Anfægtet. Sådan kan jeg bedst beskrive min sindstilstand efter læsningen af Sygeplejerske i Det Tredje Rige.
Kierkegaard-forskeren Peter Tudvad traf tilfældigt en 83-årig dansk dame i Berlin og erfarede, at hun havde oplevet Det Tredje Riges sammenbrud som Røde Kors-sygeplejerske på et nødlazaret et par hundrede meter fra Førerbunkeren. Forinden havde hun været på et lazaret i Breslau og dér oplevet byens og menneskenes ødelæggelse, dernæst på et lazaret i Deutsch-Brod for endelig at havne i Berlin i krigens sidste dage.
Formentlig var hun også til stede, da ægteparret Goebbels blev kulet ned i et granathul efter deres selvmord. Hun bliver efterfølgende voldtaget af en russisk soldat og sendt fire måneder i fangelejr nær Moskva. Hjemkommet til Danmark fik hun tiltalefrafald og blev gift med en dansk modstandsmand.
'Arkivrotten' slår til
Ebba Mørkeberg, som den elegante, gamle dame med den usædvanlige historie hedder, vækker både nysgerrigheden og sympatien hos Peter Tudvad. Spørgsmålet om, hvordan hun som ganske ung pige havnede midt i selve Undergangen, sætter ham i gang, og når Peter Tudvad får fingrene i et arkiv, tager pokker ved ham. Fra Bovrup-kartotekets oversigt over medlemmer af DNSAP - over Vestjysk Gymnasium Tarms arkiv, "Den brune Sangbog", tyske erindringer og breve - til Fritz Clausens taler samt bindstærke historiske værker om nazisme og besættelse - Tudvad har været der! 792 henvisninger bliver det til, selve teksten fylder 481 sider.
Denne grundighed bringer mængder af interessante og oplysende krinkelkroge frem i lyset, og man forstår godt, at Tudvad nødigt har villet give afkald på dem. I sig selv er hans vidtløftige fremgangsmåde heller ikke nødvendigvis for meget, problemet med den opstår, hvor det ikke lykkes ham at finde sammenhængen mellem 'den store' og 'den lille historie'.
Det kommer indirekte til at fremgå, at der er rigtig meget, den gamle dame ikke kan huske. Igen og igen gætter Tudvad ud fra sit kildemateriale på, hvordan det mon kan have været, og man ville godt have haft en klarere markering af, hvad Ebba Mørkeberg selv har fortalt, og hvad Peter Tudvad bare véd skete. Hvor bogen kommer ind på 'den store historie', vrimler det med konjunktiviske formodninger om, hvad Ebba kan have oplevet og set, og det svækker interessen lidt. Det er nemlig som (selv)biografi og personligt dokument, at den fænger og anfægter.
Ebba Mikkelsen, som hendes pigenavn lyder, var datter af Tarms førende nazist, malermester Svend Mikkelsen. Han fik såvel sin kone som søn og datter Ebba ind i NSDAP, og det var oprindelig også på hans initiativ, at hun meldte sig til Tysk Røde Kors under SS.
Forinden havde hun i en alder af 16 år opholdt sig i Kassel som barnepige for en toårig dreng, som hun kom til at holde meget af. Hun fik tyske venner, som hun ligeledes kom til at holde af, og kom på den måde til at se de tiltagende allierede bombardementer fra menige tyskeres side. Og det er jo menneskeligt forståeligt.
Det metafysisk onde
Da Ebba Mørkeberg begynder arbejdet sammen med Peter Tudvad har hun angiveligt fortrængt, at hun nogen sinde har været nazist - hendes arbejde er med årene kommet til at stå i et humanitært skær. End ikke, da Tudvad graver hendes nazi-medlemskab frem, kan hun huske, at hun engang har meldt sig ind.
Umiddelbart lyder det påfaldende, men vender man mistanken mod sig selv og spørger, hvad man egentlig kan huske, fra man var teenager, eller hvordan man så på verden, da man var 16 år, så er det yderst spredte episoder og handlinger, der har fæstnet sig. Hukommelsen er et ufuldstændigt arkiv, sviende ubehagelige erindringer har en tendens til at forsvinde ud af kartoteket.
'Overfladisk' kalder Ebba Mørkeberg sig selv, når hun skal forsøge at forklare, hvordan hun kunne havne på den forkerte side.
"Jeg kan faktisk godt lide den forklaring," har Peter Tudvad udtalt i et interview. "Det gør op med opfattelsen af, at der eksisterer et metafysisk og dybt rodfæstet onde i mennesket."
Ifølge ham selv var det ellers netop en søgen efter dette, der satte ham i gang:
"Jeg ville finde det metafysisk onde i Ebba. Jeg forestillede mig, at jeg kunne finde en eller anden disposition for noget ondt. Men jeg fandt det ikke. Jeg har til gengæld fået meget sympati for en sød og omsorgsfuld gammel dame," siger han i interviewet, og fortsætter:
"Det er jo netop det, der er så interessant og skræmmende. (...) Ebba var ikke særligt disponeret. At et menneske som hun, som ikke er psykopat, som nogle af bødlerne var, alligevel ender i kløerne på nazi-bevægelsen, gør én nervøs."
Hele bogens skildring kredser således om det urovækkende faktum, at det ikke nødvendigvis er onde mennesker, der handler forkasteligt. Ebbas virker snarere viljefast, modig og sympatisk. Men netop dette gør bogen dybt anfægtende.
En psykopatisk far
Nogen sammenhængende forståelse giver den til gengæld ikke, det er ikke kun Tudvad, der har måttet stykke puslespillet sammen brik for brik, mange gåder leveres videre til fortsat spekulation.
Ebba kom eksempelvis til at hade sin far, men hverken hun eller Tudvad går i dybden med, hvordan hun så på ham, da hun var teenager. Læseren sidder tilbage med følelsen af en voldsom binding, der altså slog ud - først i tilslutning, siden i afvisning af faderen. I modsætning til Ebba, der netop fremstår 'varm og omsorgsfuld', sporer man hos Svend Mikkelsen de psykopatiske træk, som man kender fra eksempelvis Peter Øvig Knudsens beskrivelser af nazister. Hvad havde man selv stillet op med sådan en far?
Traudl Junge, Hitlers sekretær, der endte med at erkende, at det ingen undskyldning var at være ung, citeres i bogen. Traudl Junge gør sin erkendelse, da hun opdager eksistensen af den 22-årige Sophie Scholl, som blev henrettet for at agitere mod nazisterne.
Men Sophie Scholl var tysker, Ebba Mikkelsen bor i Tarm. Og her var det den antikapitalistiske SA-udgave, Svend Mikkelsen propagerede. I hans version står frihed og lighed for det arbejdende folk over for en grådig kapitalisme, der snylter på folket - en version, man også kender i kommunistisk udgave. Blot er det hos Mikkelsen englænderne og jøderne, der deler rollen som de fæle kapitalister. Men præsenteret som en kamp for retfærdighed kan en ideologi jo have let spil i unge hjerter.
Svend Mikkelsen - og dermed også hans familie - melder sig dog ind efter Krystalnatten, så også i Tarm kunne de bimlende alarmklokker høres, hvis man lyttede. Men dem overhørte rigtig mange i Danmark på det tidspunkt - uden at være nazister.
Det er bogens store styrke, at den nærmest tvinger én til at sætte sig ind i, hvordan det må have været at være Ebba - hvis altså man ikke vælger at forskanse sig i automatreaktioner. Derfor bør den læses. Trods sin længde er den letlæst, fremstillingen er fortællende, smukt disponeret og pointeret, men en mere håndfast forlagsredaktør, der kunne slå ned på sproglige vildskud, ville dog have pyntet.
