Læsetid: 4 min.

En ægte revolutionær

Hvem var Ernesto 'Che' Guevara, og hvad drev ham? Det forsøger Steven Soderbergh at give et svar på i 'Che - argentineren', der er baseret på den argentinske læge og oprørers dagbøger
Benicio Del Toros Che er ikke en flamboyant, udadvendt type som Fidel Castro, men han vokser med opgaven, og bag det afdæmpede, altid velovervejede ydre fornemmer man i glimt det engagement, som Soderbergh taler om, og som førte Che i døden.

Benicio Del Toros Che er ikke en flamboyant, udadvendt type som Fidel Castro, men han vokser med opgaven, og bag det afdæmpede, altid velovervejede ydre fornemmer man i glimt det engagement, som Soderbergh taler om, og som førte Che i døden.

7. maj 2009

"Kærlighed er en revolutionærs vigtigste egenskab," siger Ernesto 'Che' Guevara (Benicio Del Toro) på et tidspunkt til en journalist (Julia Ormond) i Che - argentineren, første del af Steven Soderberghs todelte værk om den berømte og berygtede oprørers liv og død.

"Kærlighed til menneskeheden, til retfærdighed og sandhed. En ægte revolutionær er der, hvor man har brug for ham."

Og eksilcubaneren Fidel Castro havde brug for den blot 28-årige argentinske læge til at hjælpe sig med at generobre Cuba, der blev styret med hård hånd af den korrupte, amerikanskvenlige diktator Batista. I 1956 går Che, Fidel og 80 håndgangne mænd i land i Cuba - de sejler dertil fra Mexico - og to år senere har de med en broget hær af eksilcubanere, bønder og lokale, venstreorienterede modstandsfolk nedkæmpet Batistas hær og sat sig i spidsen for Cuba.

Det er denne kamp, som Che - argentineren skildrer i detaljer, sideløbende med at den i glimt springer frem til 1964, hvor Che Guevara skal tale Cubas sag i FN i New York og mødes af både vrede demonstranter, forgabte fans og fascinerede kulturpersonligheder og politikere. Da Che hilser på senator Eugene McCarthy, takker han ham med et skævt smil for amerikanernes mislykkede invasion i Svinebugten, der om noget styrkede Che og Castros omdømme i Cuba og resten af verden.

Nøgtern skildring

Che - argentineren er baseret på Che Guevaras egne dagbøger, og man skal ikke forvente, at Steven Soderbergh i filmen tegner et kritisk portræt af oprøreren. Det er heller ikke ligefrem en hyldest til Che, men et imødekommende forsøg på at forstå, hvad der drev ham som menneske og revolutionær. Problemet er dog, at filmen går tæt på oprøreren, men holder sig på afstand af manden. På mange områder er det en meget nøgtern beskrivelse af, hvordan Che Guevara gik fra at være astmatisk læge med en teoretisk velfunderet oprørstrang til at være en vaskeægte revolutionær med gevær i hånd og evnen til at træne og lede mænd i en barsk og blodig guerillakrig.

Det er, som om Steven Soderbergh har været bange for at fortolke eller forvrænge Ches ord, og derfor på forhånd har fravalgt at dramatisere og iscenesætte de begivenheder, Che beskriver i sine dagbøger. Ches ord og gerninger får i høj grad lov til at tale for sig selv, både under felttoget i Cuba, og da han skal tale i FN og lægger sig ud med de mellem- og sydamerikanske diktatorer ved i utvetydige vendinger at anklage dem for at undertrykke deres folk.

Ædel ambition

I et interview med Washington Post har Steven Soderbergh om sit udgangspunkt for at lave filmene om Che Guevara sagt følgende: "Folk har spurgt mig: 'Hvordan kan du lave en film om en morder? En terrorist?' Det, de ikke forstår, er, at jeg bakker op om alle, der optræder på lærredet. Det er jeg nødt til at gøre. Jeg sætter mig i alles sted. Jeg dømmer dem ikke. Jeg er nødt til at præsentere alle på lærredet på den måde, som om de tror på det, de tror på. Det er irrelevant, hvad jeg tror på. Jeg står for meget af det, Che forsøgte at udradere. Men det er lige meget. Jeg er interesseret i ham på grund af hans ekstreme engagement."

Det er en ædel ambition fra instruktørens side - ikke at ville stå i vejen for sin hovedperson - men måske også lidt besynderligt i en tid, hvor så meget, også i flere af Soderberghs film, handler om at udæske, filosofere og psykologisere.

Paradoksalt er det i hvert fald, at en film om ekstremt engagement er endt som en næsten lidenskabsløs, i passager lidt kedelig og ofte underfortalt film, der ikke for alvor bringer én tættere på mennesket Ernesto - at han har kone og børn, får man at vide i en bisætning - men trods alt skaber forståelse for hans revolutionære alter ego.

Sent i filmen får vi at vide, at Che sagde ja til at hjælpe Fidel, fordi han blev lovet, at han efter Cuba måtte bringe revolutionen til Sydamerika. Og det er den del af Che Guevaras liv, som anden del af Soderberghs værk, Che - guerilla, handler om, og hvor han tager til Bolivia i et (mislykket) forsøg på at begynde revolutionen dér.

Et ciffer

At Che - argentineren alligevel kan være interessant at se, skyldes blandt andet Steven Soderberghs stilistisk gennemførte billedside - han har selv fotograferet filmen under pseudonymet Peter Andrews - hvor farver og et moderat håndholdt kamera tager publikum med midt ud i den fugtige og varme cubanske jungle, mens kornede, sort-hvide billeder og et meget mere uroligt kamera giver Ches ophold i New York et køligt, dokumentarisk præg.

Og så skyldes det i høj grad Benicio Del Toros overbevisende præstation som Che Guevara. Del Toros Che er ikke en flamboyant, udadvendt type som Fidel Castro, men han vokser med opgaven, og bag det afdæmpede, altid velovervejede ydre fornemmer man i glimt det engagement, som Soderbergh taler om, og som førte Che i døden, inden han som Castro måtte give køb på sine egne revolutionære idealer.

Da filmen slutter, er Che dog stadig et ciffer, en på mange områder uudgrundelig skikkelse. Og måske er det i virkeligheden sandheden om Che. Han troede så fuldt og fast på sagen, at han gav sig den i vold og valgte at glemme sig selv som menneske. En ægte revolutionær, der var, hvor man havde brug for ham.

Che - argentineren. Instruktion: Steven Soderbergh. Manuskript: Peter Buchman. Amerikansk-fransk-spansk (En håndfuld biografer rundt om i Danmark)

'Che - guerilla' har dansk premiere den 3. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu