Læsetid: 5 min.

Sorgløst ud ad livets landevej

Med den åbne landevej som eviggyldig metafor gør Neil Young på endnu et middelgodt album en slags status over, hvor vi er på vej he
6. april 2009

»Just singing a song won’t change the world«

Neil Young, 2009

Okay. Jeg stiller mig foran pladereolerne (de rigtige, dem med vinylerne), lige dér hvor Y begynder. Anal til fingerspidserne (De må se det for Dem!) står skiverne både alfabetisk og kronologisk samt naturligvis genreinddelt; rytmisk musik for sig og partiturdrengene derovre ved døren ved siden af filmmusikken og diverse kompilationer. Havde jeg ikke den slags at beskæftige mig med, blev jeg givetvis tvunget i clinch med det såkaldt ’virkelige’ liv. Gud forbyde det! Nå, der står jeg og glor; Yardbirds; Yazoo; Yeah Yeah Yeahs; Yello; og der har vi guddødeme Y Can’t Tori Read på fucking farvet vinyl; Dwight Yoakam, Thom Yorke og den store saxgud Lester Young ... og så lige en hyldemeter med manden, der af de fleste kendes som Neil Young, selvom hans kælenavn vist nok er ’Shakey’; sikkert er det i hvert fald, at når han beriger verden med endnu én af sine rædselsfulde ’films’, kalder han sig Bernard Shakey. Der er sikkert en pointe dér.

Det er til at få tårer i øjnene af, så smukt er det syn, der åbenbarer sig for mine øjne: Alle mesterens klassiske albums fra 1969 til 1995 står her og vigter sig; dertil kommer så en serie seriøse turkeys, hvoraf flere er så dårlige, at de kun er opkøbt, fordi det ikke var muligt at stoppe samlermanien, da den først gik i gang – man er vel kompulsiv! For kan Neil Young kaldes mange ting, hører kunstnerisk konsistent ikke til blandt dem. Det er både en del af charmen OG smerten ved at være Young-fan – et begreb som kvalitetskontrol har ingen ødelæggende virkning på mandens nattesøvn, det er sikkert. Af en kunstner, der har udsendt alle sine plader på multinationale pladeselskaber, udviser han konsekvent dødsforagt for det købmandsagtige aspekt ved rock. Som der synges et sted på hans seneste opus, Fork in the Road: »I’m a big rock star/ My sales have tanked/ Thanks!/ Download this/ Sounds like shit.«

Sådan er det gået mangen en babyboomermusiker, og det er naturens orden i en verden og en branche, hvor neofilien raser, og ungt kød i ét væk ofres på rotationsalteret. Fred med det – hvad vil blive stående, når støvet har lagt sig? Helt ærligt – who cares? Vi er jo døde til den tid.

Kursus for nytilkomne

Ikke desto mindre kommer her et lynkursus i langtidsholdbare skiver for den nytilkomne Young-fan: Manden debuterede som solist for præcis 40 år siden med et for ham ualmindeligt poppet album, der blot bar hans eget navn. Han havde da en fortid i grupper som The Squires, The Mynah Byrds og ikke mindst Buffalo Springfield, sidstnævnte et fint lille pop-rockband, der udsendte tre gode albums i løbet af to år. Efter den søgende debut søsatte Young den trilogi, han mere end noget andet huskes for og forbindes med: den elektrisk fremadstormende Everybody Knows This Is Nowhere (1969), der introducerede hans on and off-backing band Crazy Horse – rockens svar på grovfilen – for en undrende verden, det afvekslende og poetisk mættede After the Goldrush (1970) og endelig 1972’s kommercielle blockbuster, Harvest, der beviste, at der boede en lyrisk countrysanger et sted inde i denne lemmedaskende canadier. Og så kom det første bevis på, hvor kontrær

Young egentlig er (og ufortrødent fortsætter med at være) – det skrækkeligt ujævne soundtrack til hans første møgfilm Journey Through the Past (1973) og det gode mere substantielle, men til gengæld vildt dystre livealbum Time Fades Away, som nok skulle få jaget de sidste kunder på udkik efter en Harvest 2 ud af butikken!

Derefter fulgte den kulsorte midthalvfjerdsertrilogi On the Beach (1974), Tonight’s the Night og Zuma (begge 1975). Med dem beviste han sig i stand til at udfylde det tomrum, der fandtes på datidens musikscene, mens vi ventede på noget – hvad som helst/et eller andet! – der kunne udfylde samme. Det kom anno 1976-1977 som en tidevandsbølge, der gik under kodenavnet ’punk’ ... og Youngs respons på samme udsendtes i ’79 i form af Rust Never Sleeps, et femstjernet mesterværk og bla-bla. Derefter påbegyndtes en kunstnerisk slingrekurs uden sidestykke (hva’ så, Bob?), der har betydet, at Young har sat kontrakten mellem kunstner og publikum helt ud af spil. Utallige bizarre mere eller mindre halvfærdige udspil af dubiøs kvalitet er det blevet til – med en kort renæssance i årene 1989 til 1994, der indledtes og afsluttedes med to hovedværker i form af hhv. Freedom og Sleeps With Angels samt det definitive livealbum fra mesterens hånd i form af det monstrøse Arc-Weld fra ’91. Og det er de titler, jeg vender tilbage til igen og igen – og dem, der gør, at jeg for altid afventer Youngs seneste med en vis spænding ... og i det hele taget holder ved.

Intet at råbe hurra for

Hvorfor jeg da også tit skuffes. Hvilket jo bringer os til Youngs seneste, Fork in the Road. Er det godt? Såmænd, tja, jo da. Det er skam okay. Ikke noget at råbe hurra for, men heller ikke noget at skamme sig over. Ti sange, der alle lyder, som om de fyres af fra hoften. Uden filtrer. Ikke noget nus-pilleri her. Indspillet sammen med et af Youngs mange til lejligheden sammenstillede bands, dette her med navnet The Volume Dealers, er det et af hans råt-for-usødet-udspil, hvor den elektriske guitar slår gnistrer, og rytmegruppen er lige så tung og ugraciøs som en styrtet dinosaur. At passionen er intakt, skal der ikke herske tvivl om, thi sangene er alle udtryk for det paradoks, at Young elsker klassiske amerikanske biler af den slags, der kører minus 30 km på literen, men ikke kan forlige dette med sit økologisk bevidste sindelag.

Så sammen med vennen Jonathan Goodwin har han skabt en alternativ energikilde til sin elskede Lincoln Continental, så nu kan han med god samvittighed besynge det store amerikanske tidsfordriv, kunsten at køre hid og did på fire hjul i Guds eget land. Der er smæk for skillingen, og mens det står på, hygger man sig da ganske godt. Men næste gang jeg vil høre en Neil Young-plade for andet end hyggens skyld, vil jeg stadig søge tilbage til de ovenfor beskrevne perioder, hvor det hele bare stak dybere end ren hobbyvirksomhed og hygge med vennerne. Sådan er det bare.

lyn@information.dk

Neil Young: Fork in the Road (Reprise/Warner) Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu