Læsetid: 3 min.

Danske forfattere skriver om at vokse op med sommerdage, kiksekage og Tjernobyl

Fire danske forfattere skriver smukt, bevægende og humoristisk om at vokse op for 30-40 år siden i Danmark
7. maj 2009

Dansklærerforeningens Forlag burde have et nyt navn, der kunne signalere den nytænkning og innovative energi, der i disse år fortsat strømmer ud fra foretagendet. Og en del forlag kunne have grund til misundelse med hensyn til det redaktionelle arbejde, for her arbejdes der særdeles produktivt med hybrider og æstetisk formidling, når det gælder udviklingen af koncepter for børnebogens fortsatte udvikling.

To indsatsområder kalder på en særlig opmærksomhed, nemlig udviklingen af de såkaldte billedromaner og senest erindringsserien "Min historie". Begge serier har som ambition at nå yngre læsere og stimulere læselysten ved at satse på værker med et overskueligt antal sider (men uden at renoncere det mindste på den litterære kvalitet) og med mange illustrationer. Ideen bag "Min historie" er ifølge seriens redaktører Kari Sønsthagen og Helle Svane Boutrup "at sætte tidsperioder på knappenåle og skabe et historisk landkort" i et forsøg på at give unge læsere (primært de 11-14-årige) en forståelse for genrerne: erindring og selvbiografi.

Det er i krydsfeltet mellem et 'før' og et 'nu', det tidstypiske synliggøres. Og en historisk bevidsthed kan måske skabes ved, at læseren får sin egen her-og-nu-oplevelse perspektiveret med et sanseappellerende indblik i, hvad det ville sige at vokse op i Danmark for 30-40 år siden.

To gange herretur

Foreløbig er det blevet til fire bind i serien. Sidste forår kom Cato Thau-Jensens Et hjem med gevær (yderst personligt illustreret af forfatteren selv) og Jens Blendstrups Alle dage -kiksekage (illustreret med en meget udtryksfuld collageteknik af Lars Vegas Nielsen), to gange veloplagt herretur med tilbageblik til opvæksten i 1970'erne. Cato Thau-Jensen skriver smukt, bevægende og med en fin afvæbnende humor om sit ensomme barneliv med den fraskilte tandlægefar, som i al sin excentricitet faktisk var komplet uegnet som far.

Og Jens Blendstrup skriver tempofyldt og med kvik replikføring om et drengeliv med nære kammerater, hemmelige klubber, kiksekage, bilfri søndage, Femølejr og kærester - i et sprog, der emmer af den fint sansede erindringskunst, der også blev udfoldet i portrættet af faderen i den meget vellykkede roman Gud taler ud (2004). Med de to senest udkomne bind, Leonora Christina Skovs Glashuset (illustreret af Lilian Brøgger) og Dy Plambecks Drømmehøjen (illustreret af Helle Vibeke Jensen) får vi to meget forskellige pigevinkler på en opvækst i 1980'erne.

Skov (årgang 1976) er opvokset i et parcelhuskvarter i Helsinge og tegner et billede af et hjem, hvor en korrekt sprogtone og en autoritær opdragelsesstil med lejlighedsvise klø gjorde den spontane livsglæde til en sjælden gæst. Skov suger i stedet eksistentiel næring og oprørstrang i mødet med de stærke, farverige kvinder og i muligheden for at skrive og dermed skabe nye verdener i fiktionens euforifremkaldende laboratorium. Der er både sorg, vrede, smerte og oprør på spil i den byrdefulde identitetsdannelsesproces, der skrives frem i Glashuset. Bogen, som i øvrigt er tilegnet veninden Shirley, der døde kun 20 år gammel, er illustreret med nænsomhed twister egne illustrationer med forfatterens gamle stilehæfter og private fotos, så både kulden og angsten kommer frem i læseoplevelsen.

De afgørende øjeblikke

Dy Plambeck (årgang 1980) har tilsyneladende levet i en familie med større rummelighed og tryghed, og hun har et meget præcist blik for at beskrive de afgørende øjeblikke, hvor det velkendte får et drej, der giver ny dybde. Som når man en badedasende sommerdag bliver opmærksom på, at man også skal dø engang, eller når man om vinteren tvinger sig selv til at sidde udenfor sit hjem i bidende kulde og vente på sin mor og i mellemtiden synge "hottentotsangen" for at holde forestillingen om, at der står en mand bag en af dørene i huset, stangen. Hun husker også angsten for de dødbringende vinde, da atomkraftværket Tjernobyl eksploderede. Og den lille sorg, da den sproganarkistiske discjockey Kim Schumacher, som lille Dy var en stor fan af, døde af det faderen kaldte "bøssepest".

Lydhøre illustratorer

Men bogen er også fyldt med små lysende glimt fra en barndom, hvor drømmeevnen og de sjove påfund tilsyneladende har fyldt en del. Eksempelvis episoden med hønen Eftertragtede Edward, som danser for klassekammeraterne til tonerne af Metallica. Hen over en bund af private familiefotos og barndomstegninger gøgler illustratoren Helle Vibeke Jensen løs med repeterende mønstre og krasse farver i en rytme, der både giver en fornemmelse af de mørkere toner og samtidig danser af sted i en lys, poetisk champagnegalop, der giver den samlede fortælling en dejlig visuel fremdrift.

Jo, det er ikke mindst begavede og lydhøre illustratorer, der giver disse erindringsstykker, som i øvrigt er yderst indbydende layoutet, et ekstra sansemættet løft.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu