Kender du det, at du elsker en så meget, at du nok bliver nødt til at slå hende ihjel? Det nystartede teater Vesper er besat af tanken om, at troen kan få os til at slå ihjel. Og det er denne beske aftenbøn, som er kernen i de fire monologer, som instruktøren Anders Lundorph subtilt har samlet i sin iscenesættelse- og som skuespilleren Joen Højerslev giver krop og blik og sved i sin overrumplende solopræstation på Husets Teater.
Den 34-årige Højerslev er så raffineret, når han står på Lisbeth Burians nøgne, firkantede scene med et køleskab og lidt jord på gulvet. Han er så helt igennem almindelig og veltalende og fandens sympatisk, at man som tilskuer ikke kan lade være med at blive indfanget af hans selvretfærdigheds-logik. Og så klapper fælden: af med hovedet.
Musikeren Jakob Munck sidder ved siden af med sine sære trækbasuner og elektrovidundere og nynner. Herligt. Og så sveder han. For det er nogle kogende historier, her oppe under loftet i Overhuset på Halmtorvet. Mærkeligst er måske den 31-årige Mads Mazantis En studie i hovedjagt om den udsendte ulandsmedarbejder, som får antropologisk pip af kannibalismen. Her er dømt hedeslag og vestlig dumhed, men indsat i en interessant ramme af dansk normalitet. "Så kunne vi lige så godt ligge i ske hjemme på Bellevue," siger han.
Den 76-årige Jess Ørnsbo har også fat i hævntrangen i sin monolog Svantevit. Her anbragt i en udefineret urtid, hvor en mand løber for sit liv, fordi han nægtede at ofre sin egen hest til den nye gud. Og Ørnsbo presser kynisk adrenalinstemplet i bund med sine veloplagte angstreplikker.
Voldslogik
Mest opsigtsvækkende er Anna Bros doku-monolog Messe for en popstjerne. Hun går ind i tankerne hos den Ricardo Lopez, der i 1996 forsøgte at dræbe Björk ved at sende hende en bombe- og som derefter videofilmede sit eget selvmord. Anna Bro er uden blusel, når hun skildrer ensomheds-nørden, der kun lever gennem sit idol. Og hun puffer Højerslev helt over på den anden side af borderline. "Björk siger til os: Jeg savner dig, men jeg har ikke mødt dig endnu," messer han, voldeligt lykkelig ...
Dejan Dukovski får det sidste ord i ingenmandslandsmonologen Malcolm Muharem is Not Dead. Denne mand kan lige så godt smile som skyde. Og det er den utilregnelighed, som gør monologen så brutalt fascinerende. "Jeg kan slå dig ihjel, men jeg kan ikke elske dig," siger Højerslev. Med kærligt blik, selvfølgelig.
Og det kender man jo godt fra sig selv.
AMC@INFORMATION.DK
Vesper. Fire monologer om tro. Tekster: Mads Mazanti, Jess Ørnsbo, Anna Bro, Dejan Dukovski. Oversættelse: Simon K. Boberg. Iscenesættelse: Anders Lundorph. Scenografi: Lisbeth Burian. Musik: Jakob Munck. Teaterforeningen Vesper på Overhuset i Husets Teater på Halmtorvet. Til den 3. juni.www.husetsteater.dk
