Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

'Jeg ville ikke finde dig - jeg ville miste dig'

Bergen rømmede sig, da komponisten Bent Sørensen og dramatikeren Peter Asmussen åbnede Festspillene med en bragende længselssucces. Og instruktøren Katrine Wiedemann sørgede for, at disse nydelige nordmænd aldrig vil glemme 'Sounds Like You'
Kultur
26. maj 2009
Grænserne skrider, når længslen sætter ind i Bent Sørensens musik. Her er det Ane Dahl Torp og Trond Espen Seim, som får sig en hed affære midt mellem orkestrets musikere i den skelsættende teaterkoncert -Sounds Like You-.

Grænserne skrider, når længslen sætter ind i Bent Sørensens musik. Her er det Ane Dahl Torp og Trond Espen Seim, som får sig en hed affære midt mellem orkestrets musikere i den skelsættende teaterkoncert -Sounds Like You-.

Odd Mehus

BERGEN - Skyerne hænger lavt i Bergen. Akkurat ligesom den erindringsdis, som breder sig ud fra Bent Sørensens nye storværk Sounds Like You, der netop har haft premiere som Bergen Festspillenes store, danske åbningssatsning. Noget lyst og dog gråt. Noget harmonisk og dog melankolsk. Noget besnærende smukt og dog trist.

Sounds Like You lyder ikke som noget andet. Jovist, det har Bent Sørensens umiskendelige længsel i sine grynede, nynnende toner, som kommer fra et sted dybt i ellers glemt erindring. Men det vilde ved Sounds Like You er, at dette værk bringer musik, korsang og tale sammen i et nyt greb, som virker forførende enkelt og originalt, også i internationalt perspektiv. Oplevelsen fik i hvert fald tilskuerne til at forlade Grieghallen mærkeligt stille og overstadige på én gang, da Kong Harald omsider holdt op med at klappe.

For dette stykke koncertteater rørte tydeligvis tilskuerne på en foruroligende måde. Ikke bare som hvirvelstrøg med violinbuer. Eller som klapren med træstykker eller buldren med blæsere eller kælne dril med sand-papir over for sprøde obopust. Men som lyde, der satte sig i kroppen, og ord, der klinede sig ind i tankerne - og billeder af en kærlighedshistorie, der satte sig i øjnene og ikke ville gå væk.

Bent Sørensens musik udspiller sig som en 'traditionel' koncert for tilskuerne, der er til stede i salen. Men altså også som koncerten for to skuespillere, der spiller et par, som er kommet for at høre musikken igen - fordi det var under opførelsen af denne musik, at de kastede sig ud i et heftigt kærlighedseventyr sammen.

At se ind i dig

Det er dette pars tanker, som Peter Asmussen har givet ord i nogle tætte, suggererende replikker, der lader parret vandre ind i erindringen med drømmeagtig klarhed. De taler lige så meget til sig selv som til hinanden, og de glider ind og ud af det, de rent faktisk siger til hinanden - og som de gerne ville have sagt til hinanden. Banale elskovsord siges på musikken, som var det allerførste gang, at nogen udtalte disse ord.

"Hvorfor lukker du øjnene, når vi elsker?" spørger kvinden. "Jeg har lyst til at se ind i dig," siger hun - men jo mere, hun ser, desto mindre ser hun. Eller hører. For ordene gentages med små, raffinerede forskydninger, som skaber en slow motion-rytme, der både kæler og kæmper mod orkestrets vilde takter.

Ordene bliver til billeder. Og instruktøren Katrine Wiedemann har fået to af Norges bedste, unge skue-spillere til at leve sig ind i musikken og minderne. Her er ingen af de visuelle tolkninger, som ellers præger Wiedemanns teaterinstruktioner. Her er kun en kvinde i en kjole og en mand i et parjeans. Og så et helt orkester af musikere, som parret på et tidspunkt vandrer rundt imellem. Smukke Ane Dahl Torp og lækre Trond Espen Seim er nogle af Norges smækreste skuespillere, og de får de drømmende replikker til at blive virkelige, lige i de øjeblikke de siger dem. Så forsvinder ordene og bliver lige så fiktive som tonerne, efter lyden er væk.

At gå i stykker

"Er det ikke bedre at gå i stykker end ikke at gå i det hele taget?" spørger kvinden. Og så gennemlever hun sin erotiske lykke, mens hele orkestret gisper og dunker - og korsangere sidder rundt om på tilskuersæder i salen og stønner med. Men længsel opstår ikke af lykke. Længsel opstår af kærlighed, der forsvinder. Snart løber kvinden rundt og leder efter manden. Men som han siger: "Jeg ville ikke finde dig - jeg ville miste dig." Og pointen i Sounds Like You er, at selv musikken mister sine instrumenter og toner undervejs for til sidst at ebbe ud i endelig længselsstilhed.

Sounds Like You er en gave til den nye, klassiske musik. Men pas på! Det kommer til at virke halvtamt at gå til en almindelig koncert efter at have oplevet Sounds Like You.

Her er lyd og billeder, der taler til alle: Som en musical for tolvtonefreaks eller et Broadway-hit for minimalister. Sådan lyder en Music-goes-to-Hollywood-succes 2009.

Bent Sørensens placering i den danske og internationale ny musik er umiskendelig. Desuden har han en hårrejsende præcision, når han selv sætter ord på sin egen musik, sådan som det sker i hans blogtekst, der er optrykt i programmet. Denne kunstners refleksioner krydser kunstarter, mens han blinker, hele tiden fra en dans med længslen, som han ikke kan træde ud af. Med konkrete strofer fra hans Exit Music fra 2007 - og med nynnehilsen til hans og Knud Romers nylige demensværk Et blad falder til himlen. Men her med længslen efter erotikken som drivkraft, fortryllende og forførende.

At tabe sine penge

Sådanne kunstfusioner er drømmen hos Bergens Festspillene. Direktøren Per Boye Hansen ønsker tydeligvis at brande sine festspil som noget, der både er populært og elitært. For traditionen tro brummer bergenserne over, at festspillene kun er internationalt blær, men programmet for 2009 har et ubestrideligt mix af det elitære og det folkelige. Så jo, de folkedragtklædte stod parat på torvet, da Kongen og Dronningen skulle køre forbi.

Selve åbningshøjtideligheden viste også klart fokus på mainstream. Kongesangen blev akkompagneret af den muntre trio Poing, der består af sax, kontrabas og harmonika - og hiphopgruppen Quick fra Norske Talenter optrådte med fjedrende backspins.

Kulturen og politikken blev sat til at duellere. Den kunstelskende, norske kulturminister, Trond Giske, sagde det kort: "Kunst og kultur er ikke afkobling, men tilkobling," erklærede han.

Og den islandske forfatter Hallgrimur Helgason scorede det muntreste Bergen-bifald, da han talte om den groteske krisesituation på Island, hvor folk blærer sig med deres gæld, nu hvor de ikke længere kan vise deres penge frem. Hans konklusion var dog klar: "Pennen er mægtigere end penge."

At spille Fosse

Festspillene i år fejrer des-uden dramatikeren Jon Fosse, der fylder 50 år. Han er kendt for at være en sky personlighed, og det var første gang, at det var lykkedes festspillene at få ham til at dukke op til åbningsforestillingen. Her lavede han sit eget stunt: Gik ind på scenen som festtaler, mens han bar en mikrofon på et stativ. Stillede stativet fra sig - og gik så ud. Og på skærmen bag ham var projiceret ordene: "Det er INGENTING som skal til". Jo tak.

Den Nationale Scene viste en nyopsætning af Fosses debutværk, Og aldri skal vi skiljast. Det virkede dog, som om instruktøren Stig Amdam var forblændet af Fosses 'måske kommer han alligevel tilbage'-replikker. Det var i hvert fald en meget lang forestilling uden synderlige sprællemuligheder for de fine skuespillere.

Til gengæld havde det veldansende kompagni Carte Blanche - Norges 'Dansk Danseteater' - to interessante forestillinger om mennesker, der ikke længere kan føle noget, og som knap kan mærke længslen mere. Eva-Cecilie Richardsens Klunen lod danserne slå hinanden så udtømte for passion, at de ikke længere registrerede, at de stod for langt væk til at ramme hinanden. Og portugiseren Rui Hortas nyklassiker Pixel fra 2002 viste den underskønne danser Vebjørn Sundby op mod en videoskærm, fanget i en tunnel af angst. Neurotisk undersøgte han sin slanke krop for hvert muligt gram fedt, og panisk kastede han sig rundt i en konditionsmaraton. Først da den tykke, ældre skuespiller Sverre Røssummoen trådte ind gennem videolærredet, tillod han sig selv at drømme om noget uden for det perfekte.

At længes længe

Det er ikke til at sige, hvor længe billedet af en skøn krop eller lyden af fænomenal musik sidder i erindringen. Hvor længe vil de legende krystaltoner af den henrivende sopran Mariann Fjeld Olsen oppe fra Griegs hus på Troldhaugen sidde i tankerne? Hvor længe vil de kryptiske billeder af brugte ligklæder og våben på de fascinerende voyeurmalerier af Leonard Rickhard på Festspilsudstillingen tricke forundringen?

Det er ikke til at sige. Så er det lettere at konstatere, at Bergen Festspillene fortsætter helt frem til den 3. juni - og at Sounds Like You derudover får dansk premiere i Koncerthuset i DR Byen med danske skuespillere den 10. og 12. september.

Så der er meget at længes efter. Og skyerne svæver nok også lavt til den tid.

AMC@INFORMATION.DK

Bergen Festspillene:Sounds Like You. Koncert for orkester, kor, skuespillere og publikum. Musik: Bent Sørensen. Tekst: Peter Asmussen. Instruktion: Katrine Wiedemann. Bergens Symfoni Orkester. Dirigent: Eivind Gullberg Jensen. Grieghallen.Liedkoncert. Mariann Fjeld Olsen, sopran. Bernt Wilhelmsson, piano. Troldhaugen.Dansekompagniet Carte Blanche: Klunen. Koreografi: Eva-Cecilie Richardsen. Pixel. Koreografi: Rui Horta. Permanenten og Grand.Jon Fosse-hyldest: Og aldri skal vi skiljast. Instr. Stig Amdam. Den Nationale Scene, Lille Scene.Festspillsutstillingen 2009: Leonard Rickhard, malerier. Bergen Kunsthall.Festivalen fortsætter til d. 3. juni.www.fib.no

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her