Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Et stykke Kina midt i København

Magasasa er ikke bare et spisested, men et stykke charmerende Kina midt i København - og så er det billigt
Chinatown. De mange kinisiske gæster i det lille hyggelige lokale er et godt tegn på, at maden er ægte; kinesiske smagsløg lader sig ikke snyde.

Chinatown. De mange kinisiske gæster i det lille hyggelige lokale er et godt tegn på, at maden er ægte; kinesiske smagsløg lader sig ikke snyde.

Kristine Kiilerich

Kultur
3. april 2009

Man behøver ikke at flyve i ni timer til Beijing for at komme til at opleve det autentiske kinesiske køkken. Man skal såmænd blot slentre 150 ned af Istedgade i København, ned til nummer 4. Mindre end fem minutters gang fra Hovedbanegården ligger restaurant Magasasa, der er et helt lille stykke Kina midt i den københavnske hovedstad. Stedet er ægte kinesisk, og maden mere kinesisk, end jeg har oplevet den noget andet sted i kongeriget.

Magasasas mange kinesiske gæster er garantien for, at maden er ægte. Faktisk har jeg og mine medspisere, hver eneste gang været de eneste ikke-kinesere i lokalet. Og alene det borger for Kina-kvaliteten. Rigtige kinesere går nemlig virkelig meget op i mad.

Restaurant Magasasa har to kokke. Èn der tager sig af det kantonesiske køkken og èn der tager sig af sichuankøkkenet. Der er mange velkrydrede og stærke retter på det kantonesiske kort og endnu flere og endnu stærkere chilikrydrede menuer på sichuankortet. Kantonkøkkent er for os, hvis smagsløg er født under blidere himmelstrøg. Og Shichuan køkkenet, for dem der er til de helt stærke, kraftigt krydrede kinesiske retter.

Magasasas kinesiske gæster kaster sig uden tøven over sichuankortet og får f.eks. stegt oksemave med porrer a la chongqing, Dongppo svineskuldre eller en gryderet, der i den danske oversættelse kommer til lyde noget i retning af 'Familielykke med store rejer, blæksprutter, svinekød, oksekød, grøntsager, fiskeboller og tørrede chili'. Den mest efterspurgte ret blandt de kinesiske gæster er en utrolig chilistærk kæmpegryde med kogte fiskestykker. Gryden placeres midt på bordet, og alle stikker til retten med deres pinde efter, at Ju forsigtigt har fisket de utroligt mange små, stærke chilier op af gryden. Ingen af gæsterne får så meget som en sveddråbe på panden under måltidet, mens min T-shirt kunne vrides, da jeg på Jus anbefaling, prøvede en efter hendes mening meget mildere shichuanret med tørstegte kongerejer, hakket oksekød og chilisovs. Kun den blide jasmintes rensende nedløb gennem spiserøret redede mig fra at brænde op indvendig fra. For os almindelige kartoffeldanskere er det nok godt at holde sig til kortet med retter fra Kanton. Men så er der også fryd og gammen i de kinesiske skåle og guf på næsten hver eneste pind.

Godt til selskab

Magasasa er velegnet til at invitere en fem-seks venner med på eller, som jeg gjorde det på min fødselsdag, arrangere et helt selskab på 20. Som værtinde havde min kone suverænt bestemt, hvilke retter der skulle sættes på bordet, og besluttet, i hvilken rækkefølge de skulle spises. Ikke noget pjat med at det enkelte individ kunne bestemme menuen. Det viste sig at være en klog disposition. Dermed kom vi nemlig rundt om store dele af spisekortet og fik så mange smagsmuligheder som overhovedet muligt - i alt syv forskellige tilbud fra menukortet. Det samme gjorde vi igen, da vi forleden aften dukkede fem mennesker op i restauranten og sikrede os et bord i det inderste lokale, lige under kæmpefladskærmen med de svømmende tv-fisk. (Men man skal huske at bede om at få retterne serveret en efter en - ellers risikere man at det hele kommer på bordet på en gang.)

Vi begyndte vi med et glas kinesisk risbrændevin. Jeg ved egentlig ikke om det smager særlig godt. Men et eller andet sted er jeg alligevel fascineret af smagen - og ikke mindst virkningen. Der er næsten 60 procent sprit i snapsen. Og den lunke drik løber som en ild ud gennem alle ens porer. Den fordeler sig lynhurtigt fra hoved til tå, og man bliver en lille smule snurren af snapsen. Men modsat mange andre hårde sprittyper får jeg ikke hovedpine af drikken.

Efter snapsen anrettede Ju stedets små, fem centimeter lange, lynstegte, bønne- og kødfyldte forårsruller. De var knasende sprøde og blev ledsaget af en sursød og meget pikant chilisauce. Kineserne kan sagtens spise dem med pinde. Jeg finder det nemmere og mindre klodset at bruge fingrene. De er et absolut must. Og så koster de kun 15 kroner for 10 styk.

Derefter havde kantonkokken Liwang Mei for alvor gang i wokken. Alt godt fra havet med Gong-Ba- sovs var måske den blideste i geleddet af kantonesiske retter. Et miks af kinarejer, kammuslinger og fiskestykker i en rund soyatilsmagt sovs.

En fin balance

Mere ris og ny te i kanderne blev fulgt af Magassas dumplings - en slags kinesiske ravioli - som blev serveret både som dampede og som lynstegte. Fyldet var frisk og mundgodt, og de smagte, som da jeg første gang fik en portion serveret en aften i den nordkinesiske by Harbin, hvor alt lyset var gået, og vi nød maden i stearinlysenes spinkle skær.

Hvis de første retter var blide, så var der mere kant - og chili - i en gang indbagt svinekød i sur-sød sovs. Kødindpakningen var rispapirstynd, knasende sprød og ikke den lidt klæbrige masse man ofte bliver præsenteret for ved indbagte kinesiske retter, hvor dejen somme tider bliver en klæbende klæg klump i ganen. Og den sur-søde sovs var godt nok skarp, men ikke mere end den kunne dæmpes med mere kinesiske øl og den varme jasminte. Den sur-søde holdt også fint den vigtige balance mellem at være sød og ikke for sød. Og den var smagt til med tomatpurè og ikke som så mange steder med tomatketchup. De pæne peberstykker var sprøde og knasende og ananassen gav syrlig modstand til det søde. Fadet var næsten slikket rent, da vi var færdige og parat til en forfriskende omgang lynstegt kinesisk vandspinat, pak choy, der på befriende vis læskede ganen og rensede ud før næste ret. Så blev fadet med kylling i Ma-po-sauce båret ind sammen med flere friske ris, mere jasmin te og øl til de tørstige. Ma-po-sovsen er mørk og skarp og en rigtig god dyppelse til kylling og de mørke kinesiske svampe, der havde foldet sig flot ud efter at have tilbragt en rum tid som tørrede. Måltidet blev rundet af med frisk frugt, banan og ananas og mandariner skåret ud som små kinesiske drager. Kaffen er ikke noget at skrive hjem om, men den gjorde ikke skade og var med til at markere enden på middagen. Og 10 kroner er ingen herregård. Alle var mætte, men hvad vigtigere var, alle var tilfredse og kunne takke de stadig smilende og utroligt servicemindede unge piger Ju og Sally, for et godt måltid, som alle havde lyst til at gøre om en anden dag.

110 kr. på næse

Retterne på det kantonesiske kort ligger alle i omegnen af de 80 kroner. Vælger man fra sichuankortet er retterne noget dyrere. Fra 100 kroner til 150 kroner - og altså også meget, meget stærkere.

For os 5 blev regningen denne søndag aften på 852 kroner - ellers 170, 40 kroner pr. mand - for mad, Tisngtao-øl til 28 kroner, risbrændevin 26 kroner, jasmin-te til 30 kroner for den første kande, derefter ad libitum og vand uden beregning. Lægger man dertil 50 kroner i drikkepenge, kan hele besøget i dette Lille-Kina klares inden for 900 kroner.

NB: Magasasa har også en rigtig god take-away, der kan anbefales på det varmeste. Kvaliteten er også her ægte kinesisk.

Magasasa. Istedgade 4, København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her