Læsetid: 7 min.

'Fornemmelsen af, at man nu og her kan ramme dem, der ellers bestemmer'

Selv om et samfund uden protester ikke er ønskværdigt, behøver Københavns gader ikke at svømme over med tåregas op til klimatopmødet, siger den tidligere BZ'er og gadekæmper René Karpantschof, der i næste uge udsender en bog om kampen om Ungdomshuset med en klar pointe: Efter 40 års sammenstød må både aktivister og politi lære kunsten at trappe ned
Konfrontation. En bz'er sigter med en hjemmelavet slangebøsse mod betjente, da politiet skulle rydde en ejendom på Platanvej i 1989.

Konfrontation. En bz'er sigter med en hjemmelavet slangebøsse mod betjente, da politiet skulle rydde en ejendom på Platanvej i 1989.

Martin Henriksen

16. maj 2009

"Har man først én gang hørt lyden, når spejlsglas-ruden i en bank smadrer, så kan det være svært at stoppe igen ..."

Kun de færreste 'borgerdyr' kan forstå, hvad der får en gruppe unge til uprovokeret at gå amok med graffiti og hærværk, som det skete i Hyskenstræde forrige weekend. Men for René Karpantschof, der i efteråret 1983 som 18-årig student fra Ribe rejste til København med firetoget for snart at blive en del af den hårde kerne i den københavnske bz-bevægelse, behøver det såmænd ikke at være så svært at fatte. Sammen med en anden tidligere bz'er har han netop skrevet og redigeret bogen Kampen om Ungdomshuset - studier i oprør, der udkommer i næste uge, og et af bogens kapitler analyserer fire årtiers konfrontation mellem ordensmagten og storbyens alternative miljøer.

Selv om den nu 44-årige René Karpantschof ikke har den største forståelse for unge spraymalende rudeknusere i Københavns indre by, så kender han fornemmelsen af pludselig at opleve magten over gaden.

"Der er klare psykologiske og politiske grunde til, at folk får en trang til at hærge. Når man pludselig opdager, at man er mange, og at myndighederne ikke kan eller vil bremse en, så får man en slags frihedsfornemmelse," forklarer han. Trangen til hærg opstår ikke kun som eksplosioner fra ludfattige sydafrikanske bantustans eller i Den Tredje Verdens slumbyer. Den kan sagtens opstå blandt modeklædte danske unge, der har levet hele livet på verdens absolutte solside.

"Det er et forkert billede, at oprør altid opstår blandt klodens fattigste. Oplevelsen i de miljøer, for hvem Ungdomshuset var vigtigt, var jo, at de blev undertrykt, da man afviste deres ønsker og ryddede huset. Det var undertrykkelse på dansk. De unge reagerede i hvert fald på nøjagtig samme måde som alle andre over alt i verden, nemlig ved at slås med politiet," siger René Karpantschof og tilføjer:

"Men myndighederne havde nok ikke på forhånd gjort sig klart, hvor store kræfter der blev udløst.".

At hærge er ikke et nyt fænomen. Det kendes ikke mindst fra mange af 1970'ernes militante arbejdskampe såvel som fra bz-bevægelsen i 1980'erne, hvor det var tradition i en årrække at afslutte demo'er i forbindelse med Ungdomshuset på Jagtvej 69 med at hærge bl.a. McDonald's og Birger Christensens pelsforretning på Nørrebrogade. I det autonome miljø var knusninger af bankernes imponerende spejlglasruder en accepteret form for modstand, når man skulle 'dø en multi'.

"Alle kender til at afreagere, f.eks. i forbindelse med en fodboldkamp, hvor det kan være fedt at tackle igennem. Og i en politisk sammenhæng, hvor alternative miljøer er meget vrede og utilfredse, sker der akkurat det samme. Man får en fornemmelse af, at man nu og her kan ramme alle de, der ellers bestemmer. At man for en gangs skyld kan give igen ved at smadre ruder eller politibiler," siger René Karpantschof.

Fælles om optrapning

En af bogens vurderinger er, at politi og aktivister har været fælles om optrapningen under en uendelig række sammenstød gennem årene. På den ene side er aktivisterne blevet mere og mere sofistikerede i deres taktik, mens ordensmagten på den anden side i takt hermed er blevet mere og mere militariseret, både i strategi, udstyr og taktisk ledelse.

Hver gang den ene side har oprustet, har den anden side været nødt til at følge med, og dette mønster kan iagttages helt siden den spæde begyndelse:

I oktober 1981 besatte en broget flok af hippie-happy elever fra Det Fri Gymnasium sammen med enkelte medlemmer af den trotskistiske ungdomsorganisation Socialistisk Ungdomsforbund en nu nedlagt gummifabrik Schiønning & Arvé på ydre Nørrebro under slagordet Ungdomshus NU. I stedet for dialog og imødekommenhed blev de unge mødt af kaskader af tåregas fra politiets side, for en dels vedkommende efterfulgt af knippelsuppe inde i gummifabrikkens mørke.

Hostende og halvkvalte, men en dyrekøbt erfaring rigere, kravlede de unge, der kaldte sig 'Initivgruppen', ud af tåregasskyerne. I løbet af måneder udviklede bevægelsen sig til en hårdtslående københavnsk bz-bevægelse, der ikke gik af vejen for et raskt slagsmål med politiet, når lejlighed bød sig. Og kom der ikke en lejlighed af sig selv, blev den opfundet: Snart blev det en yndet sport at lokke politiets 'reklamebiler' i baghold og overdænge dem med kasteskyts og maling. Omvendt kunne 'bz-lignende typer', som det hed i politiets interne jargon, til tider regne med en grundig gang prygl, hvis de blev taget alene en mørk aften.

"Jeg har selv overværet, hvordan to af mine bedste venner blev gennembanket i en baggård, indtil de var helt tilsølede af blod," fortæller René Karpantschof.

"Og det blev sikkert gjort af nogle betjente, som enten på egen krop havde oplevet eller hørt fra kolleger om, hvordan bz'erne kunne finde på at lokke i baghold. Begge parter lavede nogle grimme ting i de år, hvor gadekampene var voldsomme."

Ikke mindst kampen i september 1986, hvor en mindre bydel rundt om et bz'at hus i Ryesgade 58 var i de unges kontrol i ni dage, førte til en foreløbig kulmination.

Bz'erne havde på det tidspunkt udviklet en standarduniform til deres gadegladiatorer: Blå kedeldragter, sorte styrthjelme og små skuldertasker med slangebøsse, gasmaske og forskelligt kasteskyts.

En gang, da René Karpantschof viste nogle filmoptagelser fra Ryesgade 58 til nogle latinamerikanske venner, gik de automatisk ud fra, at bz'ernes disciplinerede blå kolonner var politiet.

Blæste skjoldene væk

René Karpantschof husker, hvordan de mest militante blandt bz'erne løste problemet med at åbne politiets skjoldborge:

"Dengang var politiets taktik at rykke frem i skjoldborge, lige som de romerske soldater i Asterix-tegneserien. Når de dannede tætte skjoldborge, kunne vi ikke komme til med vores kasteskyts eller slangebøsser med møtrikker eller stålkugler."

Løsningen var at kaste benzinbomber - molo'er - eller såkaldte blammere mod politikæderne. Blammerne var hjemmelavede chokgranater af korte stykker gummislange fyldt med krudt og proppet til i enderne. Både molo'er og blammere virkede ganske effektivt:

"Granaterne nærmest blæste skjoldene ud af hænderne på betjentene, når de eksploderede. Så opstod der uorden i politiets ellers så tætte rækker, og vi kunne komme til med vores stenkast. Vores taktik var jo at være letbevægelige og holde præcis sådan en afstand til politikæden, at vi kunne dynge dem til med sten."

Politiets modtræk kom snart: Betjentene fik kort- og langtrækkende gasgeværer, der kunne holde aktivisterne på så lang afstand, at de ikke magtede at kaste sten mod politiet, lige som den enkelte betjents kampuniform blev mere beskyttet, næsten som en ridderharnisk. Til gengæld blev betjentenes udstyr tungere og tungere at slæbe rundt på, hvilket gjorde politiet mindre mobilt.

Et nyt højdepunkt var sammenstødene på Nørrebro efter EU-afstemningen i maj 1993, hvor politiet mistede kontrollen med flere gader og endte med at skyde med skarpt ind i folkemængden. Herefter blev politiets taktik endnu en gang lagt om. Det var slut med, at politiet måtte trave rundt til fods i deres tunge udstyr. Fremover skulle enhederne være mobile, enten i form af lette blå mandskabsvogne eller de tungere pansrede 'hollændervogne'.

Sideløbende hermed fik politiet lov til præventive anholdelser, dvs. frihedsberøvelse i op til seks timer uden sigtelse. Der kom maskeforbud og endnu senere visitationszoner over hele byen. Desuden blev strafferammen for gadeoptøjer højere og højere.

Trin ned ad stigen

Som forsker i ungdomsbevægelser og ansat på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet ser René Karpantschof, hvordan sammenstødene mellem politi og unge stadig eskalerer. Han er ikke i tvivl om, at politiets mulighed for midlertidigt at anholde præventivt har været med til at hidse gemytterne op:

"Det er et farligt skridt på den forkerte side af stregen til en politistat, at politiet vilkårligt kan anholde, hvem de vil, uden at blive stillet til regnskab. Det svækker og ødelægger respekten for demokratiet, og det øger muligheden for, at nogle unge siger: 'Når staten ikke skal opføre sig ordentligt, så behøver vi heller ikke at gøre det'."

I stedet for konfrontation er der behov for imødekommenhed og dialog, foreslår han. Og i stedet for højere strafferamme, vilkårlig internering og nultolerance er der brug for konstruktive og fredelige protester, som ikke ender i orgier af vold og hærværk. Ellers risikerer Københavns gader at ligne den nordirske by Londonderry i gamle dage, efterhånden som klimatopmødet rykker nærmere, og hovedstaden bliver en magnet for aktivister fra alverdens lande.

René Karpantschof argumenterer for, at det er nemmere for aktivisterne at trappe ned, for kampberedskabet er ikke en normalstilstand for dem. Derimod kan det være sværere for politiet, fordi det altid optræder i én og samme rolle, nemlig som de, der bliver kaldt ud, når noget er ved at gå galt.

"Det er absolut ikke en rolle, man skal misunde politiet. De bevæger sig altid på en knivsæg, hvor de nemt udsættes for kritik, uanset hvad de gør. Hvis de farer for kraftigt frem, så får de kritik. Omvendt hvis de for en gangs skyld er tilbageholdende, som de var i Hyskenstræde, så er det også forkert."

Han håber derfor, at såvel aktivister som politi og myndigheder vil tage ved lære:

"Det er godt, at borgere protesterer, men det kan nemt gå for vidt. Ikke mindst fordi straffene i dag er meget lange, også for ting, man knap nok kunne få en bøde for i 1980'erne," siger han og tilføjer:

"Jeg har selv en søn på 16 år, og jeg vil da nødig se ham stå midt i byger af tåregas og molo'er. Som borger er det mit håb, at aktivister og politi kan lære at trappe ned, for man når hurtigt et punkt, hvor det ikke længere er sjovt. Der sker desværre for nemt en forråelse af både aktivister og politi. Selv har jeg efterhånden talt med mange flinke politifolk, og det er i dag svært at forstå, hvordan jeg kunne gøre de ting, jeg gjorde mod andre mennesker."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

"aktivisterne" bidrager ikke med noget, men gennemfører et narcisistisk onanishow uden hensynstagen til andre.

Det kreative element er ikke-eksisterende, og det handler om at drive rusen frem.

MEN aktivisterne har et valg: De kan lade være med at provokere og dermed give betjenten mulighed for at slå igen. Betjenten parerer ordrer.

De skulle læse lidt om Gandhi.

Med venlig hilsen
Lennart

Jeg forstår ikke hvorfor René Karpantschof mener at politiet skal trappe ned. I ovenstående artikel bliver ganske tydeligt forklaret hvorfor politiet "trappede op", så det er vel den anden side (en udefineret masse) som skal trappe ned. Ellers skal "den anden side" blot accepterer at politiet er så brutale som René Karpantschof har gjort dem til.

Søren Nørbak

Først:
Tak for en god artikel, Ulrik Dahlin.

"Oplevelsen i de miljøer, for hvem Ungdomshuset var vigtigt, var jo, at de blev undertrykt, da man afviste deres ønsker og ryddede huset. Det var undertrykkelse på dansk."
- Jeg tror faktisk at rockerne og andre bander er fuldstændig enige. De bliver også undertrykket af det fascistoide politi.

"Selv har jeg efterhånden talt med mange flinke politifolk, og det er i dag svært at forstå, hvordan jeg kunne gøre de ting, jeg gjorde mod andre mennesker."
- Jeg undres nogen gang over universiteternes ansættelsesprocedure, ville de også ansætte en racist til at forske i racespørgsmål? Eller hvad med en fundamentalistisk kristen professor i darwinisme?

Søren

Nu er der ikke nogen der tvinger aktivister til at bruge molotovs eller andet livsfarligt kasteskyts imod politiet, det er jo et udslag for deres manglende respekt for medborgerer at aktivisterne mener at en sådan voldseskalering er i orden.
Problemet i dag er at politiet ikke har nogle reele muligheder for at standse de angreb der er på dem med mindre de bruger meget voldsom (efter danske standarder) magt anvendelse.
At give en større økonomiske straf for medvirkende til gadeoptøjer kunne være en mulighed for at lægge en dæmper for bøllernes hærgen gennem københavn.
Alternativt kunne politiet få gummikugler, vandkanoner, tasers eller skarp skytter til at stoppe de mest voldelige af bøllerne.
Sidst nævnte vil virke i det omfang at der på et eller andet tidspunkt ikke vil være flere aktivister tilbage, så er nok ikke en realistisk eller ideel model at bruge.

Søren Kristensen

@ Søren Nørbak

"- Jeg undres nogen gang over universiteternes ansættelsesprocedure, ville de også ansætte en racist til at forske i racespørgsmål? Eller hvad med en fundamentalistisk kristen professor i darwinisme?"

Måske har du hørt om AA Anonyme Alkoholikere, som har stor succes med behandling af alkoholikere, netop fordi mange af behandlerne (mig bekendt) er tidligere misbrugere. På den måde har de en særlig indsigt, som ikke kommer dem til skade i den sammenhæng, så længe de ikke falder i igen, en indsigt som tvært imod gør dem mere kompetente end de ellers ville have været. Om det er retfærdigt at det således er "synderne" der går forrest, er et helt andet og moralsk spørgsmål. Og moral er ofte noget bras.

Mette Liv Mertz

"Som borger er det mit håb, at aktivister og politi kan lære at trappe ned, for man når hurtigt et punkt, hvor det ikke længere er sjovt. Der sker desværre for nemt en forråelse af både aktivister og politi. Selv har jeg efterhånden talt med mange flinke politifolk, og det er i dag svært at forstå, hvordan jeg kunne gøre de ting, jeg gjorde mod andre mennesker":
Jeg havde nok forventet en noget mere nuanceret analyse og konklusion fra en uddannet sociolog - og en med erfaringer fra BZ-bevægelsen, oven i købet. Skulle formålet med en udfordring af statens monopol på magtudøvelse forestille at være "sjov"? Konfrontationerne udvikler sig ofte til blodig alvor, fordi det allerede ER blodig alvor at fucke med den private ejendomsret i et kapitalistisk samfund! Og sammenligningen med Londonderry - helt ærligt ...