Afdøde jazzbassist Niels-Henning Ørsted Pedersen fortalte i en radioudsendelse for nogle år siden om en af sit livs sublime musikoplevelser. Det var en juleaften, og hans datter havde givet ham en cd med Cecilia Bartoli. Ud på aftenen gik han ned i sit kælderrum og satte den i afspilleren, og så sad han i julenatten og hørte det samme stykke igen og igen, den enkle italienske kærlighedssang Caro mio ben.
NHØP forsøgte at trænge ind i det mysterium, der vendte tilbage til hans ører. Hvad var det denne utrolige stemme gjorde for at kunne berøre ham så dybt?
På samme måde kan det forekomme en umulig opgave at beskrive, hvad der egentlig skete søndag aften i Tivolis Koncertsal. Sådan som man forlod stedet fortumlet, beruset og godt gennembanket.
Cecilia Bartoli var der godt nok også for to år siden, men denne gang ramte hun med en endnu større kraft. Hun kalder selv sit show for den romantiske revolution, men det er ret beset hende selv, der er det mest revolutionerende medie, operaverdenen endnu har set og hørt.
Maria Malibran
Det omvæltende ved Bartoli er den lykkelige kombination af talent og intellekt. Hun er udstyret med et stemmemateriale uden sidestykke, men hun har insisteret på, at det skal anvendes til at formidle nye budskaber i musikken. Derfor arbejder hun i dybden med alle aspekter af sit fag. Som i tilfældet den romantiske revolution, der skal forstås som en rejse tilbage til Maria Malibran, den tiljublede spanske mezzosopran fra 1830'erne.
Bartoli har gennem sin research gennemhullet adskillige forestillinger om den italienske bel canto-traditions opførelsespraksis, og den mest revolutionerende erkendelse har været den mørke mezzosoprans reelle førerposition frem for den lyse sopran. Mezzoens generelt rigere klangspektrum, betinget af beherskelsen af det dybe register, mindede om de store kastratsangeres bedrifter, og tilmed kunne en svimlende tekniker som Malibran bevæge sig i koloratursopranens lysende højder. På den måde kunne man fortsat høre bel canto i dens inderste væsen: den sanselige nydelse, virtuositeten, improvisationen, løssluppenheden, den tvetydige seksualitet og den uendelige farvepalet. Eller som Rossini sagde: sangen fra sjælen til sjælen.
I nyere tid har stjerner som Maria Callas og Marilyn Horne genoplivet denne slumrende tradition, men det er med Cecilia Bartoli, den fremstår som fuldstændig genfødt. Eksemplerne stod i kø søndag aften. For Bartoli stiller sig ikke tilfreds med blot at synge det bedste, hun har lært. Bartoli inkarnerer hver enkelt operaskikkelse med plastiske gestus og ekspressiv mimik i en præcis analyse af den psykologiske situation. Det var ganske simpelt overvældende med disse store genuine følelser. Som tilknappet nordbo sad man og blev ganske blufærdig, overdynget af de mange invitationer til et favntag med damen, der fiksede dig med sit blik, denne frodige smukke romerinde, som Fellini må have elsket at elske.
La Scintilla
Bartoli stod på et podium, først i en hvid stropløs kreation med slæb, siden med en knaldrød, og omkring hende sad et dirigentløst orkester; La Scintilla med 22 kvinder og 10 mænd på historiske instrumenter. Også det var en oplevelse. En orkesterklang fra svundne tider, skrøbelig og fin som bøhmisk krystal, en stor kammermusikgruppe, der helt åbenlyst elskede at spille sammen. Fnuglet elverspil i Mendelssohns scherzo fra strygeroktetten, som et corps de ballet i Rossinis ouverture til Signor Bruschino og så fremdeles, og sammen med Bartoli hørte man La Scintilla som en åndeløst lyttende og meddigtende organisme, bestandigt bevidst om, hvor meget og hvor lidt, der skulle gives og tages, og undertiden ført af sted af hendes diskrete bevægelser.
Hvad skal man egentlig med en Malko-konkurrence, spørger man sig selv, når man oplever et så selvkørende orkester?
Tre heroiner
Rossini blev koncertens hovedperson med tre kvindeskikkelser: Askepot, dronning Semiramis og Desdemona. Og hvor forskellige lød de ikke, disse tre scener.
Askepot er en komisk opera, og derfor lægger titelpersonen op til munter forsoning med sin stedfamilie, da prinsen er scoret. Men opvisning er det unægtelig. I den langsomme del dykkede Bartoli gang på gang ned i dybden og kom op med fyldige mandstoner, og i den hurtige del rullede hun hele bel canto-arsenalet frem, halsbrækkende akrobatik og jublende bravura. På de sidste luftture lænende hun sig tilbage i en leende, løssluppen nydelse, som for at invitere salen til at skylle hen over hende. Hvad den så også gjorde, som et frådende hav.
Semiramis' kærlighedsarie kredsede først mere om den yppige legato melodi, udsmykket med mageløst kontrollerede spring, for at slutte med den ene crescendo-roulade efter den anden.
Mens Desdemonas pilesang og bøn fra Otello gradvis åbnede sig som et nødskrig fra en torteret og dødsangst sjæl.
Men omkring disse mesterlige scener fik vi rariteter af bemærkelsesværdig kvalitet. Mendelssohns fantastiske koncertarie Infelice skrevet til Malibran med obligat violinsolo, fornemt udført af koncertmesteren. En stemningsmættet klagesang fra Giuseppe Persianis Ines de Castro med en nænsomt fraseret cellosolo. En sørgmodig aftensang på engelsk fra ireren Michael William Balfe's The Maid of Artois, som Malibran kort før sin død sang på scenen støttet af krykker efter den fatale rideulykke. Og så var der Bartolis legetøjsbutik! Et sæt ekvilibristiske variationer over en tyrolermelodi af Hummel, hvor hun illuderede at stå på en alpetop, men ikke som hos Shu-Bi-Dua, absolut ikke, for hun elskede at stå på den top og jodle derudad. Og endelig Malibrans egen trommesang Rataplan som en opvisning i, hvordan man kan holde styr på sine rulle-r'er.
Alt dette var en magtdemonstration uden fortilfælde. En endelig bombe under idiotiske shows som de tre tenorer og hvad der måtte være af efterfølgere, og en kæmpeudfordring for dem, der har talent og tanke for det egentlige: musikkens dybere mening. Bartoli modtager Léonie Sonnings Musikpris næste år, og hun var i den anledning i DR2's Deadline lørdag aften. Her sagde hun, at musikbranchen i vore dage mangler personligheder, ikke bare den klassiske, men også inden for pop og rock. Selv vil hun helst ikke kaldes diva. Det gør ikke noget. For der er ingen som Cecilia Bartoli.
Koncert den 17. maj i Tivolis KoncertsalDen romantiske revolutionOperaarier og orkesterstykker af bl.a. Rossini, Donizetti, Hummel, Mendelssohn, García og Persiani. Cecilia Bartoli (mezzosopran)Orchestra La Scintilla fra Zürich Operaen
