Rigtig mange danskere har utvivlsomt set Uli Edels film om teenagejunkien Christiane F. fra 1981 i tysktimerne i folkeskolen. I Baader Meinhof Komplekset har Edel nu vendt linsen mod en anden af det velstillede Vesttysklands skyggesider.
I protest mod Vietnam-krigen stak den venstreradikale Baader Meinhof-gruppe, også kaldet Rote Armee Fraktion (RAF), i første omgang ild på så håndgribeligt et symbol på det kapitalistiske Vesttyskland som varehuse. Fire år senere bombede de med fire dødsofre til følge en amerikansk militærbase i Tyskland, der spillede en nøglerolle i krigsførelsen.
Men en anden vigtig brik i forståelsen af, hvordan RAF kunne opstå, var det (justits)mord, som fandt sted, da Shahen af Iran besøgte Vesttyskland i sommeren 1967. Shahens sikkerhedsfolk gik løs på en gruppe studenter, der var mødt op for at demonstrere. I begyndelsen forholder politiet sig passivt. Da de går i aktion, er det mod studenterne. Kort efter ligger 26-årige Benno Ohnesorg død, skudt ned bagfra af en politimand, som siden blev frifundet.
Mindst ligeså fjendtligt indstillet over for venstrefløjen var den stokkonservative tabloidavis Bild, der ifølge mange piskede så hadefuld en stemning op, at den bar et medansvar for snigmordforsøget mod studenterlederen Rudi Dutschke i 1968.
I en tidlig scene i Baader Meinhof Komplekset skildrer Edel Shah-optøjerne, så man som tilskuer næsten kan mærke knippelslagene regne ned over sig, og nedskydningen af Dutschke er tilsvarende kvalmefremkaldende.
Derfor husker man filmen igennem på, at selvom RAF's i mangt og meget retfærdige harme og sociale indignation endte i helt uacceptable handlinger, gik kynismen og brutaliteten i den grad begge veje.
Modsætninger mødes
Fordi Andreas Baader og Ulrike Meinhof jo lagde navn til terrorgruppen, kunne man foranlediges til at tro, at de var to alen af et stykke. Det var dog mildest talt ikke tilfældet.
Efter at have besøgt Baader i Stammheim-fængslet, hvor han og den øvrige kerne levede under kummerlige forhold efter pågribelsen i 1972, betegnede den franske filosof Jean-Paul Sartre ham efter sigende som "en idiot." Moritz Bleibtreu spiller ham da også som en kolerisk og kvindefjendsk sinke, mens Martina Gedeck har rollen som den 10 år ældre journalist Ulrike Meinhof, en tænksom teoretiker, som i sidste ende ikke havde psyke til terroristtilværelsen.
Lidt søgt kan man sige, at Edel har lavet en film i både krudttønden Baader og bogormen Meinhofs ånd. Han har vovet at forene sit alvorstunge materiale med underholdningsværdi, idet første halvdel af Baader Meinhof komplekset simpelthen dukker, ruller, stepper og støder med dens hårdt opspændte montagesekvenser, lækre kamerakørsler og storspil fra en række af Tysklands mest talentfulde og karismatiske skuespillere.
Udover Bleibtreu og Gedeck ses Johanna Wokalek som Baaders kæreste Gudrun Ensslin, mens Bruno Ganz spiller politichefen, der forsøger at stoppe dem.
Kultursammenstød
Men Edel belyser samtidig gruppens terrorvirksomhed fra forskellige vinkler og tilbyder flere forklaringer på, hvad der drev dem.
Da Ensslin i en tidlig scene revser sin præstefar, står det klart, at der også var tale om et generationsopgør. Og med nazitysklands rædsler på blot en enkelt generations afstand, havde mange tyske fædre overordentlig vanskeligt ved at overbevise i rollen som moralens vogtere.
Filmen skildrer også RAF's aktiviteter som en kropslig revolte, eller det ultimative ungdomsoprør om man vil, som når gruppens medlemmer til tonerne af rockmusik trykker speederen i bund på motorvejen, mens de affyrer deres pistoler mod vejskiltene.
Det er dermed også en kamp for seksuel frihed, som kulminerer under et ophold i en træningslejr i Jordan, hvor de hel- eller halvnøgne RAF'ere under en solbadningsseance råber "fucking and fighting is the same!" mod en flok lamslåede arabiske terrorister.
Endnu mere komisk er det, da Baader spotter en mandlig rekrut i samme badekar som Ensslin, og lader sit truende "prøver du på at kneppe min dame?" efterfølge af et smørret grin. Den slags smålige ejerskabsfornemmelser lader de fjenden om.
Det morbide slutspil
Nogle har indvendt, at Baader Meinhof Kompleksets terrorister tager sig påfaldende godt ud, men meget tyder på, at selviscenesættelse slet ikke var terroristerne fremmed (Baader skulle efter sigende have brugt eyeliner!).
Retssagen mod dem udarter sig ikke overraskende til en langstrakt verbal krig mod dommeren, og da denne endegyldigt mister tålmodigheden, tager Ensslin sine solbriller på og indtager en sidste trodsig og yderst selvbevidst rebel chic-positur.
I det hele taget tegner hun sig for hovedparten af filmens mest mindeværdige øjeblikke, som da denne indledningsvis ret så blodtørstige kvinde ved skæbnens ironi begynder at lyde som besindelsens stemme efter terrorgruppens aggressive anden generation slutter sig til.
Til slut opererede RAF helt uafhængig af stifterne i Stammheim og tyede blandt andet til flykapringer for at få lederne løsladt. I efteråret 1977, halvandet år efter at Meinhof havde hængt sig i sin celle, slår en sådan fejl, og Baader, Ensslin og et tredje medlem begår kollektivt selvmord - selvom vedholdende røster hævder, at de fik en hjælpende hånd af fængselspersonalet.
Af mindre skavanker kan nævnes, at dialogen her og der lyder skrevet, og at en kæk lille casting-vittighed, der involverer Alexandra Maria Lara, virker malplaceret.
Men Baader Meinhof komplekset er en film fuld af såvel adrenalin som stof til eftertanke.
Baader Meinhof Komplekset. Instruktion: Uli Edel. Manuskript: Uli Edel og Bernd Eichinger. Tysk-fransk-tjekkisk (En lang række biografer landet over)
