Symfonien, hvor universet bryder ud i sang

Mahlers Ottende vendte omsider tilbage til en dansk koncertsal efter 16 år. Den burde have indviet DR's studie 1 i januar, når man tilsvarende havde forladt det gamle Radiohus med Mahlers Das Lied von der Erde. For den Ottendes masseopbud af musikere, solister og korsangere må være den ultimative test for en filharmonisk koncertsal. Mahler sagde selv om denne gennemsungne symfoni, at det var det største, han havde skrevet, alle de foregående symfonier var kun et forspil. Man skulle forestille sig, at universet brød ud i sang, ikke længere med menneskelige stemmer, men med kredsende planeter og sole. Intet mindre.

Opførelsen på ugens torsdagskoncert er teknisk set den bedste af de i alt fire, som er givet i København siden den danske førsteopførelse i 1972 under Herbert Blomstedt. Der er ikke tidligere blevet sunget og spillet på et så højt og konsistent kvalitetsniveau. Men man sad og savnede en virkelig stor dirigent på podiet, en erfaren kunstner, som magter at lodde de spirituelle dybder i dette vældige opus. Det gjorde rumæneren Ion Marin gennemgående ikke, hans force ligger i overordentlig dygtig orkesterledelse, han førte sine tropper nogenlunde helskindet gennem rumrejsen, og flot og imponerende lød det mange steder. Salen bestod lyd-testen hørt fra 2. balkon midtfor. Ankermanden skulle oprindeligt have været Esa-Pekka Salonen, men det måtte opgives på grund af DR-byggeriets fatale forsinkelser, og derefter havde det naturlige valg været chef-dirigenten Thomas Daus-gaard. Hvorfor det blev Ion Marin, en dirigent uden synderlig Mahler-erfaring, er lidt af en gåde.

Hymne med raske fjed

Symfoniens første del begynder med én mægtig følelse kastet ud fra menneske-havet. Teksten er den ældgamle katolske pinsehymne "Veni creator spiritus", en lovprisning af Skaberånden og dens gaver til de troende, som i dette tilfælde repræsenteres af det tvedelte voksenkor. Igen måtte man konstatere, at korsang klinger fantastisk i studie 1. Der var vel 120 sangere, og man savnede ikke de yderligere 600, som medvirkede i uropførelsen i 1910. Musikken forløber ganske heftigt her i begyndelsen, en kompliceret kontrapunktik i korpanoramaet og en animeret march med glansfulde replikker i messingblæsere og himmelstræbende ovationer i strygerne - alt sammen med raske fjed under Marins taktstok.

Med solisternes indtræden ændrer hymnen sig fra påkaldelse til bøn, Mahler tynder ud i orkestret og forlanger, at der nu skal synges piano og visse steder endnu svagere. Det hører man så godt som aldrig og heller ikke denne aften. Hvilket var synd, for de syv fortræffelige solister kunne dirigenten uden problemer have tvunget ned i et mere andagtsfuldt leje, de beder dog om, at Herrens nåde må fylde deres hjerter, hvorfor skal det råbes ud i alle verdenshjørner?

Overgangene fra ét afsnit til et andet, eller om man vil: fra én planet til en anden, er selvsagt ganske vitale, og flere af dem blev tabt på gulvet af Ion Marin. Også den gigantiske dobbeltfuga var ved at køre af sporet, men påkreditlisten står hans skarpe blik for detaljerne i satsens tematiske transformationsprocesser, hvor han fik et imponerende modspil fra solister og grupper i de to sammenbragte orkestre.

En ny verdens fødsel

Man står sig godt ved at forberede sig på en opførelse af Mahlers Ottende, og det gælder især symfoniens anden del, hvor man i forhold til før befinder sig på en ny galakse, nemlig i slutscenen afGoethes Faust. Dette er apoteosen over alle apoteoser, Gud griber ind i Djævelens spil med den døde Faust og sender sine engle ned for at redde hans sjæl til en genfødsel i Paradiset. Symbolet på en ny verdens fødsel, hvor alle menneskers åndelige bestræbelser skal fuldbyrdes.

Åh ja, hvem møder vi så her i den øde natur mellem skovdækkede bjergkløfter? Hellige eneboere, forskellige kategorier af engle, flere bibelske synderinder og endelig Jomfru Maria. Og man må sige, at mangt og meget i denne åndelige parade lykkedes overbevisende. Alene det indledende instrumentale arioso, én lang kamerabevægelse hen over urlandskabet, fik det bedste frem i orkestret som i horngruppens dystre koralspil, de fire fløjters nøgne samklange, brat-schers og celloers fløjlsbløde gensvar og de sarte lysninger fra obo og klarinet. Man savnede for så vidt kun dirigentens dybere pejling af det underliggende, den faustiske lidelse.

Gode solister

Den timelange sats er en bevægelse fra mørket op i lyset, således også i den rækkefølge, solisterne træder til. Mest bemærkelsesværdig var Nikolai Schukoff i det vanskelige tenorparti som Mariadyrkeren Doktor Marianus, som man alt for ofte hører med en tung og anstrengt Wagnerstemme. Østrigeren Schukoff er begyndt i det italienske repertoire, og det kunne høres. Hans efterhånden mere og mere ekstatiske lovprisninger af himmeldronningen blev projiceret ud med et sandt overskud og i selvsikker tilbagelænet positur. Men alle solister var rigtig gode og frem for alt velvalgte til de enkelte roller.

Symfoniens slutning er også dens kulmination. Paradisets dør lukkes op for Faust og den frelste menneskeskare. Med Goethes ord om det evig-kvindelige, der drager dem dertil, og de foredrages hos ham af et chorus mysticus. Således også hos Mahler omsat til en ubeskrivelig smuk klangverden med de samlede kor og orkestre, orgel og ekstra messingblæsere. Også i denne opførelse var det vitterligt en overvældende oplevelse, man blev bogstaveligt talt løftet op af sædet af denne vokale flodbølge, efterladt døv og beruset. Det er sandt for dyden ikke hver dag, man stiger til vejrs på den måde.

Torsdagskoncert den 23. april i Koncerthuset. Mahler: Symfoni nr. 8. Anne Margrethe Dahl (sopran). Inger Dam-Jensen (sopran). Ditte H. Andersen (sopran). Mihoko Fujimora (alt). Andrea Pellegrini (alt). Nikolai Schukoff (tenor). Johan Reuter (baryton). Attila Jun (bas). DR Vokalensemblet. DR Koncertkoret. Kammerkoret Camerata. Lille Muko. Københavns Drengekor. DR Symfoniorkestret. DR Underholdningsorkestret. Dirigent: Ion Marin