Læsetid: 7 min.

Forføreren Fog

Morten Møllers store Mogens Fog-biografi borer i gåderne om befrielseshelten, stalinisten og universitetsrektoren
Morten Møllers store Mogens Fog-biografi borer i gåderne om befrielseshelten, stalinisten og universitetsrektoren
13. maj 2009

Avisen hed Morgenbladet og var højrenational. Politikeren hed Mogens Fog og var knyttet til DKP - Danmarks Kommunistiske Parti. Alligevel spruttede Morgen-bladets spalter af Fog-begejstring i juni 1945:

"Han strutter af åndelig vitalitet og veloplagthed, optimisme og arbejdslyst. Uhyre levende og parat. Der er et liv i ham af en så dynamisk og smittende karakter, at han formår at fylde også sine omgivelser med en kolossalesprit."

Et kvart århundrede senere, i november 1970, gjorde nærværende anmelder bekendtskab med Mogens Fog og kunne konstatere, at Fogs udstråling var den samme som registreret af Morgenbladets journalist - uanset, at Fog i mellemtiden var fyldt 66 år og stadig levede et hårdt liv.

Mogens Fog udøvede en dragende, forførende magt over sine omgivelser.

I sommeren 1945 funklede han som én af Frihedsrådets repræsentanter i samlingsregeringen efter ophøret af den tyske besættelse. I 1970 som Københavns Universitets handlekraftige rektor, der søgte at styre gennem marxistisk oprørstumult.

Fog var en højt respekteret professor og overlæge i neurologi. Han talte et smukt højdansk, træffende og med skiftevise stænk af poesi og selvironi - et klassisk dannelsesideal.

Skyggeside: stalinist

Der var et væld af lyse sider ved Mogens Fog. Der var også en mørk: Han var gammel ærkestalinist, havde været ledende kommunist fra 1920'erne, også på de indre linjer af partiets lyssky arbejde, forsvaret Stalins skueprocesser, tilmed jødeforfølgelserne. Det kommunistiske kup i Prag 1948 bifaldt Fog; selv efter overfaldet på Ungarn havde han tøvet, inden han i 1959 blev én af SF's medstiftere.

Hvordan hang frihedskæmperen sammen med diktaturforsvareren? Humanisten med stalinisten? Den gåde tryllebandt Fogs omgivelser i hans 50 år lange politiske karriere. Alle spurgte: Hvor har vi Fog? Hvem holder Fog med, når det gælder?

Gåden borer historikeren Morten Møller (f. 1978) i med to-bindsværket Mogens Fog. Første bind har undertitlen: Fra modstandshelt til landsforræder. Andet bind: Den røde rektor.

Lad det være slået fast: Værket er fremragende - det spejler ikke bare Mogens Fog, men Danmark og Europa fra Første Verdenskrig og frem til, at Berlin-muren slår revner. Sin hovedperson, Mogens Fog, kommer det så tæt på, at de, der har kendt Fog, må opleve det som en genopstandelse: Her er han, den gamle røver, lyslevende, snarrådig og snu. Morten Møller styrer selv fri af at lade sig forføre af Fog, men han gør det klart, hvorfor andre blev det.

'Far er lige død'

Mogens Fog kom fra et radikalt overklassehjem. Faderen, Emil, havde skrevet disputats ved SorbonneUniversitetet, var ven med Georg Brandes og arbejdede på dagbladet Politiken.

Som 52-årig faldt Emil Fog om på sin arbejdsplads. Hans 21-årige enebarn, Mogens, skrev samme dag til en familieven og digter:

"Kære hr. Aakjær. Far er lige død af et hjerteslag; min mor beder mig skrive det til Dem og hilse Dem. Deres hengivne Mogens Fog."

Brevet er ægte Mogens Fog: I en ekstrem situation præcist, koldblodigt og dog med en varme underneden.

Om afkommet af det Brandes-radikale slægtled udtalte Mogens Fog siden:

"Vi sønner blev venstre-orienterede. Nogle gik ikke ret langt til venstre, andre gik helt ud, som f.eks. jeg."

Fog var drevet af harme over Første Verdenskrigs meningsløshed og de kapitalistiske udskejelser, der prægede de første efterkrigsår. Han valgte ikke brødrene Brandes som ledestjerne, men Lenin.

I november 1923 havde Fog sin første politiske artikel i tidsskriftet Kommunistisk Internationale. Fire år senere blev han DKP's organisationssekretær. Han knyttede bånd til Komintern, der fra Moskva styrede verdenskommunismen.

I 1929 billigede partiet, at Mogens Fog samlede sig om en akademisk karriere, hvor han jo sidenhen kunne vise sig mindst lige så nyttig. Derefter gik det rapt ad den professionelle løbesti. Professor og overlæge ved Rigshospitalet blev Fog i 1938 - for næsen af langt mere erfarne kolleger. Sine politiske bånd bevarede han via formandsposten for Socialistisk Medicinergruppe.

Tilbage i hovedrolle

Det var Tysklands besættelse af Danmark, der førte Mogens Fog tilbage i en politisk hovedrolle. Allerede i foråret 1941 - inden indespærringen af de danske kommunister - opsøgte en gammel bekendt Fog under påskud af en lægelig konsultation. Patienten var DKP's formand, Aksel Larsen. Han spurgte, om Fog ville træde ind i illegalt arbejde, hvis DKP blev forbudt. Fog sagde ja. Og DKP blev forbudt - efter Tysklands overfald på Sovjet i sommeren 1941.

Fog lagde hus til, at Aksel Larsen med den konservative John Christmas Møller drøftede et muligt fælles politisk initiativ. Det blev i april 1942 til organisationen Frit Danmark og bladet af samme navn.

På dette tidspunkt, hvor Sovjet var presset til det yderste af Hitlers tropper, fulgte verdenskommunismen en folkefrontsstrategi, der gik ud på at hverve alle tænkelige forbundsfæller til at bekæmpe tyskerne i de besatte lande, mens Sovjet førte åben frontkrig i øst og Vestmagterne forhåbentlig snart gjorde det i vest.

Netop for ikke at støde mulige partnere fra sig nedtonede kommunisterne deres ideologi og oppudsede paroler om national frigørelse. I kommunisternes baghoved lå, at folkefrontsstrategien også kunne blive vejen til magten, når den tyske besættelsesmagt var fordrevet.

Det skrev Mogens Fog i al hemmelighed et politisk memorandum til DKP-ledelsen om i februar 1943. Af dette memorandum fremgik tydeligt, at Fog var parat til en revolutionær magtovertagelse, hvis muligheden forelå efter krigen. Den parlamentariske vej var ikke nødvendig. Fog skrev:

"Går vi ind i regeringerne, har vi en chance for at styrke statskontrollen og i den grad få hold på statsapparatet, at vi ved begyndende krise muligvis kan gribe tøjlerne - som Hitler og Mussolini gjorde det hurtigt efter deres parlamentariske indtræden i regeringerne."

Dobbeltspillet

Det var ikke sådanne toner, Fog anslog, når han skrev sine medrivende modstandsartikler i Frit Danmarks illegale blad.

Just dette dobbeltspil er noget af det mest hasarderede ved Fogs karakter. Efter krigen nægtede Fog hårdnakket - også under vidneansvar i en retssal i 1960 - at han havde haft nærmere forbindelse med DKP end de øvrige medlemmer afFrihedsrådet. I retten erklærede han: "Jeg repræsenterede Frit Danmark, hvor der var kommunister, men i mindretal absolut. Jeg var ikke inde i det kommunistiske apparat."

Den udspørgende advokat, der selv havde været på DKP's inderbane, pressede:

"Men De havde kontakter?"

Fog svarede: "De samme som andre i Frihedsrådet, hverken mere eller mindre."

Gåden over alle Fog-gåder: Hvorfor var det Fog så magtpåliggende at benægte kommunist-forbindelsen under besættelsen, når han dog knyttede sig til partiet efter befrielsen og forblev dets væbner i endnu 11 år?

Morten Møller fremhæver, at det var Fog selv, dersidenhen indleverede det afslørende memorandum til Rigsarkivet. Morten Møller understreger også, at det ikke er til at sige, om der var beviser for konspiration, som Mogens Fog destruerede og ikke indleverede.

'Samlingskandidat'

Denne anmelder har den udlægning af gåden, at Fog havde indkodet sig til at sløre sin kommunisttilknytning i årene inden befrielsen, fordi han havde skullet fremstå som 'tværpolitisk' statsministerkandidat, hvis kommunisterne havde held med en folkefrontsstrategi. I samme retning - den taktisk betingede afstand - peger det, at Fog til Folketinget stillede op ikke som kommunist, men "i tilknytning til" DKP.

Anklager mod Fog ud fra sådanne antagelser - plus yderligere mål af konspiration - forfulgte hans forhenværende partifæller, ægteparret Ina og Peter P. Rohde, ham med frem til Fogs død i 1990. Fog benægtede vedholdende - også det, der bekræftes af hans eget arkiv.

Arbejdet i Folketinget kedede den meget resultatorienterede Fog. Kommunisterne var allerede fra Den Kolde Krigs spæde begyndelse i efteråret 1945 isolerede og uglesete, og Fogs charme prellede aldeles af på Tingets borgerlige og socialdemokrater - den senere statsminister H.C. Hansen behandlede ham med iskold foragt.

Fog forlod Christiansborg i 1950 og anvendte sine forføreriske evner som formand for Fredens Tilhængere - en kommunistisk dækorganisation, der fremstillede Stalin som fredsengel og USA's præsident Truman som krigsgal.

Sit livs bundskraber præsterede Fog, da han på et offentligt møde i 1953 forsvarede kommuniststyrets henrettelser af jødiske politikere i Prag. Fog erklærede: "Det er naturligt, at der rettes mistanke mod folk med kontakter med Vest og dermed mod jøderne."

Igen i humanist-kappe

Med sin rolle som åndelig vejleder for SF fra 1959 og siden i årene 1966-72 som rektor for Københavns Universitet svøbte Fog sig igen i humanismens kappe. Pinagtighederne i hans fortid blev glemt. Næsten.

Ironisk-komisk kunne det virke, da Fog fra 1970 efterhånden pådrog sig den borgerlige regerings vrede, fordi han imødekom de yderligtgående marxister. Fog fremstod jo som mere borgerlig end alle de borgerlige ministre tilsammen. Han var højborgerlig. Fog læste Oehlenschlägers Digte 1803, ejede villa i Ordrup, sommer-residenser i Liseleje og i Provence, og han hengav sig til sherry, cognac og cigarer.

Fogs borgerlighed gjorde marxisterne mistænksomme. Andre bekymredes af Fogs zig-zag mellem dem, der forlangte demokratiets spilleregler overholdt, og de, der krævede revolution. Til sidst mistede Fog grebet som rektor og gik i 1972 af før tiden.

En balance mellem demokrati og revolution kunne Fog ikke opnå i sin ydre verden. Om han kunne i sin indre, efterlader Morten Møllers biografi sin læser grundende over.

David Rehling var i årene 1970-73 medlem af Konsistorium ved Københavns Universitet, valgt af Moderate Studenter, og har portrætteret Mogens Fog i sin erindringsbog 'Hjem' (2000)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Jeg skal ikke gøre mig klog på artiklen, det ved jeg ikke nok om, men jeg vil da gerne ønske David Rehling tillykke på fødselsdagen. Det var en fin omtale i Politiken ;-).

Per Diepgen

Fødselsdag eller ej, for at blive forført, skal man lade sig forføre. Dagens udbredte historierevisionisme forfører. Gelsted og mange andre forførte åbenbart, læser man, måske også de to Munck-Petersen, Aksel Larsen og Børge Hovmann, hvad med den trofaste kommunist Nexø eller socialrealisten Aakjær, der søgte åndsfæller blandt folk som Henrik Pontoppidan, Brandes og Hørup og forelæste for landboungdommen med røde brandtaler, men han hører til dem, hvis socialrealistiske og socialpolitiske sange blot en for en siver ud af vores folkemindeskat. Bare blidt og ænsomt forførerisk som Aakjærs klukkende hvirvler fra Karup å.

Martin Kristensen

Nu er en aktiv, modig og betydningsfuld indsats under besættelsen jo ikke en garant for at man ikke selv har totalitære sympatier eller ekstremt menneskefjendske holdninger.

Om bøgerne, og dermed anmeldelserne, giver et retfærdigt billede af Fog kan jeg ikke udtale mig om da jeg for det første ikke har læst bøgerne og for det andet ikke er velbevandret nok i Mogens Fogs historie iøvrigt.

Jeg opponerer udelukkende mod at hans indsats under besættelsen skulle fritage ham for ansvar for sine holdninger, udtalelser og aktiviteter i øvrigt.