Først højtlæsning. Så sex.
Det bliver hurtigt vilkårene i affæren mellem den blot 15-årige Michael (David Kross) og den dobbelt så gamle Hanna (Kate Winslet) i Stephen Daldrys filmatisering af Bernhard Schlinks The Reader. Et tilfælde fører dem i efterkrigstidens Tyskland sammen, og snart bliver en hed affære omdrejningspunktet i i hvert fald Michaels liv.
Han får sine første seksuelle erfaringer og selvtillid gennem den smukke Hannas begejstring for hans højtlæsninger af alt fra Homer til Lady Chatterleys elsker. Hvad Hanna får ud af relationen er mere uklart, og det er fascinationen af hendes mystiske person, som gør den første del af The Reader så seværdig.
Kate Winslet fremmaner et komplekst - og Oscarbelønnet - portræt af en plaget person, som lidt for resolut kan tørre syge menneskers pande og levere hårde udsagn til sin elsker og samtidig blive rørt til tårer af litterære dramaer og børnekor i landsbykirker. Hun bærer tydeligvis på en hemmelighed, og det er ønsket om gradvis at afdække den, som giver os lyst til at udforske karaktererne fra første færd.
Hemmeligheden
Den sanselige affære stopper brat, da Hanna uden varsel forsvinder ud af Michaels liv. Filmen hopper otte år i tid. Nu er Michael ung jurastuderende, der som en del af et kursus (med Bruno Ganz som lærer) skal overvære en retssag mod seks kvindelige SS-vagter. Blandt dem er Hanna, og dermed afsløres det til Michaels store chok, at den kvinde, han har elsket over alt andet, har udført monstrøse gerninger.
Samtidig erfarer han, at han bærer på en hemmelighed, som måske kan mildne hendes dom, og spørgsmålet er, hvad han gør med den viden - og hvad den viden gør ved ham.
Med retssagen starter filmens højtlæsningsdel, som præsenterer mange interessante problemstillinger, men virker berøringsangst over for dem alle. Hvad er moralsk skyld og hvad er juridisk? Hvordan kan man som land bedst gøre op med fortidens ugerninger? Der rejses mange spørgsmål - ikke mindst gennem de jurastuderendes flygtige diskussioner af sagen - men der bliver aldrig for alvor gravet i nogen af dem.
Filmens omdrejningspunkt bliver i stedet, hvilke konsekvenser mødet med Hanna og hendes hemmelighed får for Michael. Når den tyske skuespiller David Kross spiller den unge Michael, som må træffe de svære valg, er man engageret i hans skæbne. Da Ralph Fiennes overtager Michaels ansigt med sit lidelsesfulde blik, bliver det svært at holde interessen fanget.
Alle karakterer i historien bliver i forskellig form isolerede, ensomme ofre, og det præger både fortælletempoet og tonen.
Filmen har med en flashback-ramme til klavermusik fra første færd signaleret, at vi her vil få en stilfuld skæbnefortælling, som skal forklare den midaldrende Michaels angst for relationer. Undervejs får vi bestemt en dramatisk forklaring, men hans personlighed sætter sig samtidig på filmen. Alt fremstår pænt, poleret og kontrolleret. Der er tårer, men ingen vrede. Der er mange lange blikke, men sjældent store følelser eller opgør. Der er masser af gode intentioner og vigtige problemstillinger, men ingen brændende formidling af deres betydning.
En anmelder udnævnte ved den amerikanske premiere filmen til at være selvskrevet til Oscar-Akademiets kategori for 'Høj Moralsk Tone'. Man sidder tilbage i sædet og anerkender værdien af historien og ikke mindst kvaliteten af skuespillet, men man savner passionen.
Stilfærdig stilfuldhed
Der er mange gode kræfter bag The Reader. Ikke mindst fotograf-duoen Chris Menges og Roger Deakins præger smukt lærredet med en stemningsfuld genskabelse af et nedslidt efterkrigsland, hvor man hurtigt kan blive draget ind i et sensuelt kvindeunivers. Mens filmen tidsmæssigt bevæger sig op til 1995, kommer man igennem mange miljøer, som hver gang sikkert etableres på få øjeblikke.
Stephen Daldry og manuskriptforfatter David Hare har tidligere samarbejdet på om The Hours og demonstrerer også her, at de smidigt kan skabe overgange mellem scener og billeder. Alt fremstår smagfuldt og sikkert, men der er også en stilfærdighed eller snarere konfliktskyhed over helheden, mens karaktererne fortier og bakker og undgår og længes og mindes.
Der er langt til Daldrys gennembrud, Billy Elliot, der var fyldt med vilje og drømme og energi. Undervejs tager man sig i at længes efter noget af dens rusken, for der er trods alt meget på spil.
Menneskeliggørelse
Et centralt element i The Reader er retssagen om skyld forbundet med vagtarbejdet i kz-lejrene, som har ført til diskussioner af, hvorvidt historien forsvarer Hannas handlinger. I filmen konstaterer hun selv nøgternt, at hun blot udførte sit job. De moralske problemstillinger introduceres, men nuanceres ikke, fordi filmen er mere interesseret i at præsentere mennesker frem for at diskutere principper og ideer. Der står mennesker bag alle handlinger.
Hvor man i en retssag kan forsøge at placere juridisk skyld og finde en version af sandheden, indikerer filmen, at man måske netop i litteratur og film kan komme tættere på de mange komplicerede menneskelige motiver og følelser bag.
Kate Winslets præstation menneskeliggør en person, man kan have mange klichéfyldte forestillinger om. Som Stephen Daldry har formuleret det, er der lavet 252 film om Holocaust, og han håber der kommer dobbelt så mange. Men efter hans mening er The Reader ikke én af dem, og trods en kort tur forbi de efterladte lejre og genfortællinger af grusomheder, giver man ham gerne ret.
Det er snarere en film om fortielsens pris. Hvad enten det gælder et lands behov for at behandle tidligere traumer, eller en kærlighedsknækket ung mands liv i hemmelighedernes skygge.
The Reader. Instruktion: Stephen Daldry. Manuskript: David Hare baseret på roman af Bernhard Schlink. Amerikansk-tysk (Grand Teatret, Metropol og Empire Bio, København, Gentofte Kino, Kinopalæet i Lyngby, CinemaxX og Metropol i Århus samt Café Biografen i Odense)
