Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

'Jeg ville faktisk meget hellere være lykkelig'

Fassbinders kyniske replikker gennemsyrer Århus Teater, hvor 'Petra von Kants bitre tårer' er blevet en besættende og gennemsigtig forestilling om kærlighedsmanipulation
Kultur
18. maj 2009

'Der var tit en kulde,' forklarer den smukke Inge Sofie Skovbo, mens hun slænger sig mellem luksusdynerne som Fassbinders Petra von Kant. Og jo tak, der er så stadig så megen kulde i Fassbinders ord og skæbner fra filmen fra 1972, at man fryser ved gensynet.

På Århus Teater er kulden også lagt ind i Magdalenas designertjekkede scenografi, hvor alt er præget af rene linjer og gennemsigtighed. På nær altså lige Inge Sofie Skovbo, der lystløgner sig til uigennemskuelig kærlighed - både den tabte mandekærlighed og den nye kvindeerobring.

Skovbos vilde temperamentsskift som den kærlighedshungrende kvinde bliver troværdige, netop fordi hun har så megen kynisme i sin stemme - og fordi hun har den skønhed, som klæder en klynkende. Hendes nye fund spilles af den unge, modelsmækre Kristine Nørgaard, hvis smalle talje og lange ben summer om Skovbo som en besættelse. Nørgaard stiller sig i positurer og gør sig til, og instruktionen lader os brutalt se manipulationen. Netop uden at Petra von Kant ser den.

'Jeg vil have en plads her i verden,' blinker Nørgaard storøjet. Og hun giver Skovbo kynismen tilbage dobbelt-op, så Fassbinders fascination af det ungdommelige udødelige overmod og alderens forfald kradser i øjnene.

"Jeg havde forestillet mig, at du var meget yngre," siger hun som velkomsthilsen til Skovbo, der bliver ramt af de piskende ord. Hun mærker slaget, føler blodet dryppe, mærker lysten - og er besat på stedet. Og herfra kan det naturligvis kun gå galt...

Ret lagnerne ud!

Alligevel er det Merete Voldstedlunds tjenerinde, der skaber forestillingens mærkeligste og mest uudslettelige kvindeskikkelse. Tavs, aldeles tavs uden et ord, vandrer hun rundt på sine høje hæle og i sit ulastelige sekretær-outfit.

Rytmen fra hendes hæledunk sætter sig i tilskueren som forestillingens egentlige kærlighedserklæring. Kontrolleret, vedholdende og grænseløst beundrende. Ikke en mine fortrækker hun over sin herskerindes rå ord og udskejelser med andre i lagnerne; hun stirrer blot gennem de åbne reoler og registrerer alt. Reder pænt sengen efter hende. Og venter på sin chance, Da den kommer, bryder forestillingen sammen og er slut. Færdig.

Og man sidder som tilskuer og ønsker, at Fassbinder havde givet et par scener eller skurrende dialogsætninger mere - eller at Christoffer Berdal havde givet tilskueren lov til at komme sig.

Men sådan er det selvfølgelig ikke. Kærlighedsbrud sker ikke pænt og ordentligt og med god timing. Og det gør social deroute forårsaget af falleret kærlighed slet ikke. Berdals kvindekloge instruktion af de øvrige kvinder rundt om denne Petra von Kant rummer da også nogle brud, som trevler den realistiske spillestil op, efterhånden som gudinden drikker sig fuldere og fuldere.

Anne-Vibeke Mogensens veninde spiller fint på balancen mellem forståelse og forargelse, lige som Lene Vasegaard dyrker rollen som den opgivende mor, der pludselig får travlt med at komme afsted. Og den purunge Mette Døssing som datteren lader fint chokket over moderens desperate sammenbrud rulle hen over sine friske kinder.

Træk gardinerne for!

Men det er i Merete Voldstedlunds Marlene-figur, at nøglen til Fassbinders beske univers skal findes. Hendes underkastelse, hendes glæde, hendes ydmygelse, hendes håb.

Voldstedlunds krop er slank og spændt, som er hun parat til at springe efter lykken i hvert eneste sekund. Hendes tvangspassion dirrer, og dog gør hun næsten ingenting. Hun vandrer blot gennem den store lejlighed og trækker de halvgennemsigtige gardisette-gardiner fra og for - igen og igen, dag efter dag. Med besættelsens forventning om, at netop denne dag bliver dagen, hvor kærligheden bliver gengældt.

AMC@INFORMATION.DK

'Petra von Kants Bitre Tårer' af Rainer Werner Fassbinder. Oversættelse: Ib Thorup. Bearbejdelse: Trine Holm Thomsen og Christoffer Berdal. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Magdalena Stenbeck. Lys: Peder Jacobsen. Lyd: Jeppe Larris. Århus Teater, Studio, til 23. maj. www.aarhusteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her