Læsetid: 2 min.

Cinéma de bedstefar

En høj tolerancetærskel over for hyggeharmonika er påkrævet for at nyde det nostalgiske musical-drama 'Faubourg 36' om arbejderklassevarietéen Chansonia i 1930'ernes Paris
Spil. Har man en høj tolerancetærskel over for hyggeharmonika, musikalsk melodrama og romantiserede billeder af Paris, kan man godt læne sig tilbage og slappe af.

Spil. Har man en høj tolerancetærskel over for hyggeharmonika, musikalsk melodrama og romantiserede billeder af Paris, kan man godt læne sig tilbage og slappe af.

Diesney Bio

22. maj 2009

Den franske nybølges 50 års fødselsdag fejres i øjeblikket både i Cinemateket og med et temanummer af filmtidsskriftet Kosmorama. Nybølgeinstruktørernes opgør med visse tendenser i tidens franske film indebar bl.a. en kritik af de dyrt producerede 'kvalitetsfilm', som François Truffaut og co. nedladende beskrev som en form for steril og gammeldags cinéma de papa.

Mens en film som Laurent Cantets Klassen for nylig har demonstreret, at der er både liv og nødvendighed i aktuelle franske film, er Christophe Barratiers Faubourg 36 en dyr, historisk film, som i nostalgisk farmandsstil hylder de gode, gamle dage i både fortælling og form. Historien udspiller sig i 1936 omkring varietéen Chansonia i Pariser-kvarteret Faubourg, hvor en række mennesker slås med livets uretfærdigheder.

Hovedpersonen Pigoil (Gérard Jugnot) bliver forladt af konen og mister retten til at se sin søn, da han arbejdsløs går i hundene efter Chansonias lukning. Sammen med nogle venner forsøger han at genåbne den musikalske base i kvarteret, og de må gå igennem diverse rodede forviklinger, inden den forventede festlige finale på scenen til sidst.

Sentimental socialisme

I kulissen lurer tidens politiske konflikter med arbejdskamp, strejker og den begyndende fascisme frem mod Anden Verdenskrig. Ingen af delene spiller for alvor en rolle for historien, men skal mest tegne et tidsbillede og være en klangbund, hvor violinerne for alvor sætter ind, når Chansonias redningsplanke, sangerinden Douce (Nora Arnezeder), fortæller, at hun skam også kommer fra en arbejderklassebaggrund. Dermed er det legitimt for filmens charmesocialist Milou (Clovis Cornillac) at forelske sig i hende, selv om kvarterets gangster (Bernard-Pierre Donnadieu) har planlagt at have hende for sig selv.

Historien har mange konflikter på én og samme gang, men satser på, at man køber de fragmenterede forløb, når først musikken spiller og Douce synger. Christophe Barratier slap betydeligt bedre fra sit forrige musikfyldte drama, Koret, som havde et strammere fokus og et mere engagerende persongalleri med historien om en korsyngende revolution på en streng kostskole i 1940'ernes Frankrig.

Har man en høj tolerancetærskel over for hyggeharmonika, musikalsk melodrama og romantiserede billeder af Paris, kan man godt læne sig tilbage og slappe lidt af med filmens intense forsøg på at være elskelig, de nyskrevne retro-viser og Clint Eastwoods faste fotograf, Tom Sterns, stemningsfulde billeder af en smukt iscenesat og lyssat verden. Hvis ikke bliver de over to timer i selskab med Faubourg-frænderne en lovligt lang og tilbageskuende oplevelse af cinéma de bedstefar.

Faubourg 36. Instruktion: Christophe Barratier. Manuskript: Christophe Barratier, Pierre Philippe og Julien Rappeneau. Frankrig. (Grand Teatret, København, Øst for Paradis, Århus, og Gentofte Kino)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu