Breaking the Waves (1996)

Filmen, som gjorde Lars von Trier til et verdensnavn, kom til verden mange sømil uden for konventionernes kasse. Som Christian Braad Thomsen bemærker i bogen Drømmefilm, forener von Trier her Douglas Sirks tårepersende melodrama, John Cassavetes' dokumentariske nerve, Andrej Tarkovskijs højtidelighed og Luis Bunuels gadedrengeagtige respektløshed - mens Carl Th. Dreyer ligeledes lurer i baggrunden. Breaking the Waves udspiller sig i Skotland og var første led i von Triers 'Guldhjerte'-trilogi om hårdt prøvede kvinder. Emily Watson - der kom med på afbud, da Helena Bonham Carter fik kolde fødder på grund af sex- og nøgenscenerne - leverer en sjælerystende præstation som Bess, en psykisk skrøbelig outsiderfigur i et gudfrygtigt, forstokket og fordømmende lokalsamfund. Hun forelsker sig i borebissen Jan (Stellan Skarsgård), der indvier hende i seksuallivets glæder, men siden invalideres i en arbejdsulykke. Da Jan insisterer på, at Bess tager andre elskere, får det fatale følger. Også teknisk lader von Trier heldigvis hånt om de gældende regler ved at krydse det majestætiske cinemascope-format med endog meget håndholdt kamera. Intet er dog mere dristigt end filmens slutbillede, der deler vandene på vaskeægte von Triersk vis.
Breaking the Waves. Instruktion: Lars von Trier. Manuskript: Lars von Trier og Peter Asmussen. Kan fås som dansk Region 2-dvd fra Sandrew / Metronome.
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »