Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En fugtig finger med i spillet

Den stilskabende, canadiske Peaches er queer-praksis som selvsikker selviscenesættelse. Som demonstrativ grænsesøgning. Som stolt udvidelse af det kvindelige råderum. Den tidligere skolelærer er tilbage i storform med sit fjerde album, hvor der er rig lejlighed til at dyppe fingre i seksualitetens mange malerspande
Den stilskabende, canadiske Peaches er queer-praksis som selvsikker selviscenesættelse. Som demonstrativ grænsesøgning. Som stolt udvidelse af det kvindelige råderum. Den tidligere skolelærer er tilbage i storform med sit fjerde album, hvor der er rig lejlighed til at dyppe fingre i seksualitetens mange malerspande
Kultur
5. maj 2009

En tidligere skolelærer fra Toronto, Canada har haft en fugtig finger med i det vidt forgrenende spil på ekstrovert, grænseløs og nydefineret seksualitet, som vi kan nyde fra især kvinder i musikken i disse dage. Den i dag 40-årige dame hedder Merrill Beth Nisker og kalder sig for Peaches.

Hun har lavet videoer med overbehårede kvinder, ja, med slet skjult fryd blev der vist også stoppet simileret vækst i trusserne, så det strittede til alle sider. På sit andet album, Fatherfucker, prydede hun coveret udstyret med fuldskæg. "Who's gonna motherfucking stop me?/ Hey motherfuckers step up/ Who's gonna mother-fucking step up?"

Hun har erobret guitaren som pik under sine forrygende, overdrevne, skamløst liderlige koncerter. Penis-misundelse? Hvorfor? Jeg har jo en rejst elguitar. "You came to see a rock show/A big gigantic cock show". Ja, faktisk taler hun i stedet om hermafrodit-misundelse, vistnok fordi de får det bedste fra begge verdener. Og hendes backingband hed engang Herms.

Hun har givet den i rollen som seksuel protagonist af den mest sjofelt udkrængende slags. Kvinder, mænd og hvad der måtte befinde sig ind imellem har været genstand for hendes begær og erigerede fornøjelser, om de så har været af den påmonterede eller medfødte slags. "I like the innocent type/ Deer in the headlight".

Alt det lyder måske lidt unødvendigt i et dansk frigjort samfund anno 2009, ikke mindst på et tidspunkt hvor i hvert fald den københavnske klubscene flyder over af homoseksuel og queer og sågar heteroseksuel energi. Men Peaches bragede igennem omkring årtusindskiftet, fik international opmærksomhed og pulede for en stund de yderste områder af mainstream med sin proaktive, burlesk polymorfe seksualitet. Electro-clash-bølgen i begyndelsen af det 21. århundrede og nutidige seksuelt udfarende electro-inspirerede damer som Lady Gaga, M.I.A. og duoen Yo Majesty! skylder alle en del af herregården til Peaches. Og herhjemme kan duoen Fagget Fairys og dj'en ogInformation-skribenten Djuna Barnes' arbejde ses og høres i forlængelse af Peaches' særlige variant af queer electroclash.

Olm energi

Hvordan lyder en sådan så? Well, i begyndelsen var det en særligt groft skåren variant over 80'ernes electro, der var Peaches' varemærke. Nyklassikerne "AA XXX" og "Fuck The Pain Away" og debutalbummet The Teaches of Peaches fra 2000 havde en olm disco-punket energi, en primitivistisk programmeringspragmatik og en lokkende subversiv seksualitet. Billige rytmebokse, måske lidt guitar, Peaches helt oppe ved mikrofonen i gang med at forføre lytteren med beskidt mund og ironien som en ond guitarpedal, der bare gjorde hele cirkusset endnu mere kinky.

På hendes nye, fjerde album, I Feel Cream, har hun en vifte af producere i sit sold: Simian Mobile Disco, Digitalism, Soulwax, Drums of Death. Det skaber sund variation og nye, kærkomne udbrud fra en dame, der har været lidt inde i en blind-gyde de seneste år.

På den labert rockende "Talk To Me" udvikler hun sin indre rocksanger med stort held og i øvrigt vistnok udstyret med parforholdsproblemer: "What made you so bitter inside?/ Why don't you talk to me/ Because I'm standing here/ I got an open ear".

På titelnummeret finder hun en frækt lurende erotik i trance synth-land (som alle åbenbart skal besøge for tiden). Og på den ellers svage ballade (ballade! Peaches!?) "Lose You" er Peaches med sin skønsang og sin angst for at miste langt fra sit cocky, evigt våde selv.

Provokerende

Men her er også vintage Peaches. "Serpentine serpentine serpentine, never straight line, serpentine", lyder det på åbningsnummeret. Eller hvad med "Never go to bed without a piece of raw meat". Eller "Can that fist fit down your deep throat?/ Gotta tighten up that raincoat". Eller løfterne om at dulme moderkomplekser ... Åh ja.

Peaches er queer-praksis som dunkende selvsikker selviscenesættelse. Som demonstrativt paraderende grænsesøgning. Som stolt udvidelse af det kvindelige råderum i musikverdenen. Hun er provokerende og subversiv og jern-feministisk og samtidig umulig at stå stille til. "Free your mind ... and your ass will follow", lød det fra Funkadelic og George Clinton i 1970. Det kan også foregå den anden vej rundt i selskab med Peaches anno 2009.

Peaches er i rappende og hviskende storform, og sangene har ikke lydt friskere siden debuten - som dog endnu ikke er blevet matchet, ikke mindst fordi der er svage passager på I Feel Cream. Her er så også nuanceringer af hendes (eller jeg-personens) følelsesliv, og her er inderlighed uden ironi på numre, hvor popskønsangeren eller rockbitchen tager over. Men vi fortsætter samtidig også føljetonen om den seksuelle protagonist, som hele underverdenen ville i seng med allerede ved årtusindskiftet.

Sex har mange farver og stadig langt flere end dePhotoshop-behandlede nuancer, vi finder i populærkulturens simulerede diversitet. Og Peaches er stadig en vigtig leverandør, i spandevis, uden at simulere. Kom, dyp selv fingrene i malerspandene.

Peaches: I Feel Cream (XL Recordings/Playground)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Jeg troede ellers Peaches var en dansk sangerinde, indtil jeg lod mig korrigere her:

http://www.myspace.com/peaches