Faktisk er det lidt af en selvmodsigelse at tage til Madrid som turist. For i modsætning til andre europæiske hovedstæder som Paris, London og Rom har Madrid egentlig ikke det store at byde på i traditionel turistforstand. Det fine Prado Museum, Picasso's eminente Guernica i Museo Reina Sofia, en hel del restauranter der påstår at "Hemingway spiste her" - og det er faktisk det.
Men hvad Madrid ikke har i store, glittede turistattraktioner, har den til gengæld i iberisk livsnyderi, solid mad, yderst liberal rygelovgivning og en laid back tilgang til livet, der giver byen sin helt særegne stemning. Derfor går det heller ikke, hvis man som besøgende forventer at fange denne stemning fra taget af en turistbus. Man må ned og ind i byen og leve som en madrillener for rigtig at få fat på den.
Ingen steder i Madrid gøres dette bedre end i bydelen Malasaña. Klemt inde mellem det hippe bøsseområde Chueca mod øst og Madrids sekssporede hovedåre Gran Via mod syd er Malasaña et autentisk, skævt og lettere anarkistisk kvarter.
Det er her Madrids ungdomshus ligger, her gamle idealister stadig demonstrerer helhjertet for anarkosyndikalismens glorværdigheder og her kampklædt politi og unge autonome fra tid til anden støder sammen i optøjer, der ville have været selv det hedengange Jagtvej 69 værdige.
La Movida
At bydelen historisk er uløseligt forbundet med oprør og revolte ses helt ind i dens navn. Malasaña er nemlig opkaldt efter den 15-årige lokale pige Manuela Malasaña, der blev henrettet af Napoleons besættelsestropper efter Madrids oprør mod den franske besættelse i 1808.
Kvarterets centrale plads, Plaza del dos de Mayo, har et stort monument til minde om opstanden, der udsprang i Malasaña. Og ingen steder fejres Madrids officielle bydag den 2. maj, der holdes til ære for oprøret, mere intenst end her.
Men Malasañas oprør har ikke kun været af den korporlige slags. Efter diktator Francos død i 1975 var det i Malasaña, der først blev gjort oprør mod årtiers konservativt og kirkeligt styre. I en kæmpe sociokulturel bevægelse kendt som La Movida eksploderede Malasaña i hedonistiske fester, punkmusik, alternative kunstarter, åbenlys homoseksualitet (hvilket før havde været ulovlig) og massive eksperimenter med stoffer. Udenfor Spanien er La Movidas mest berømte repræsentant nok filminstruktøren Pedro Almódovar, hvis skæve film og endnu skævere karakterer glimrende illustrerer den kulturelle og seksuelle frihed, der blev sluppet løs i Malasaña i 70-80'erne.
Helt så vildt går det ikke for sig i dag, men Malasaña er stadig et af madrillenernes absolutte favoritsteder at gå i byen. Langs bydelens smalle, brostensbelagte gader afløser den ene hemmeligt udseende bar den anden. Og er der et frit, solbeskinnet hjørne et sted, kan man være sikker på, at nogen presser et par stole og borde ind og åbner en fortovscafé.
Unge som gamle
I det hele taget er Madrids barkultur legendarisk - ifølge Time Out er der flere barer i Madrid end i hele Belgien - og i Malasaña er det ikke kun feststemte unge mennesker, der benytter sig af de mange udskænknings-, mad- og tapassteder. Stikker man hovedet ind på en tilfældig bar en tidlig aften, er det ikke ualmindeligt at finde to nydelige ældre damer med likørglas og en lille skål oliven ved det ene bord, en større samling unge punkere i færd med at skylle en omgang patatas bravas (kartofler i spicy sovs) ned med en hel del cañas (fadøl) ved et andet og en lang række gamle, fodboldseende mænd oppe ved tv-baren, der tygger pipas (ristede solsikkekerner) og spytter skallerne ud sammen med en heftig strøm af spanske eder, når de lokale helte fra Real eller Atletico brænder endnu en målchance.
Denne utvungne blanding af ung og gammel, fattig og fornem er noget af det, der kommer mest bag på en besøgende fra det kolde nord. I Madrid generelt og i Malasaña specielt er de forskellige barer ikke så opdelte, som de ofte er i Danmark, hvor forskellige typer kommer forskellige steder.
Her fungerer specielt de gamle, traditionsrige bodegaer, hvor kromutter serverer iskold rødvin mens fatter står i køkkenet og tilbereder tortilla, fyldte blæksprutter eller andre traditionelle spanske tapas, som en veritabel smeltedigel mellem generationerne.
Det giver nattelivet en hel særegen dynamik, og er en af hovedårsagerne til at den spanske kultur lever så stærkt selv blandt helt unge mennesker i Madrid.
Seriøs siesta
Taler man om særegen spansk kultur, kommer man ikke udenom siestaen. For selvom de store butikskæder i centrum, turistfælderne på Plaza Mayor og businessdistriktet i nord efterhånden helt har opgivet denne salige eftermiddagslur, så praktiseres den stadig fanatisk i de mere traditionelle barrioer af hovedstaden. Således skal man ikke blive overrasket i Malasaña, når blomsterhandleren sætter låsen for døren, grønthandleren hiver sine frugtkasser ind, reggaefyren lukker sin pladebiks - ja, når selv supermarkederne trækker skodderne for vinduerne midt på dagen.
Det betyder blot, at klokken er blevet halv to, og at det er blevet tid til en god, lang frokost, gerne en tre retters menu del dia og gerne med en halv flaske vin til.
Dernæst en kaffe, et hvil og måske en lur inden man langsomt tænker på at vende tilbage til arbejdet ved femtiden, hvor man så typisk bliver indtil fyraften ved otte-tiden.
Det er bestemt ikke effektivt, og skiftende erhvervsledere har da også brokket sig over siestaens skadelige indflydelse på den spanske konkurrenceevne. Og faktisk viste en stor europæisk undersøgelse i 2005 da også, at spanierne er det folk i EU, der arbejder flest timer, men til gengæld producerer mindst. Men lige lidt hjælper det.
Der skal mere end fornuftige argumenter til at overbevise en ægte madrillener.
Fri røg
Som turist er der kun to ting at gøre, når klokken slår siesta. Enten springe på metroen og tage toget langt væk fra Malasaña til f.eks. Museo Prado eller til butikkerne i centrum, hvor man ikke holder eftermiddagslukket.
Eller man kan skik følge, finde sig et ledigt bord på en lille lokal restaurant og give sig hen til madens og vinens glæder, der faktisk viser sig at passe ualmindelig godt sammen med en efterfølgende eftermiddagsdøs i solen.
Er man i tvivl om, hvilken frokostrestaurant man skal vælge (og det kan man hurtigt blive, eftersom de alle sammen ligner hinanden), er der en god tommelfingerregel, som madrillenerne også selv bruger: Se på restaurantionens gulv. Jo mere beskidt det er med brugte servietter, knækkede tandstikkere og udtrådte cigartetskod, jo bedre er stedet.
For det er en anden ting, det ikke går at ændre i Madrid: Selv om det siden 2006 principielt har været forbudt at ryge på spanske barer og restauranter, er det i praksis stadig tilladt, så længe ejeren blot sætter et skilt op, der fortæller, at det er lovligt at ryge. Madrids barer er derfor ofte helt blå af røg selv midt på dagen eller om tidligt om morgenen, og det er der egentlig noget ganske befriende ved, selv for skandinaviske anti-rygere.
Det er svært at forklare hvorfor. Måske hænger det sammen med måden madrillenerne virkelig nyder deres cigaretter, i modsætning til i Danmark hvor rygerne skamfuldt lister udenfor, skjulende deres syndfulde, sundhedsskadelige last?
Det kunne vi madrillenere aldrig finde på. Der skal mere end fornuftige argumenter til at ændre os.
