Læsetid: 5 min.

Den store kærlighed som alibi

Pia Juuls nye herlige krimiroman handler mere om eksistentielle alibier end om dem, man afgiver til politiet
Pia Juuls nye herlige krimiroman handler mere om eksistentielle alibier end om dem, man afgiver til politiet
16. april 2009

Der findes en umiskendelig Pia Juul'sk stemme, der følges med et umiskendelig Pia Juul'sk perspektiv, og som kan følges fra forfatterens første digte til hendes seneste, herlige frembringelse: en wannabe-krimi. Med til denne Juul'ske stemme hører en koket ironi, som trækker tilbage, hvad den fremsætter, hvilket betyder, at en wannabe-krimi af Pia Juul naturligvis samtidig er en don't wannabe-krimi.

Et vers fra en en af Juuls første digtsamlinger har printet sig ind i mig: "De kalder det samleje/jeg har aldrig følt mig så alene". For her har vi noget af det karakteristiske ved Juuls perspektiv: afstand og distance selv i den største intimitet, fravær midt i nærværet, et tøvende forbehold over for at befinde sig midt i livet. Det kunne lyde som et trist og smerteligt livssyn, men er snarere en dimension ved sproget og eksistensen, som Juul udforsker med en egen hårdkogt humor.

Troldsplint

Hovedpersonen og jegfortælleren i Juuls krimiroman, den modne, kvindelige forfatter Bess, kan synes at inkarnere det særligt Juul'ske perspektiv på verden. Hun har i 10 år levet i et lille hus ved en fjord i provinsen sammen med den noget ældre Halland, som hun forlod sin mand og datter for; datteren har ikke villet se hende siden. I romanens første kapitel vågner hun en tidlig morgen efter en skrivenat ved lyden af det skud, som har strakt Halland død i provinsgadens brosten.

Bess' reaktion, da hun inspicerer liget af sin mand, er karakteristisk for hendes og det Juul'ske perspektiv, distancen midt i det mest nærgående, fremstillet med stor, lakonisk sproglig præcision: "Halland lå alene i et nøgent rum, der var lagt et lagen over ham, han lignede sig selv og så fremmed ud, ligesom før. Jeg kendte ham og kendte ham ikke, jeg var hans og han min, nu var vi det ikke."

Bess forholder sig med tøven og forbehold til eksistensen ("Den tøvende forsigtighed havde jeg også nu over for dette, at Halland var død") og med troldsplint i øjet til sine medmennesker, hvilket der kommer nogle temmelig morsomme personskildringer ud af.

Livsvalg

Med første kapitels dræbende skud har vi selvfølgelig begyndelsen på et krimiplot: en mordgåde, der skal løses. Men mere endnu har vi måske afslutningen på en kærlighedshistorie. For mere end om mord handler Pia Juuls roman om livsvalg. Plottet kan, snarere end som et krimiplot, betragtes som et tankeeksperiment, der sætter et eksistentielt spørgsmål på spidsen: Hvad nu hvis den mand, du i den store kærligheds navn har forladt din familie for, pludselig falder død om på gaden? Valgte du så rigtigt?

Et spørgsmål, der gennem romanens plot stilles i andre lignende varianter: Hvad nu hvis din store kærlighed blev alvorligt syg, efter at du havde valgt ham (og ofret din datter)? Hvad nu hvis det en dag viste sig, at du slet ikke kendte ham? Og det alvorligste spørgsmål: Hvad nu hvis 'den store kærlighed' slet ikke er årsagen til, at du forlod mand og barn, men snarere et retroaktivt alibi, en konstruktion, som skal legitimere, at du valgte rigtigt?

Sådan et stort, tungt spørgsmål kan Juuls prosa stille med elegant litterær lethed, eksempelvis når Bess således fortæller om sin første tid med sin nye mand: "Halland og jeg forsøgte i et års tid, uden at aftale det eller diskutere det, at give min beslutning mening, vi gjorde os umage, vi rejste og festede, svømmede i fjorden hver morgen om sommeren, havde gæster, plantede roser, jeg malede det lille lysthus hvidt og vi satte vejrhanen op."

Litterært overskud

Formelt er det mest bemærkelsesværdige ved bogen, at hvert kapitel indledes med en lille vignettekst: et citat fra en anden tekst, som kan være alt fra tysk finlitteratur (Christa Wolf, Robert Walser) over engelsk krimi (Agatha Christie) og dansk lyrik (Aarestrup) til børnene på Bakken (Sig noget, Pjerrot!). Den læser, der ønsker at finde forbindelsen mellem vignet-citatet og kapitlet, sættes på et vist stykke detektivarbejde, som aldrig giver klart og entydigt resultat. Nok kan man se forbindelsen mellem for eksempel Wolf-citatet, der indleder kapitel tre ("jeg er bedst til at huske modstridende følelser"), og den fine skildring af, hvordan jeget nogle timer efter sin elskedes død forfærdet kan føle "brat glæde" ved lyden af lærkesang.

Og ofte er der i hvert fald et enkelt ord i vignetteksten, der angiver et motiv i kapitlet. Men nogle gange synes vignetteksten at passe bedre til et andet kapitel, og forholdet mellem vignet og kapitel kan være en modsætning frem for en parallel. Som når kapitel fire indledes med Montaigne-citatet "Alle viger tilbage for at se et menneske blive født, og alle møder op for at se det dø", mens vi inde i kapitlet hører om det modsatte: Ingen besøger jegets døende morfar på hospitalet, mens en anden slægtning lige har haft både sin mand, sin mor og sin søster med på fødestuen.

Der udlægges spor, og vi kan følge dem og finde en mere eller mindre klar eller tåget forbindelse, men spørgsmålet er, om dette detektivarbejde gør os klogere, eller om det ikke snarere er forfatterens drilske leg med læseren og detektivgenren, med læseren-som-detektiv. Ligesom romanens afsluttende "tak for lån" til "Herman og Gustav" (mon ikke 'Bang og Wied'?) nok kan give en flok filologer nogle dages beskæftigelse med at identificere disse lån, MEN vil det bringe os nærmere en forståelse af, hvad romanen handler om -?

Vignetten til sidste kapitel er et Robert Walser-citat: "I øvrigt har jeg nu omsider været i de virkelige indre gemakker, og jeg må sige, der er slet ingen." Så kan man jo gætte på, om vi ender med at få en løsning på mordgåden eller ej -

Mindre hermeneutisk og mere stilistisk anskuet giver vignetcitaterne romanen et sprudlende tekstoverskud, en munter fornemmelse af at den med god appetit og uden kostforagt har næret sig af allehånde ordprodukter. Således er Juuls roman en tekst, der sprudler af litterært overskud, samtidig med at den bruger krimigenrens skarptskårne stillads til at skære ind til benet af en påtrængende eksistentiel tematik. Alt sammen fremstillet med det tøvende forbehold over for eksistensen og den svidende, men ikke onde ironi over for medmenneskene, som Bess' perspektiv garanterer. Det er ikke bare dødsens alvorligt, det er også klukkende morsomt. Det er ikke bare sprogligt suverænt, det er også elementært spændende. Kort sagt kaster denne læser sig begejstret for fødderne af wannabekrimidronningen Juul, og så kan de virkelige dronninger af den virkelige krimi for min skyld godt gå hjem og vugge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu