Læsetid: 3 min.

Almuedigteren og kætterkredsen

Det handlede for Martin A. Hansen og de andre digtere omkring tidsskriftet Heretica om at stirre ned i afgrunden uden at blinke
7. maj 2009

Det var så tungt, så tungt, for verden var ikke til at bære. Og så blev det pludselig let og friskt moderne. Et dramatisk skred finder sted i det danske åndsliv fra slutningen af 1940'erne til slutningen af 1950'erne.

Det så sort ud over det hele efter Anden Verdenskrig, hvor de moderne fremskridt var slået om i civilisatoriske katastrofer. Der var ingen grund til at tro på noget godt i den moderne verden. Og det blev det kulturkritiske udgangspunkt for det litterære tidsskrift Heretica, der udkom over seks årgange under tre forskellige redaktioner fra 1948 til 1953. Derefter blev Heretica nedlagt. Mange af de samme stemmer flyttede til Gyldendal og det nye tidsskrift Vindrosen, som ikke var pessimistisk anlagt, men snart blev forum for den nye modernisme.

Den store oste-grosserer Knud W. Jensen var pengemanden bag Heretica og Wivels Forlag, men i 1952 købte han Gyldendal, og seks år senere grundlagde han et museum for moderne kunst, Louisiana. Forfatteren Tage Skou-Hansen var både den sidste redaktør på Heretica og den første redaktør på Vindrosen.

Rendyrket krise renser

Han har i et erindringsessay med den fortællende titel "I højere magters hænder" reflekteret over, hvordan man tilsyneladende ubesværet kunne gå fra modernitetskritik i opposition til pludselig at købe Gyldendal og lukke Heretica. Ole Wivel og Knud W. Jensen blev regnet for strategerne bag dette skred, mens Tage Skou-Hansen oplevede, at han blev brugt: "Jeg følte at mit venskab var blevet udnyttet, og min loyalitet over for de rige venner forekom mig en overgang grotesk."

Forbløffet blev Skou-Hansen, da det gik op for ham, at det var "den beskedne store digter" Martin A. Hansen, som havde været garant for overgangen. Han havde ikke regnet med, at Hansen med "hele almuetraditionen i kroppen tænkte så bevidst og nutidigt i magt". Denne historie udfolder teologen Ole Juul i Fortællingen om Martin A. Hansen og Heretica. Juul udgav i 1998 bogen Den tavse Gud, som er en læsning af Heretica, men siden er Martin A. Hansens korrespondance og dagbøger blevet udgivet, hvilket gør det muligt for Juul at læse den samme historie igen.

Brevene og dagbøgerne bruges til at rekonstruere Hansens refleksioner og motiver. Efter krigen satte Hansen sin lid til det, han betegnede som en "ny generation af korsfarere". De tror ikke på traditionens sandheder, men traditionen fungerer som kilde til, at de kan udvikle deres egne indsigter. De genfortolker den såkaldt "evangeliske tanke". Hansen ser kulturpessimismen som noget positivt: Hvis krisen rendyrkes i et litterært tidsskrift, vil det have en rensende funktion. Det gælder med andre ord om at stirre direkte ned i afgrunden. Og Heretica blev forum for denne kriseerkendelse.

Men Heretica var ikke bare en kulturkritisk position: Først og fremmest var Heretica litteraturens sted. Unge digtere debuterede i tidsskriftet, og Martin A. Hansen insisterede på skønlitteratur som en selvstændig form for erkendelse, der ikke kunne oversættes til politik og ideologi. Men dyrkelsen af litteratur kunne i kredsen omkring Heretica forfalde til religionserstatning eller med Hansens ord "en nymodens Overtro, man kan møde hos nogle særligt ivrige entusiaster, der tillægger litteraturen og dens budskab en saa overdreven betydning, at den kommer til at se ud som en Pseudokirke med forfatter som Præsteskab".

Det bliver ikke bare for tungt, men også for meget. Martin A. Hansen var både en stærkt kirkekritisk kristen og en intellektuel med stærke reservationer over for det intellektuelle miljø. Han var et menneske i splid med sig selv og sin bestilling.

Intellektuelt ansvarlig

Det bedste ved Juuls bog er rekonstruktionerne af Hansens æstetiske og etiske overvejelser og forhold til de andre i kredsen omkring tidsskriftet, hvor han blandt andet dokumenterer Tage Skou-Hansens tese om, at Martin A. Hansen var intellektuelt ansvarlig for overgangen fra Heretica til Vindrosen. Det værste ved bogen er, at Juul indimellem selv ventilerer postulater om "folket", der "ikke vover at vende blikke mod havet", fordi de er så bange for "tilintetgørelsen". Den slags siger mere om skribenten selv end om skribentens tema, men historien om Heretica er anderledes velunderbygget og vedkommende, fordi Juul har systematiseret det stof fra dagbøger, og breve, som de færreste selv står igennem uden en fornemmelse af, at det bliver så tungt, at det bliver tomt. Men tomt er det netop ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu