Læsetid: 5 min.

Stemmer til tiden

Puccini med en primadonna, Händel med en smørtenor og Bach med en slidt verdens-stjerne. Men også franske sange med en formidabel 'drag' af en kontratenor
Den mexicanske tenormeteor Rolando Villazón har allieret sig med et specialistensemble i barokmusik og indspillet en Händel-cd, og det lyder oftest slemt, skriver Informations anmelder.

Den mexicanske tenormeteor Rolando Villazón har allieret sig med et specialistensemble i barokmusik og indspillet en Händel-cd, og det lyder oftest slemt, skriver Informations anmelder.

JOERG KOCH

11. april 2009

Operaelskeren har sikkert længe savnet en ny Madame Butterfly på cd. Ganske vist kan man fortsat købe gode versioner af Puccinis tåreperser med Butterflies som Callas, Scotto, Tebaldi og Freni, men der skal jo nyt kød på bordet. Og nu er det omsider kommet i skikkelse af rumænske Angela Gheorghiu i EMI's kraftigt hypede studieversion. Man kan hævde, at dirigenten måtte være mindst lige så vigtig som divaen, i gamle dage var Herbert von Karajan for mange den ubestridte Puccini-konge, i denne opera både med Callas og Freni, og i dag er det bedste bud på en sådan det nye sæts italienske maestro, Antonio Pappano. Han står i spidsen for det ene af sine to orkestre, Santa Cecilia Akademiet fra Rom, og de udgør et storartet partnerskab i kraft af det eksplosive drive i den orkestrale understrøm og en all round beherskelse af partiturets hjemlige dialekt, uanset hvor fjernøstlig handlingen måtte være. Basis er med andre ord rigtig god i denne indspilning.

Angela Gheorghiu som sky, purung, uskyldig geisha? Nej, den side af Butterfly dækker superstjernen ikke længere, stemmen skæmmes i for høj grad af selvbeskuende primadonnanykker. Men hun er dygtig som bare fanden til at skære en yppig frase, skrue op for lampen, sætte fokus på sig selv, og alt dette passer bedre til den udvikling, Butterfly gennemgår hen mod katastrofen i 2. akt. Den store afsluttende duet med løjtnant Pinkerton i 1. akt udspiller sig før bedrageriet, før det papirtynde ægteskabs kødelige fuldbyrdelse, og her bliver man hverken forført eller henført. Den tyske tenor Jonas Kaufmann synger på sin vis glimrende, blot befinder han sig i en forkert opera, med barytonal tyngde, uden den arrogante afspændthed og mediterrane sanselighed som Puccini med ødselhed har lagt i rollen. Var der nogensinde et par som kunne bjergtage i denne scene, har det været de to indfødte, Mirella Freni og Luciano Pavarotti, sublimt ledsaget af Wiener Filharmonikerne og Karajan (Decca 1974).

Tenorer på udebane

Der er for så vidt gode viljer på spil, når tenormeteoren Rolando Villazón, som normalt triumferer i det romantiske udtræk, allierer sig med et specialistensemble i barokmusik, går i træningslejr og indspiller en Händel-cd. Hvorfor ikke? Der var vel også fest og farver i 1700-tallet. Men det er nu blevet en løjerlig operakompilation. Bedst i nogle lyrisk vuggende arier, hvor Villazón skruer ned for termostaten og lader Händels italienske melos tale for sig selv. Men oftest er det slemt. I de hårdt pumpede bravura med trættende tonekaskader under pres og kompression, i befamlende bønfaldelser og overdrevne kærlighedserklæringer som i det hjemmevante repertoire fra 1800-tallets operabutik. Det livgivende på Villazóns plade er ubetinget dirigenten Paul McCreesh og hans Gabrieli Players, et band på højeste plan, der bestandigt sender den ene velturnerede bold efter den anden over nettet til tenoren på udebane.

Philippe Jaroussky, fransk kontratenor, er gået den modsatte vej, nemlig fra barokken til den parfumerede franske senromantik. Hvabehar? En mand med kvindestemme i sange af Fauré, Chausson, Saint-Saëns og Reynaldo Hahn? Ja, det er faktisk et perfekt match! Jarousskys sopran klinger gnistrende rent og lyst med nuancer af depraveret androgyn tvetydighed - en superb drag. Sprogbehandlingen er mesterlig, og sammen med den fine pianist Jérôme Ducros skaber Jaroussky en præcis atmosfære i hver enkel af pladens 24 sange. Som i Hahns udsættelse af Paul Verlaines 'Fêtes galantes', et digt om serenader givet af elegante skønånder i korte silkejakker, som kaster bløde blå skygger i månelyset, kvinderne lytter i stille ekstase, og mandolinen hvisker bort i brisen. Jaroussky fremmaler scenen med slentrende fraseringer, her kravler han forsigtigt ned i de kastede skygger, og snart efter bæres han højt oppe af ekstasens hvirvelvind, med Ducros omklædt til en konstant smilende mandolinspiller. De tre musikalske venner, brødrene Capuçon og Emmanuel Pahud, bidrager med spredte stemningsfulde indslag i denne exceptionelle udgivelse. Vidunderligt.

Bach på flere måder

Vort hjemlige barokorkester Concerto Copenhagen er stille og roligt rykket op i den internationale elite, og det skyldes altovervejende den daglige frontfigur Lars Ulrik Mortensen. Cembaloet er hans suveræne gebet, men det seneste årti med Coco har udviklet ham til en eminent musikalsk leder. Belønningen for den stigende kvalitet er kommet med udgivelsen for DG, hvor ingen ringere end Anne Sofie von Otter er solist i Bach-arier. Det ser flatterende ud på det glittede cover, men det klingende resultat er desværre skuffende. Ikke på grund af det danske ensemble (som i øvrigt næsten udelukkende består af udlændinge), men fordi den svenske verdensstjerne er ved at være kørt agterud i barokrepertoiret. Otter gjorde for 20 år siden en uforglemmelig indsats i Bachs Matthæuspassion under John Eliot Gardiner. Siden kastede hun sig over andre stilperioder og er nu vendt tilbage med disse highlights fra diverse kantater. Otters stemme har mistet en del af den smidighed og klang-fokus, som er alfa og omega hos Bach. Og hun kompenserer ved nærmest at sætte sig på ordene, teksten bliver demonstrativt lagt frem, sådan at det ofte nærmer sig det stavende med presset klang og ukontrolleret vibrato til følge. Det er ikke nogen fornøjelse at lytte til. Vist er Anne Sofie von Otter professionel til fingerspidserne, og der er tænkt over hver enkelt takt, men det er hos Concerto Copenhagen, at de uforglemmelige momenter opstår, som i den tilbageholdte jubel på listefødder i arieforspillet fra 'Kommt, ihr angefocht'nen Sünder'.

I hjerterødderne

Man bliver langt bedre betjent på en anden Bach-plade med den slovensk-argentinske mezzosopran Bernarda Fink. Hun synger tre solokantater med det dirigentløse Freiburg Barokorkester, som sådan set ikke overgår Concerto Copenhagen, slet ikke, det er solisten der gør hele forskellen. Bernarda Fink hører til de få sangere, der blot ved at oplade røsten griber én dybt nede i hjerterødderne. Der er en rigdom af farver i hendes foredrag, hun lader det mindste motiv, den enkelte vokal med betydning, hendes sans for retning og vægtfordeling i melodiføringen giver ofte gåsehudsfornemmelser, og bestandigt søger hun subtilt at schattere dynamik og klang. De tre arier i 'Vergnügte Ruh, beliebte Seelenlust' kunne levere sandhedsbeviset. Den første forløber i roligt vuggende taktart med påmindelse om, at sjælen kun finder hvile og glæde i himmeriget. Den anden er en næsten atonal beretning om de vildfarne hjerter på jorden, med en sprødt kommenterende fløjte og violiner som skrøbeligt basfundament. Og den tredje kommer som et farvel til det trælse liv og et håb om frelse foroven trods alle begåede synder, en formidabel ørehænger med en organist, der går bersærk. Sandelig siger jeg jer: her er en påskegave til grådighedens krakkede spekulanter og alle dem, det gik ud over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu