Læsetid: 6 min.

Den dag mainstream blev mærkelig

Det er selvfølgelig svært at sætte dato på, hvornår skæve rockbands med hang til pjusket hår begyndte at finde vej ind i mainstream. Men det er sket. Og det er ikke så skidt
Grizzly Bears sange søger efter nye smuthuller og en spiritualitet, der virker som om den trækker på mange tider og traditioner.

Grizzly Bears sange søger efter nye smuthuller og en spiritualitet, der virker som om den trækker på mange tider og traditioner.

28. maj 2009

Det kunne godt være et afgørende øjeblik i ny alternativ rockmusik: Den 7. maj i år siger talkshowværten David Letterman "Please welcome Animal Collective". Bandet, der har opnået gudestatus i den alternative musikverden, spiller "Summer Clothes". Folk klapper. Letterman hilser på bandet. Han laver en joke om danserne og kalder vinylalbummet, han holder i hænderne, en cd. Og bandet får ikke indført et ord. Men alligevel.

Det er selvfølgelig svært at sætte dato på, hvornår skæve rockbands med hang til pjusket hår og også ofte skæg og hornbriller begyndte at finde vej ind i main-stream. Det har sikkert været en flydende overgang, og Animal Collective hos Letterman er kun en flygtig markør i en flydende tid. Men det er sket.

Og det kommer det amerikanske band Grizzly Bear også til at nyde godt af. Og det skal være dem vel undt. Med deres aktuelle udgivelse Veckatimest har de nu udgivet tre album, og med hvert album har de markeret et smukt og sikkert skridt mod nye udfordringer, som de har mødt med en eventyrlig målretning og trang til udforskning. Og med Veckatimest har de nået et nyt plateau, ikke mindst takket være kvartettens to sangskrivere Ed Droste og Daniel Rossen, som definitivt er blevet indmeldt i en ung, eksklusiv klub, hvor kun dybt personlige og alligevel usandsynlig formsikre skabere kan smide benene op og nyde en cigar.

Vi taler et band, som er blevet stærkt hypet den seneste tid. Et band, som blogosfærens magter kræver hals- og håndsret over, selvom de sandsynligvis for en stund må se kvartetten annekteret af den traditionelle mainstream-presses stadigt skrumpende kongeriger. For Veckatimest har crossover-potentialet som også Animal Collective, og jeg kan kun anbefale at sætte denne plade på, hvis man nyder nogen form for kærlighed til netop Animal Collective, men også til store sangskrivere som Paul Simon og Cat Stevens (nu Yusuf Islam), John Martyn og Arthur Russell. Samt til mere samtidige bands som Mercury Rev og Fleet Foxes.

Grizzly Bear stræber ikke i samme grad og på samme konfliktsky måde som Fleet Foxes efter at nå en slags kollektivt vedtaget og sand-papirssleben skønhed. Deres sange søger efter nye smuthuller og en spiritualitet, der virker som om den trækker på mange tider og traditioner - uden at miste sin formfuldendelse. Og deres forløsning i studiet er fuld af muligheder, modstande og pludselige udbrud af eventyr. Det sker f.eks. i form af store serafiske kor, vuggende, dragende. Eller subtile elektroniske farvninger. Eller bare vokalharmonier af en anden verden, fuld af henført sensibilitet på grænsen til salmen, i hvert fald indie-salmen.

Frugtbare Brooklyn

Grizzly Bear er fra Brooklyn, New York, og lad os endnu en gang slå et slag og affyre et hip hip for bydelen, der mere end nogen anden i verden har næret den alternative rock de seneste fem år og nu ser ud til også at komme på mainstreams verdenskort. Et kort udpluk af bands og solister, der har slået deres folder og stadig kan findes i dette borough i New York City, som stadig byder på lavere husleje og leveomkostninger end Manhattan: TV On The Radio, CocoRosie, Animal Collective, Sufjan Stevens, Dirty Projectors, The National, Liars og Oneida.

Det er en bydel, der nu er begyndt at høste den kommercielle frugt af deres usandsynlige frugtbare muld, der har gemt sig lige under asfalten. Dirty Projectors (som jeg vender tilbage til om et par uger) har arbejdet sammen med både Björk og David Byrne. Animal Collective er på vej over i den brede mainstreams bevidsthed. Og nu har Grizzly Bear udgivet et album, som allerede før leak for slet ikke at tale om release blev udråbt til et af årets bedste af bloggere med et skarpt øje for hype.

Men tro på hypen denne gang. Veckatimest er et kærligt velformet og sofistikeret og alligevel direkte album. Kompositionerne lyder, som om de har ligget og modnet på indre egetræsfade i år, samtidig med at de stadig dufter nyplukkede.

Realiseringen klinger ganske naturalistisk med masser af fornemmelse af sted. Forsanger Ed Droste finder en stadig ædlereinderlighed i sin stemme, som sammen med bandets råt poetiske nerve kommer til sin fulde ret i de nøgent klingende, der også gerne dyrker en klart defineret, altmodisch klingende rumklang med mindelser om Phil Spectors wall of sound. Men der arbejdes også med en næsten faket naturalisme, med perspektiv-forvirring, hvor bandet ganske vist virker samlet, men alligevel virker, som om de er samlet oven i hinanden og alligevel på afstand.

Men Veckatimest kan alligevel nydes som en forelskelse i bandformatets kødelighed, i den magiske oplevelse af, at en sang bliver bragt til live af mennesker med traditionelle instrumenter. Den analoge erfaring. Den kollektive sammensmeltning i et her, nu. Som gør Veckatimest til et gammeldags klingende album, men netop i sangskrivning og forløsning til en nutidig videreførelse af rock-romantik. Som jo kun kan bevares, hvis den finder nye hvide heste at møde en ny tids drager på.

Gamle synthesizere

Passion Pit er også darlings i blogosfæren. De har også pjusket hår, nogle har endda hornbriller og ynglinge-skæg, og så benytter de sig af tidens måske mest populære instrument i rockbandet, synthesizeren. Gerne af lidt ældre dato.

De fem unge mænd i Passion Pit er så fra Cambridge i Massachusetts - som i øvrigt er dér, man finder øen Veckatimest - og det kommer formentlig ikke til at stå i vejen for deres berømmelse. Hvor skarp og kort, lang og mild den så end måtte være. I hvert fald har det multinationale selskab Sony BMG kastet sin kontraktlige kærlighed på Passion Pit, og deres selskab Columbia Records udgiver debutalbummet Manners.

Hermed kan man begynde at ane historien gentage sig selv. Igen. Som da de multinationale selskaber i begyndelsen af 90'erne opdagede, at indierocken var begyndt at sælge og begyndte at opkøbe selskaber og bands. Og dermed ændrede termen fra at relatere til uafhængige pladeselskaber, altså uden multinationale moderselskaber, til at være en æstetik, en genre.

Således har de multi-nationale selskaber nu opdaget, hvor meget medvind let mærkelige - men ikke for mærkelige - bands har hos magtfulde bloggere, som kan flytte flere eksemplarer end dinosaurer som Rolling Stone og Spin.

Tyggegummisødt

Den ironiske og idiosynkratiske blogger Hipster Runoff skriver således om Manners under overskriften "Is Passion Pit the next Animal Collective?":

"I feel like this album will be '74% more accessible' than (Animal Collectives seneste, red.) 'Merriweather Post Pavillion'. I feel like it will be 47% less authentic-core than Grizzly Bear's album 'Veckatimest'. I feel like Passion Pit's 'best album' will be in 2 albums".

Trods de fjollede procentsatser er det skarpe betragtninger over et album, som præsenterer et lovende og tyggegummisødt disco-pop-band, der som mest kvalificerende alternative faktor har de mange let Animal Collective-inspirerede kor. Men som også præsenterer et band med en lige lovlig jovial sangskrivning og en lige lovlig monokrom måde at håndtere bandformatet på. Det er bare fuld fart frem og finde groovet, og så blive dér.

Kvintetten opererer i en langt mere udglattende, poppet kulisse. Neonlyst svunget og med sol i hver en højfrekvent frasering. Hvilket altså betyder, at vi kommer til at danse til Passion Pit hele sommeren på mere alternative steder i byen/byrummet/verdensrummet.

Når mainstream er blevet et mærkeligere sted at være, så skyldes det altså også, at den alternative scene er blevet et mere poppet sted at være. Der er en tilnærmelse mellem f.eks. bands fra Brooklyn og tidens smag for spraglet pop og syret rock. En smag, der jo fødes af tese-antitese-dynamik, af kulturelle bølgebevægelser, der kan sammenlignes med fra Nyrup til Fogh, fra Løkke til Thorning/Søvndal. Und so weiter. Der skulle ske noget nyt i rocken efter de mere eller mindre puritanske retro-bevægelser og de stilbevidste, men vandige indierock-bands med stramme cowboybukser, det vidste de selv nede i Bilka. Og det er sket. Man kan så diskutere, om ikke også Passion Pit er en retro-gestus, men til gengæld er Grizzly Bear en traditionsbevidst, men umiskendelig evolution.

Så jeg forestiller mig, at om et par uger slår David Letterman ud med armene og blotter sit gruopvækkende tandsæt, mens han siger: "Tag godt imod GrizzlyBear!" Og publikum vil klappe på kommando. Men efter nummeret burde de klappe helt spontant.

Grizzly Bear: Veckatimest (WARP/VME)Passion Pit: Manners (Columbia/Sony BMG)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Berg

Grizzly Bear har allerede (20. maj) optrådt i The Late Show.

Nu kan man diskutere definitionen af begreberne 'alternativ rockmusik' og 'skæve rockbands med hang til pjusket hår og også ofte skæg og hornbriller', men David Letterman har da i årtier lagt show til orkestre, der kan siges at falde ind under nævnte kategorier. Typisk Ikke de snævreste og sværest tilgængelige af slagsen, men 'critically acclaimed' bands i genrekrydsfeltet mellem 'alternative', 'indie' og 'modern rock', som både NME-abonnerende feinschmeckere og den mere progressive del af mainstreamrockens publikum kan værdsætte.

Animal Collective og Grizzly Bear lyder anderledes end bølgen af 'alternativ' (retro)rock fra New York (båret af fx Interpol, The Strokes og The Walkmen), som prægede første halvdel af indeværende årtis rockscene (og The Late Shows musikstil). Men dette betyder bestemt ikke, at Letterman og hans publikums åbenhed over for udfordrende alternativ rockmusik er noget nyt.