ikke, fordi man ikke må skrive en personlig bog og straks skal have mærkatet 'navlepillende, småklynkende narcissist', hvis man gør det uden politiske målsætninger. Hvis Njor ikke er vred, skal hun jo ikke være det. Men er det, fordi hun ikke vil ødelægge festen og lukke slangen, vreden, ind i det paradis, (valg)friheden skulle være? Den slags refleksioner savner man. Hvordan kommer vi videre?

Det er, som stuntmanden Lasse Spang Olsen citeres for i bogen, "nogle gange svært at være gift. Men det er absolut besværet værd. Hvilket der desværre er mange, der først finder ud af, når det er for sent og meget, meget mere besværligt."

Vælg din skæbne: Det er mega utrendy og måske ikke værd at skrive selvbevidst hjem om, men måske nok at knokle for.

Maise Njor og Camilla Stockmann: Charlie Hotel Oscar Kilo. Gyldendal. 232 sider. kr. 199

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her