Læsetid: 3 min.

Stor orkesterlyd i blå farver

Der er særlige lyd-oplevelser og kvaliteter at hente i den rytmiske orkestermusik. Klang-mesteren Vince Mendoza har samarbejdet med både et tysk orkester og DR Bigband, mens Carla Bley skuffer med sin nye orkesterplade
7. april 2009

Den rytmiske orkestralmusik udgør en unik stemme i dagens musikkultur. Her mødes, når den er bedst, et sofistikeret rytmesprog med saftig harmonik, nye former og uforudsigelig improvisatorisk leg. Vince Mendoza er en af tidens mest kompetente jazzarrangører og komponister. Kombinationen af sarthed og klangrigdom var med til at gøre hans samarbejde med Joni Mitchell et tiår tilbage uforglemmeligt. I dag er Mendoza en efterspurgt herre i USA og Europa. Blauklang hedder hans nye cd i samarbejde med tyske ACT, og den er på en måde åndsbeslægtet med Maria Schneiders mesterlige Sky Blue fra 2007, om end slet ikke på højde med den.

Mendoza har håndplukket sit orkester blandt fjorten europæiske musikere plus landsmanden Peter Erskine på trommer. Her er rytmegruppe, blæsere, harpe, vibrafon og en strygerkvartet. Farven blå er det gennemgående tema. Mendozas lydmalerier er spændt op på et kanvas mellem jazzens indigo melankoli og kunsthistoriens blå farvekunstnere som Yves Klein, Ernst Wilhelm Nay og Mark Harrington, der alle har et maleri gengivet i cd-hæftet.

Lækre klange

Miles Davis' svævende modale "All Blues" (fra albummet Kind of Blue naturligvis) åbner på symbolsk vis pladen og vokser frem som lys i diset morgengry med Nguyen Le som træfsikker guitarsolist. Mendozas gæld er allerede her tydelig til Gil Evans´ måde at lokke lækre klange ud af sit orkestrale instrument. Senere krediteres Evans direkte med tolkningen af "Blues for Pablo". Blauklang er en afdæmpet og lyrisk orkesterplade. I folketonen "Lo Rossinyol", der foldes ud med bløde vingeslag, stivner musikken næsten i en kliché, der kunne ligne soundtracket til et følsomt amerikansk film-drama. Men ellers fungerer det upåklageligt. "Bluesounds Movement IV" lever i kraft af den dybe klang af Steffen Schorns basklarinet, kontrasteret af Nguyen Les asiatisk bøjede tonerækker. Også Markus Stockhausen høres undervejs som stærk trompetsolist, og Peter Erskine yder suverænt, neddæmpet trommespil hele vejen for til sidst at lade energien springe som en fontæne, hvilket skaber en ikke uvæsentlig balance i oplevelsen af pladen som helhed.

Smæk for skillingerne

På cd'en The Phoenix amarbejder Mendoza med DR Big Band (der i parentes bemærket har udsendt hele fire cd'er indenfor det seneste seks-otte måneder heriblandt med så forskellige samarbejdspartnere som sangerinden Szhirley og jazzrock-guitaristen Mike Stern). Det viser yderligere facetter af Mendozas orkestrale palette. Der er næppe en finger at sætte på orkestrets indsats med inspirerede soloindsatser af bl.a. saxofonisterne Nicolai Schultz, Hans Ulrik og Peter Fuglsang, trompetisten Mads laCour og basunisten Vincent Nilsson. Men så fremragende en håndværker Mendoza end er, sniger der sig også noget glathed ind i hans smukke musikalske vision, en mangel på prægnans og kant, der faktisk gør pladen en smule kedelig undervejs. Så kan det være forfriskende at slå kløerne i en anden DR Bigband-cd, Chromazone med Mike Stern, hvor der er smæk for skillingerne i bigbandversioner af Sterns trippende, bebopprægede temaer og rockgrooves. Især titelnummeret med Hans Ulriks tenorsax i et vildt ridt med nu afdøde Michael Breckers elektrificerende solo in mente tilbage på Sterns Time In Space (1988). Sterns kompositioner har ikke den store originalitet, men der bliver spillet med hjertet, og trompetisten Jesper Riis står for et idérigt arrangement af Sterns "Suspone".

Klumper i sovsen

En kantet original kan man i høj grad kalde komponisten og orkesterlederen Carla Bley, der igennem de seneste 30 år har diverteret jazzscenen med sin både spøjse og originale bigbandjazz. Appearing Nightly er en typisk Carla Bley orkesterplade, der også i titler, noter og billedmateriale spilder kaffe på selvhøjtideligheden. Her er mildt sagt anderledes titler som "Greasy Gravy" og "Awful coffee", skæve musikalske løsninger og en generel veloplagthed i lyd og samspil. Men også noget rutinepræget over store dele af den lidt gumpetunge åbner om den fedtede sovs, der derved ikke er så morsom endda.

Gode gamle kendinge i Bleys galleri er trompetisten Lew Soloff, den hårdt blæsende Gary Valente på basun, østrigske Wolgang Puschnig på sax og fløjte og den britiske tenorsaxofonist Andy Sheppard. Bley kommer alt i alt slet ikke på højde med sin seneste bigbandplade, den musikalsk levende og satirisk revsende Looking for America fra 2003.

Vince Mendoza: Blauklang (ACT)

DR Big Band feat. Vince Mendoza: The Phoenix (EMI)

DR Big Band feat. Mike Stern: Chromazone (EMI)

Carla Bley and her remarkable Big Band: Appearing Nightly (Watt)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu